Ibis fører nymarxistisk klassekamp

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Udviklingsorganisationen Ibis har i samarbejde med britiske Oxfam promoveret en analyse af ulighed i den globale formuefordeling. Ibis er sat i verden for at sikre bedre og mere uddannelse i udviklingslandene. Et nobelt formål.

Man kunne tro, at en sådan organisation ville fokusere på, hvordan det så går med uddannelsesniveauet og med indkomsterne hos de fattigste i verden. Men i stedet for indkomster vælger man at se på udviklingen i formueuligheden. Det kan undre. Formueforhold fortæller nemlig ikke ret meget om, hvordan folk rent faktisk har det.

Ser man på talmaterialet, som Oxfam/Ibis bruger, fremgår det, at der ingen kinesere er blandt de 10 pct. med lavest formue. Derimod er små 8 pct. af dem med lavest formue amerikanere og omkring 13 pct. europæere. Er kineserne blevet rigere end os? På ingen måde. Men mange amerikanere og europæere har på et givet tidspunkt negativ formue. Derfor havner de nederst i formuefordelingen.

Som de fleste ved, er Danmark et af verdens mest lige lande målt på indkomst med en meget stor omfordeling fra høj til lav indkomst via velfærdsstaten. På trods af dette er der også i Danmark en ganske høj ulighed i formue. På verdensplan ejer den rigeste procent 48 pct. af formuen.

Det kan umiddelbart lyde helt vanvittigt, men selv i et meget lige land som Danmark ejer den rigeste procent 31 pct. af nettoformuen. (Det skal bemærkes, at pensionsformuer ikke er inkluderet, fordi de ikke indgår i datagrundlaget. Det gælder i øvrigt også for Oxfam/Ibis-opgørelsen).

Stor formueulighed opstår i samfund med velfungerende kapitalmarkeder og høje indkomster. En ung kandidat udklækket fra et universitet vil ofte have studiegæld – altså negativ formue. Det samme kan gælde en succesfuld iværksætter, der netop har lånt et større millionbeløb for at ekspandere virksomheden.

Unge mennesker ønsker ofte at låne til anskaffelse af møbler, vaskemaskine og andre forbrugsgoder. Og bankerne vil gerne låne til dem, hvis de kan forventes at kunne tilbagebetale lånet, altså hvis de har en god uddannelse (også en form for formue) og gode jobmuligheder. Ingen fattige i udviklingslande vil nogensinde kunne drømme om at opnå så store negative formuer, fordi deres indtjeningspotentiale ikke er stort nok til, at nogen ville låne dem så mange penge. Hvem har det bedst? Dem med de negative formuer eller dem uden?

Oxfam/Ibis gør et stort nummer ud af, at udviklingen skulle gå i retning af mere formueulighed, når man ser på årene siden 2010.

Men for det første er formuetallene behæftet med så høj usikkerhed, at den beskrevne udvikling lige så godt kan skyldes slør i tallene som noget reelt.

For det andet dækker udviklingen over et forløb siden 2000, hvor den rigeste procent i den første del af perioden mistede formueandele og i den anden del af perioden genvandt det tabte. Den rigeste procents formue ligger således ifølge opgørelsen – og med forbehold for den store usikkerhed – nu på samme andel som i 2000. Havde Ibis ønsket at tegne et nuanceret og korrekt billede af udviklingen, havde de påpeget dette i stedet for at vælge det startår, som passer bedst til deres manipulerende fortælling.

Det relevante for en organisation med Ibis’ formål er ikke formuefordeling, men udviklingen i de fattiges uddannelse og indkomst. Her er der godt nyt. På globalt plan har en gradvis stigning i antallet af skolebørn over årtier medført, at næsten ni ud af 10 børn går i skole. De seneste årtier er antallet af absolut fattige i udviklingslandene, defineret som en indkomst under 1,25 dollar om dagen (faste priser) faldet markant. Der er i dag 700 millioner færre fattige end for 30 år siden.

Som andel af verdens befolkning er fattigdommen mere end halveret fra ca. 36 pct. i 1990 til 14 pct. i 2011. Kina, Indien og andre lande i Asien samt på det seneste også Afrika har liberaliseret og åbnet deres økonomier. De er blevet en del af den globale økonomi.

Denne inklusion af milliarder af mennesker i den globale økonomi medfører blandt andet, at fattige mennesker i lande som Indien og Kina har fået en chance for at forbedre forholdene for sig selv og deres familier ved at producere varer til os i den rige del af verden. I de velstående lande har det presset især de ufaglærtes lønninger, som derfor ikke er steget så hurtigt som tidligere. Samtidig har mange højtlønnede, som takket være globaliseringen har kunnet øge deres produktivitet, fået høje lønstigninger. Inklusionen af verdens allerfattigste i verdensøkonomien har altså bidraget til, at indkomstuligheden internt i de vestlige lande er steget.

Men løfter man blikket og ser på den globale indkomstfordeling, har globaliseringen haft den modsatte effekt. Milliarder af verdens mest fattige mennesker har indhentet noget velstand, og derfor er den globale indkomstulighed faldet.

Ibis og andre udviklingsorganisationer burde glæde sig over den udvikling og heppe på mere.

Ibis tilslutter sig i stedet den fokusforskydning, der har været i ulighedsdebatten de senere år. Fokus er flyttet fra et sympatisk ønske om at hjælpe de fattige til en besættelse af at stække de velstillede.

Dele af venstrefløjen har anlagt sig en nymarxistisk klassekampsretorik. For dem synes problemet ikke længere primært at være, at nogle borgere har det skidt. Problemet er snarere, at nogle har det for godt. De skal have det værre.

Ibis kræver øgede kapitalskatter, herunder formueskatter. Disse anbefalinger vil reelt bekæmpe vækst frem for at bekæmpe fattigdom. Hvis man lyttede til Ibis, ville det være til skade for de fattige.

Ganske vist anbefaler organisationen, at provenuet fra de højere kapitalskatter skal gå til uddannelse af verdens fattige. Men økonomerne ved i dag, at kapitalskatter er nogle af de mest forvridende skatter – altså nogle af de skatter, der hæmmer vækst og velstand mest.

Skulle man endelig skaffe flere penge til Ibis ved at hæve skatterne ville verdens fattigste være bedre tjent med, at man hævede nogle andre og mindre forvridende skatter, for eksempel momsen eller bundskatten (ikke at det skal opfattes som en anbefaling).

Det er helt legitimt, at Ibis argumenterer for flere udviklingskroner til uddannelse. Det er organisationen sat i verden til. Men hvorfor skal Ibis overhovedet have en holdning til, om pengene findes ved at hæve skatter eller ved f.eks. at prioritere de samlede offentlige udgifter anderledes? Og ovenikøbet en detaljeret holdning til, hvilke skatter der i givet fald skulle hæves.

Vi ser ikke Kræftens Bekæmpelse eller Scleroseforeningen komme med forslag til konkrete skattereformer.

Ibis’ formuekampagne handler ikke om udviklingspolitik. Det er ren venstreorienteret ideologi uden sagligt fundament. Fokus forskydes fra at hjælpe de fattige til at stække de velstående.

Det er synd for verdens fattige, og det er ekstra problematisk, fordi Ibis får hovedparten af sine midler fra skatteyderne. Det er ikke rimeligt, at f.eks. borgerligt sindede skatteydere skal tvinges til at betale til Ibis’ nymarxistiske klassekamp.