Tak, Danmark!

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En forudsætning for, at man kan udnytte de menneskelige ressourcer optimalt i et land er, at der findes reel mulighedslighed. Mulighedslighed betyder, at vi alle fra barnsben har de samme muligheder for at klare os godt. Modsætningen til et mulighedslighedssamfund er et kastesamfund, hvor social mobilitet er så godt som umulig. I et samfund, hvor der er mulighedslighed, er det lige meget, om man fødes som kristne Kristian, muslimske Mohammed eller katolske Katarina.

Alle har de samme livsmuligheder, de samme livschancer. Pige- og drengebørn har de samme muligheder. Børn af fattige, lavt uddannede og børn af rige, højt uddannede har det. Børn med forskellig hudfarve har det. Og hvis et barn lider af psykiske eller fysiske skavanker, bliver det hjulpet, så også det får gode muligheder for at klare sig godt. På den måde udnyttes hele talentmassen i en befolkning til fælles bedste.

Hermed dog ikke være sagt, at samfundet også skal sørge for, at Kristian, Mohammed og Katarina, som årene går, forbliver ligestillede og absolut skal opnå de samme resultater. Katarina arbejder måske hårdere end sine to jævnaldrende, bliver derfor dygtigere, klarer sig bedre karrieremæssigt og ender med at få en bedre stilling og en højere indkomst. De tre fik de samme muligheder som børn og unge, men som voksne klarer de sig alligevel forskelligt. Det er helt naturligt.

Hvis samfundet imidlertid ikke blot bygger på mulighedslighed, men også på resultatlighed, vil det sørge for, at Katarina – trods sit hårdere arbejde og højere ambitionsniveau – ikke til fulde nyder frugten heraf. Hendes indtægt bliver (via skattebetalingen eller planøkonomiske foranstaltninger) omfordelt til de mindre flittige og dygtige, Kristian og Mohammed, med den hensigt at de tre så at sige nulstilles fra vugge til død.

I Danmark er vi så heldige at have en rodfæstet og grundigt institutionaliseret mulighedslighed. Den kan selvsagt forbedres – f.eks. i folkeskolerne og i uddannelsessystemet generelt – men det rokker ikke ved, at næsten alle danske børn og unge har mulighed for at ”tage deres skæbne i egen hånd” og stige opad i samfundshierarkiet. De er ikke fastlåste i et kastesystem.

Sådan var det ikke for 100 år siden. Læser man f.eks. forfatteren Martin Andersen Nexøs erindringer, fremstår det nærmest som et mirakel, at dette proletarbarn (som han kaldte sig selv) gør karriere. Han var i sandhed en undtagelse, der bekræfter reglen om, at hvis du er fattig og uuddannet, får dine børn samme skæbne.

Martins egen far, Hans Jørgen, var et trist eksempel på en dygtig, arbejdsom og ambitiøs mand, der ikke blev belønnet af samfundet som fortjent på grund af en rigid og uretfærdig opdeling mellem de sociale klasser.

Følgelig endte han som en fordrukken, voldelig og desillusioneret ”taber”, hvor han med samfundets hjælp alt andet lige ville være endt som ”vinder”. Det fremgår i øvrigt af erindringerne, at Martins far delte denne triste skæbne med mange andre mænd fra underklassen. Et stort spild af talent, intelligens og virkelyst!

Forfatterne til denne kronik er selv levende eksempler på den store mulighedslighed, vi har i det moderne Danmark. Vi er to brødre fra ikkeakademiske hjem, opvoksede i en lille by i Vestjylland, Vinderup. Som sønner af en herrefrisør og en dagplejemor stod det ikke skrevet i vore dåbsattester, at vi begge skulle erhverve ph.d.-grader og sidenhen blive professorer.

Vi havde som børn adgang til offentlig uddannelse, sportsforeninger og til at ”støvsuge” biblioteker. Bl.a. blev vi kendte som dem, der havde læst hele biblioteket!

Senere begyndte vi begge at rejse. Det var godt for vore sprogkundskaber, men også det at have noget at sammenligne Danmark med var lærerigt. Folk i andre lande lever jo på andre måder, og vi begyndte for alvor at påskønne det eventyrland, vi var så heldige at blive født i. F.eks. rejste vi sammen til Rumænien i 1987, mens den kommunistiske diktator Nicolae Ceausescu stadig var ved magten.

I de statsejede boghandler fandt vi som regel kun bøger af eller om Ceausescu, og overalt hang der bannere med tåbelige slogans. Folk blev styret ovenfra og sat ind som ”skruer i systemet” – du skulle være medlem af partiet for overhovedet at kunne begå dig. En lille privilegeret elite brugte særligt det hemmelige sikkerhedspoliti, Securitate, til at sprede terror og angst.

Rumænien var så sandelig ikke mulighedernes land for folk med talent. Det har derimod USA haft ry for at være. Men den verdenskendte amerikanske professor Robert Putnam fra Harvard Universitet, som har været tilknyttet Aarhus Universitet de sidste to år, mener, at også den amerikanske drøm nu er i krise.

I sin nye bog “Our Kids”, som udkommer i foråret 2015, argumenterer han for, at selvom du har talent og er klog, så er det ikke sikkert, du får chancen i USA.

Skellet mellem rig og fattig er blevet så stort, at hvis du har fattige forældre, så nytter det ikke meget at være klog. Faktisk er det sådan, at riges dumme børn har større mulighed for at få en videregående uddannelse end fattiges kloge børn. Putnams nye bog er interessant, fordi den netop fokuserer på ting, vi i Danmark ofte ikke selv er opmærksomme på. Vi har taget det for givet, at vi har det godt, og at vores børn får en god uddannelse, at vi har tillid til hinanden osv.

Putnam voksede selv op under beskedne forhold i den lille by Port Clinton, Ohio. På det tidspunkt, i midten af 1950’erne, endte næsten alle børn i skolen med at få en bedre uddannelse og højere indtægt end deres forældre. Hvis du arbejdede hårdt, fik du succes. USA var i sandhed mulighedernes land dengang, et gøre-sig-fortjent-til samfund, et meritokrati. Men siden da har mulighedsligheden og den sociale mobilitet været for nedadgående.

Mulighedskløften er ifølge Putnam vokset, og derfor får talentfulde børn fra fattige familier ikke chancen. Men da børn jo ikke selv kan vælge deres forældre, er de ”uheldige” børn afhængige af, at andre end forældrene træder til – voksne, der også betragter dem som our kids. Det kan f.eks. være læreren i en velfungerende skole, en ungdomstræner eller andre aktive i frivillige foreninger.

Hvis ikke nogen griber disse børn, kan de meget let havne i dårligt selskab. Og de risikerer i det hele taget at miste troen på sig selv og ende i en tilstand af apati, hvor de ikke tror det muligt at ændre deres egen livssituation lige meget, hvad de gør – akkurat den følelse, Martin Andersen Nexø havde i store perioder af sin tidlige ungdom, indtil et ophold på Askov Højskole gav ham selvtilliden og virkelysten tilbage.

Danmark har i efterkrigstiden været god til at udnytte de ressourcer, vi har til rådighed. Det gælder også de menneskelige, hvor alle kan få en uddannelse, ja endog får statens uddannelsesstøtte, mens de tager den. Dvs., at børn, som er gode til noget, får lov til at bruge deres talent og klatre op ad stigen. Alle bliver med andre ord bedømt på deres faglige kvalifikation (merit), altså hvor gode de er. Systemet er derfor et såkaldt meritokrati med høj social mobilitet – hvis vi da undgår at ødelægge det gennem resultatlighed, mulighedslighedens uønskede tvilling, der ødelægger de meriterendes motivation.

Vi er heldige med at være borgere i det, der (stadig) kan kaldes mulighedernes land, da erfaringerne fra Rumænien, USA, Indien og de fleste andre lande i verden er, at der netop ikke findes lige muligheder, hvorfor talentfulde børn født af de ”forkerte forældre” systematisk fastlåses i et kastesystem.

Men hvis folk ikke får lov at gøre det, de er gode til, så udnytter man ikke ressourcerne optimalt. Og det er jo, som enhver kan se, dumt. Vi må ikke fastlåse talentmassen i bunden af samfundet, men fortsat give alle børn chancen.

Vi er dybt taknemmelige, fordi vi blev født i et land med mulighedslighed. Så stor tak til dig, Danmark. Hvor er det bare skønt, at vi har fået alle de muligheder, vi kunne ønske os.