Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kolonitiden er et historisk falsum

At give inuitterne en undskyldning for at være i Grønland og for at have været der flere hundrede år før, den første inuit dukkede op med sin kajak ved det nuværende Thule, er latterligt og giver ingen mening. Danmark har intet at undskylde og intet at beklage, og den klæbrige snak om skyld, forsoning, kærlighed og tilgivelse hører ingen steder hjemme.

Artiklens øverste billede

I JP’s kronikker 30.-31/1 går fofatteren Kim Leine i rette med mig, fordi jeg påstår, at Grønland aldrig har været en koloni, uden at definere, hvad en koloni er. Ganske rigtigt. Jeg definerer ikke, hvad en koloni er, og hvorfor skulle jeg? For hvad en koloni så end er, så har det ikke noget med Grønland at gøre.

Grønland har i mere end 1.000 år – nemlig siden Erik den Røde slog sig ned i det dengang folketomme Grønland – været del af et nordisk rige. Først af det norske, fra 1380, hvor Danmark og Norge forenedes, af det dansk-norske rige og fra 1814 af Danmarks Rige, som var fortsættelsesstat af det ved Kielerfreden af 14. januar samme år opløste dansk-norske rige. Og det er stadig tilfældet.

Lov om Grønlands Selvstyre af 12. juni 2009 er ligesom den forudgående Lov om Grønlands Hjemmestyre af 1979 en magtdelegation baseret på en dispensation fra Danmarks Riges Grundlov – en dispensation, der i princippet kan trækkes tilbage, når som helst Folketinget måtte finde det fornødent.

Inuitterne – de nuværende grønlænderes forfædre, der vel at mærke intet har at gøre med de mennesker, der længe før Erik den Rødes tid havde boet i Grønland – satte først foden på grønlandsk jord i 1100-1200-tallet efter fra det nuværende Canada at have krydset det snævre Smith Sund og er at betragte som et indtrængende eller indsivende folk uden betydning for Grønlands statsretlige stilling.

Fra den dansk(-norske) statsmagts side har man fra første færd anerkendt inuitter som landsmænd med fulde rettigheder, herunder ret til eget sprog, på samme måde som andre indvandrere til det dansk(-norske) rige gennem årene er blevet anerkendt som landsmænd.

Det turde være alt, hvad med rimelighed kan forlanges. Kolonitiden, som der tales meget om både i Grønland og i Danmark, er et historisk falsum.

At give inuitterne en undskyldning for at være i Grønland og for at have været der flere hundrede år før, den første inuit dukkede op med sin kajak ved det nuværende Thule, er latterligt og giver ingen mening. Danmark har intet at undskylde og intet at beklage, og den klæbrige snak om skyld, forsoning, kærlighed og tilgivelse, som Kim Leine disker op med i sin dobbeltkronik, hører ingen steder hjemme.

Det er rigtigt, at Grønland i uformel sammenhæng er blevet kaldt en koloni. Det skyldes en sproglig afsmitning med rod i det forhold, at 1700-tallets mange nye byanlæg i Vestgrønland fra Upernavik i nord til Nanortalik i syd efter tidens skik blev benævnt kolonier, på samme måde som de samtidige statslige hedeopdyrkningsprojekter i Jylland med hjælp fra indkaldte tyske “kartoffelbønder” blev benævnt kolonier.

Man taler i 1700-tallet om kolonierne i Grønland og i Jylland, men det gør hverken Jylland eller Grønland til kolonier.

Denne skelnen mellem “koloni” og “kolonier” opretholdtes omhyggeligt af den danske stat indtil Grønlands integrering i riget som et oversøisk amt 1953.

Her spiller Kim Leines manglende kulturhistoriske viden, der springer så stærkt i øjnene i romanen om ”Profeterne i Evighedsfjorden”, ham igen et puds.

Som Kim Leine selv nævner, var Grønlands Styrelses officielle navn “Styrelsen af Kolonierne i Grønland” (ikke “Styrelsen af Kolonien Grønland,” som det ville have været, hvis Grønland havde været en koloni på lige fod med for eksempel de i 1917 afhændede Dansk Vestindiske Øer). Til underbyggelse af sin påstand om, at grønlænderne ikke er blevet betragtet som landsmænd, men som laverestående, frembærer Kim Leine et par litterære citater. Et fra 1738 af selveste Hans Egede, Grønlands Apostel, et andet fra 1940 af den i Grønland vidt bekendte læge, ornitolog og folkeoplyser Alfred Bertelsen (1877-1950), der tilbragte det meste af sit arbejdsliv i Uummannaq.

Her spiller Kim Leines manglende kulturhistoriske viden, der springer så stærkt i øjnene i romanen om ”Profeterne i Evighedsfjorden”, ham igen et puds.

De foregående århundreders topografiske litteratur, der for hovedpartens vedkommende er forfattet af folk på samfundets top, vrimler med nedladende, i mange tilfælde rent ud hånlige beskrivelser af det jævne folk.

Hør f. eks. hvad de høje herrer på Koldinghus i Jylland havde at sige om omegnens bønder på samme tid, som Hans Egede affattede den af Kim Leine citerede karakteristik af grønlænderne.

Anledningen var et forslag om indskrænkning af stavnsbåndet – det berygtede retsinstitut, som regulerede og begrænsede bondebefolkningens frie bevægelighed – der var blevet sendt til høring fra København.

Dette forslag om øget frihed for den jævne landbefolkning kunne amtmanden over Koldinghus med flere amter på ingen måde tilslutte sig.

Allerede som det var nu, forårsagede »den gemene mands almindelige slette opdragelse, umanerlige dovenskab, medfødte liderlighed og mangel på sund og fornuftig tænkemåde største nachdel og græmmelse. Erfarenheden – den bedste læremester – oplyser uden tvivl derhos, at nedrige gemytter allerbedst ved en slags tvang regeres, men ved uindskrænket frihed vorder (bliver) utæmmelige.« Og dog var disse bønder på Kolding-egnen ubetvivleligt landsmænd!

Det virkeligt interessante og aldeles bemærkelsesværdige ved Hans Egede og de andre høje herrer, som gennem årene har ytret sig om den almindelige grønlænder, er ikke, at de fra tid til anden falder ind i samtidens retorik, men derimod at de gennemgående har været venligere i deres beskrivelser af grønlænderne end af deres nærmeste landsmænd hjemme i Danmark og Norge.

Således Hans Egede i sin berømte og til adskillige europæiske sprog oversatte grønlandsbeskrivelse fra 1741.

I modsætning til danskerne, som lider af »utallige grove laster«, fremholdes grønlænderne som ideal: »Deres begærlighed strækker sig ikke videre end til nødtørftige ting. Ved ikke af pragt og hovmod, hader og fortrykker ikke hinanden, ligesom de ej heller vindicerer (tilkæmper) sig nogen magt og herredømme over hinanden.«

Og som om det ikke var nok, så slutter han skriftet af med følgende højstemte lovprisning af Grønland og grønlænderne: »O! I lyksalige folk! Hvad kan man i udvortes og timelige ting forønske Jer, som I ikke allerede har og besidder? Har I ingen rigdom? I trykkes ikke heller af fattigdom! Har I ingen overflødighed? I lider heller ikke af mangel! Er der ingen pragt og herlighed hos Jer at se? Der er ikke heller foragtelse (elendighed) at finde! Er der ingen herrestand? Der er heller ikke nogen slavestand! Hvad er sødere end frihed? Og hvad er lyksaligere end nøjsomhed?« Det eneste, I mangler, er »Guds og hans Søns Jesu Kristi saliggørende kundskab.«

Landsmænd? Ja, og heldigvis for det, ville Hans Egede have tilføjet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.