Jeg - en møllemodstander

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Undertegnede er som en anden Don Quijote reddet til kamp mod vindmøller. Jeg er blevet det, som vindgudens dyrkere med gys i stemmen kalder møllemodstander. Det er næsten lige så slemt som at være klimabenægter. Havde det været i inkvisitionens tid, var jeg naturligvis endt på bålet. Man går ikke ustraffet i mod vor tids mægtigste religion.

Årsagen er meget enkel: Vores gode nabo vil – lokket af uhyrlige tilskud – rejse tre kæmpemøller for at afværge følgerne af den landbrugskvælende kvælstofpolitik, som skiftende regeringer har ført. Der skal simpelthen andre driftsformer til for at få det til at løbe rundt, og intet er så attraktivt for en jordejer som vindmøller.

Derfor – og sandt for dyden ikke fordi møller interesserer mig det mindste – er jeg blevet tvunget til at sadle min Rosinante og sætte mig ind i alt muligt og umuligt om vindmøller, støjgener, helbred, faldende ejendomspriser, døde mink, stressede og syge naboer og hvad ved jeg. Og jo mere jeg læser, desto mere stritter de få tilbageværende hår på hovedet, og jo hårdere griber jeg om min lanse.

Inden for de næste få år vil en veritabel hær på 700-800 kæmpemøller invadere landet, fortrinsvis Jylland, har de vise politikere besluttet. I forvejen har en fortrop på 176 af kæmperne slået rod i den kvælstofforsømte danske muld, igen fortrinsvis Jylland. Sjovt nok kan man ikke finde plads på hverken Sjælland eller Fyn.

Kæmpemøller er måske lidt upræcist, monstermøller dækker bedre. De er mellem 130 og 150 meter høje, hver vinge er op til 55 meter, og i hård vind har de en effekt på tre til fire megawatt. Det er naturligvis en yderst respektabel bedrift at hejse kraftværker på den størrelse 100 meter op i luften. På den anden side skal der 20 monstermøller til at erstatte blot et enkelt decentralt, naturgasfyret og jordkrybende kraftvarmeværk. Og så leverer det endda varme samtidigt.

Hvor kæmperne allerede er på plads, protesterer naboerne som rasende – eller flygter fra hus og hjem. Undtagen naturligvis de naboer, der har købt andele i den guldrandede investering. De tæller deres arbejdsfri profit i stedet.

En monstermølle koster ca. 30 mio. kr. installeret og tilsluttet elnettet. Staten giver via Energinet.dk et tilskud på ca. 19 mio. kr. fordelt over de først års produktion.

Energinet.dk skal ganske enkelt købe strømmen til overpris tæt på det dobbelte af den normale pris på kraftvarmeværkerne. Differencen trækkes på forbrugernes elregning. Er det en havmølle, er tillægget langt højere. Havmøller er så profitable, at Dong helt har opgivet at rejse landmøller – og havmøller lider ikke under rasende naboers protester.

Den grønne el koster dyrt for alle forbrugerne, men mølleejerne kan med statsgaranti regne med 10-30 millioner ekstra på bankbogen efter 20 års driftstid. At få sin jord udpeget til mølleområde er ligesom at vinde i lotteriet, betroede den lokale jordejer mig. Det er staten og kommunerne, der driver lotteriet på el-forbrugernes bekostning.

Folketinget spiller også med i et helt andet lotteri på energifronten. Danmarks forsyningssikkerhed på el er indsatsen. Og det er et spil, der tabes.

Energinet.dk, der har ansvaret for, at der altid er strøm nok i kontakterne, advarer om en ”brændende platform”, og Dong advarer om strømafbrydelser.

Problemet er så banalt, at det næsten er pinligt at nævne det. Men møller laver altså kun strøm, når det blæser. Der skal være balance mellem behovet for strøm og den mængde strøm, vi kan producere. Fagfolk kalder det kapacitetsbalancen. Når balancen bliver negativ, skal vi hente underskuddet fra Sverige, Norge og Tyskland.

Sidste år gik balancen for første gang i minus. Netop på grund af vindmøllerne har vi lukket kraftværker med en kapacitet på 600 MW. Når møllerne ikke snurrer, skal vi hente den produktion fra nabolandene – og i blæsevejr må vi dumpe strøm til lave eller ligefrem negative priser til de samme lande.

Den hellige grønne energipolitik har sine morsomme sidegevinster: jo flere vindmøller, jo mere a-kraft strøm. Den grønne politik betyder, at vi bruger mere og mere strøm fra de svenske atomkraftværker – sidste år blev det til hele 14 pct. af elforbruget.

Året før var det kun 1 pct. Det må være lidt af et paradoks for de mange, der drømmer om den rene grønne energi. Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind!

Og hold nu godt fast. Regeringen øger indsatsen i lotteriet med hele 1.800 MW underbalance, når den udfaser de naturgasfyrede, decentrale kraftvarmeværker i løbet af de næste tre til fem år. Det har noget at gøre med afgiftsomlægninger, uden at jeg skal kunne forklare den ophøjede logik nærmere. Det kræver, at man forstår den, og det gør vist ingen.

1.800 MW underbalance samtidigt med og uafhængigt af en udbygning med ny vindkapacitet på andre 600 MW plus de 600 MW, vi allerede er i minus.

I mit regnestykke giver det en potentiel underbalance på 3000 MW om få år – og det er langt mere end jævnstrømskablerne til Norge og Sverige kan bære. Så derfor skal vi have et fjerde kabel til Norge – det koster lige 1,8 mia kr. oveni. Så kan vi da dække de 1.700 MW kapacitet derfra – hvis nordmændene ellers vil sælge.

Og så glemte man i skyndingen, at de nye havmølleparker, der også kun virker i blæsevejr, skal have strømmen ført i land. Ekstrapris til forbrugerne bliver på 6-7 mia. kr. oven i den astronomiske merpris for selve strømmen.

Der kræves i sandhed mange og store ofre for at formilde guderne tilstrækkeligt til blot at opretholde det niveau af produktion, vi havde, før vi konverterede til den grønne religion.

Den grønne vindreligion er sikkert forankret i Folketinget, og formentlig også i befolkningen. CO2-besparelser ønsker (næsten) alle. Kun de færreste ved, at vindmøller rejst i Danmark ikke reducerer CO2-udledningen.

Hvert eneste kilo, vi sparer, udledes i stedet i et andet EU-land, fordi det danske CO2-regnskab er puljet med hele EU. Danske CO2-besparelser udledes fra kulovnene i de andre lande.

Og skulle det virkelig lykkes for det samlede EU, måske endda for alle underskriverne af Kyoto-aftalen, at nedsætte udledningen, så vil de lande, der ikke har underskrevet Kyoto, i løbet af få år have øget deres udledning så meget, at alle vore bestræbelser forsvinder fuldstændigt.

Så hvad er det hele værd – udover hasard med forsyningssikkerheden, vandalisme mod vort bløde jyske landskab, gambling med ukendt risiko for helbredet, milliarder og atter milliarder af overflødige investeringer og tilskud, møllejere, der bliver fede på andres bekostning og en befolkning, der betaler og er til grin via elregningen?

Don Quijote red alene, kun fulgt af den trofaste Sancho Panza. Og som Don Quijote havde sin skønne Dulcinea at forsvare, har jeg det bløde bakkede Jylland med den store udsigt på nethinden. Og skulle man ende som Ridderen af den bedrøvelige skikkelse, så pyt. At standse dette vanvid er nok et offer værd.