Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Juridisk syn på drengeomskærelse

I en sekulær stat kan en henvisning til Guds vilje ikke gennembryde den borgerlige retsorden; i så fald skulle samfundet også respektere de mest urimelige muslimske fatwaer.

Artiklens øverste billede

Af de 613 påbud til jøderne i Moseloven er intet så berømt eller omstridt som omskærelse af drenge, amputation af forhuden over penis, som Gud ifølge Første Mosebogs 17. kapitel pålagde jødedommens stamfader, Abraham, at lade udføre, når drengen var otte dage gammel, som et pagtstegn mellem Gud og hans udvalgte folk.

Næsten alle jødiske familier udfører det, om end der i det store jødiske samfund i USA er eksempler på, at mødre har modsat sig omskærelse af deres egen sønner. Det er dog ikke en betingelse for indskrivning som jøde at være omskåret. Opfylder drengebarnet de afgørende betingelser, især at moderen er jøde, anerkendes han som jøde, også hvis han ikke er omskåret.

I dag er det ikke blot et religiøst pagtstegn, men også et bevis på tilhørsforholdet til det jødiske folk. Det gjorde indtryk, da jeg under en høring på Christiansborg 22. oktober 2014 om drengeomskærelse fra religiøse, sundhedsmæssige og juridiske synsvinkler hørte Martin Krasnik fortælle, at han, der er ateist, havde ladet sin egen søn omskære som udtryk for sønnens tilhør til den jødiske kultur.

Også islam hævder drengeomskærelse som en religiøs pligt. Om end uomtalt i Koranen hævdes den påbudt af Muhammed i en såkaldt ”hadith”.

Omskærelse kræves ikke på et bestemt tidspunkt, men den kan foretages når som helst i løbet af barndommen, hvilket kan have uheldige følger som i en sag for den svenske højesteret, hvor en palæstinensisk ortopæd omskar seks muslimske drenge i alderen 1½-7 år efter begæring fra deres fader, som holdt dem under indgrebet. En tilfældigt tilstedeværende svensk sygeplejerske forsøgte forgæves at hindre omskærelse af den sidste dreng, der rystede af angst.

Flere af drengene fik infektioner og stærke smerter og måtte gå i kjole, så længe de ikke kunne tåle berøring af penis. To instanser dømte ortopæden for legemsbeskadigelse, men højesteret frifandt af hensyn til opretholdelse af jødiske og muslimske traditioner og tilføjede, at man kun ville nå et andet resultat, hvis smerten blev »alltför stor«, hvilket de hårdføre gamle herrer ikke fandt i dette tilfælde. Man mindes digteren Arnulf Øverland: ”Du må ikke tåle så inderlig vel / den urett som ikke rammer dig selv.”

Udover den religiøst begrundede omskærelse omskæres et stort antal drenge i USA, i den hvide befolkning et betydeligt flertal, af medicinske grunde, idet indgrebet påstås at nedsætte smittefaren for mange sygdomme. I Europa er det for længst afvist, at omskærelse har fordele, så det aspekt ser jeg bort fra i det følgende. Den danske Sundhedsstyrelse og Sundhedsministeriet anbefaler ikke omskærelse, men finder ej heller, at den medfører sådanne komplikationer, at der er grundlag for at forbyde den af lægelige grunde. Jeg er enig i, at komplikationer efter omskærelse er sjældne, men finder omvendt, at da omskærelse så godt som aldrig er nyttig, er blot ét tilfælde et for meget.

Sundhedsministeriets udtalelse burde have lagt vejen omkring Justitsministeriet, idet de juridiske aspekter ikke har været tillagt betydning.

Udgangspunktet for en retlig vurdering er, at bortskæring af sundt kød uden lægelig nødvendighed er en overtrædelse af straffelovens §§ 244 og 245 om forsætlig legemsbeskadigelse med en strafferamme på seks års fængsel, men da den foretages 1.000-2.000 gange om året, fortrinsvis i muslimske kredse, uden at politi og anklagemyndighed griber ind, er der ingen tvivl om, at indgrebet er lovligt efter gældende lov, idet der er opstået, hvad vi jurister kalder en retssædvane om straffrihed begrundet i hensyn til forældrenes religionsfrihed.

Bør denne retstilstand opretholdes eller indgrebet forbydes og undergives de almindelige regler i straffeloven?

Et hensyn til forældremyndigheden kan aldrig være et argument for at tillade omskærelse, især ikke efter ophævelsen af revselsesretten i 1997, hvorefter blot en lussing eller en endefuld er strafbar vold. Da omskærelse ikke, modsat lægeligt begrundede indgreb, medfører nytte, kan forældrenes samtykke på barnets vegne ej heller legitimere omskærelse.

Et argument om, at Gud har påbudt omskærelse, og at man ikke kan forhandle med Gud, må også afvises.

I en sekulær stat kan en henvisning til Guds vilje ikke gennembryde den borgerlige retsorden; i så fald skulle samfundet også respektere de mest urimelige muslimske fatwaer. Det eneste mulige argument er hensynet til forældrenes frie religionsudøvelse efter grundlovens § 67 og den europæiske menneskeretskonventions artikel 9, men religionsfriheden er ikke uindskrænket, og da indgrebet går ud over andre end beslutningstageren selv, vil jeg som gammel straffedommer efter en afvejning mellem religionsfriheden og barnets krav på fysisk integritet mene, at drengeomskærelse bør forbydes, som pigeomskærelse for længst er det.

At en stærkt troende ung mand efter det fyldte 18. eller måske 16. år frivilligt selv beslutter at lade sig omskære, vil jeg derimod ikke forbyde. Tatovering er således lovlig efter det fyldte 18. år.

Hensynet til barnets personlige religionsfrihed taler også for et forbud. I dag kan en mand, der vil forlade jødedommen eller islam, aldrig slippe væk fra det voldeligt påførte tegn på det tidligere religiøse tilhørsforhold. I stærkt kirkelige kredse, hvor hensynet til jødedommen vejer tungt, har jeg hørt omskærelse af spædbørn paralleliseret med den kristne barnedåb, som ligeledes besluttes af forældrene uden barnets eget samtykke, ledsaget af en frygt for, at også barnedåben kunne tænkes forbudt, hvis omskærelse bliver det, men dette argument er ikke holdbart.

Det koster kun et tryk på sendknappen at forlade folkekirken, og der resterer intet ydre tegn på, at den udtrådte er døbt, modsat den omskårne, der må tåle indgrebet hele livet. Flere voksne jøder har nævnt de livslange traumer, de har måttet tåle på grund af deres omskærelse.

Jeg har også hørt argumentet, at et forbud mod drengeomskærelse diskriminerer mod jøder og muslimer, men heroverfor må anføres, at lovlighed af drengeomskærelse diskriminerer mod drenge i forhold til piger (og voksne kvinder), hvor omskærelse nu er aldeles forbudt.

Jurister med speciale i menneskeret har påvist, at menneskerettighederne hverken kræver eller forbyder et forbud mod omskærelse. Skulle en stat beslutte at forbyde drengeomskærelse, ville domstolen i Strasbourg ikke statuere krænkelse af menneskerettighederne, særlig religionsfriheden.

Endelig er det anført, at et forbud ikke vil blive respekteret, og at omskærelse blot vil gå under jorden og måske vil blive udført på mindre betryggende og dermed mere sundhedsfarlig måde end i dag. Jeg kan ikke anerkende det. Tilfældene er ikke flere, end at øvrigheden må kunne gribe ind, og det er også min opfattelse, at især mødrene med større held vil kunne modsatte sig fædrenes krav om omskærelse af sønnerne, når de kan henvise til et strafbelagt forbud. Ledende repræsentanter for jødedommen har truet med, at et forbud mod omskærelse vil medføre, at jøderne forlader Danmark. Jeg ville stærkt beklage en sådan konsekvens, men jeg tror ikke på den, og en sådan pression bør i øvrigt ikke kunne trænge igennem.

Mange læger og ikke så få jurister har udtalt sig imod omskærelse, og meningsmålinger støtter ligeledes et forbud i stadig stigende omfang. Jeg er klar over, at det vil være ubehageligt at være det første land, der forbyder drengeomskærelse, da man må regne med voldsomme protester fra Jerusalem, men omvendt må det antages, at tager blot ét europæisk land initiativet, vil mange andre følge hurtigt efter. Det må meget ønskes, at en modig politiker, helst justitsministeren, bringer sagen frem i Folketinget.

For en ordens skyld: Et forbud må omfatte alle med bopæl i Danmark, uanset hvor indgrebet foretages. En sviptur til Malmø eller Flensborg bør ikke kunne gøre indgrebet lovligt, ellers ville loven være et slag i luften. Fristen for forældelse af strafbarheden bør først løbe fra den omskårnes voksenalder, 18 eller måske 21 år, så den omskårne selv har mulighed for at indgive anmeldelse.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.