Konservativ alliance hen over midten

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Revolutionen brød ud på Esbjerg Statsskole i foråret i 1970. Jeg husker den selv, for jeg gik i 2. g og oplevede den på tæt hold.

Den blev udløst af det marxistisk styrede elevråds protest mod rektors autoritære ledelsesstil. Forretningsudvalget i elevrådet bestemte, at ingen elever måtte rejse sig, når rektor ankom til morgensamlingen.

Beslutningen blev fulgt af så mange, at dem, der var imod den, ikke turde vise det. Dermed var opbruddet fra fortiden i gang, og traditionerne lagt bag os. Kun halvdelen af os studenter havde hue på ved dimissionen året efter.

Jeg husker tiden som kendetegnet af tvetydighed og bevægelse. Det gjaldt også mig selv. Jeg var nok mest politisk nysgerrig og åben.

I 1. g gik jeg til møder i Socialistiske Gymnasiaster. Det følgende år meldte jeg mig ind i Radikal Ungdom. Begge steder blev vi fortalt, at vi skulle skabe et nyt samfund og vende ryggen til fortiden, om end mere kulturelt for de sidstes vedkommende.

Det lykkedes. Det må man konkludere i dag. Men revolutionen sejrede ad helvede til; for med drabet på fortiden fulgte orienteringsløsheden. Vi gjorde os kulturelt faderløse, og fremtiden, som vi først havde vist som en vid horisont, blev snart indhyllet i tåger.

Det, der begyndte som venstrefløjens opgør med fortiden, er i dag endt med det visionsløse teknokrati, hvor det synes vigtigere at regere ”effektivt” end at lade borgerne inddrage i udviklingen af samfundet. For da den yderste venstrefløj har mistet visionen om det jordiske paradis, og socialdemokraterne på deres side har erkendt, at der er grænser for, hvad dyr offentlig velfærd kan levere som erstatning, er der ikke andet for end at forsøge at få tingene til at fungere.

Funktionalisme forener i dag højre og venstre og har måske derfor en særlig plads i hjertet hos Det Radikale Venstre.

Afdøde litteratur- og kulturhistoriker Johan Fjord Jensen kaldte i sin bog ”Homo Manipulatus” i midten af 1960’erne funktionalisme for Danmarks uofficielle statsideologi. Funktionalismen var oprindelig en samfundsvidenskabelig skole, som mente, at sociale fænomener skulle ses i deres organiske sammenhæng med hinanden.

Grundsynet var, at vaner, normer, sociale institutioner og trosforestillinger udfyldte særlige funktioner, det vil sige opgaver, der gav samfundet helhed.

Fra 1920’erne fik funktionalismen en bredere betydning inden for mere praktisk samfundstænkning: Virksomheder, institutioner og samfundet skulle indrettes rationelt. Det var dengang, idéen om byplanlægning blev til.

Inden for arkitekturen udviklede funktionalismen sin egen stil. De fleste berømte skandinaviske arkitekter og møbeldesignere skabte huse og brugsgenstande ud fra et funktionalistisk stilideal, som skyede det overlæssede og hyldede det enkle.

Enkelhed blev anset for at udtrykke rationalitet og sundhed. Lige siden har det været anset som udtryk for god smag at have lys, luft og stramme linjer i såvel privatboligen som i offentlige bygninger.

Ja, det forlød ligefrem, at funktionalisme var udtryk for noget naturligt. Og det naturlige kunne man dengang ikke stille spørgsmål til.

Det, der begyndte som en bestemt måde at designe ting og huse på i 1930’erne, blev efter krigen til en form for teknokratisk samfundstænkning, ja, på en sådan måde, at den i afgørende grad kom til at udgøre »selve den platform, det borgerlige socialdemokrati og de demokratiserede højrepartier i dag kan mødes på: det teknisk ekspansive … Hvor funktionalismen som modestil og modebegreb er gået al kødets gang, er funktionalismen som teknisk idé blevet en fast bestanddel af samfundets officielle ideologi,« som Fjord Jensen formulerede det.

Det, der skete, da funktionalismen gik i sig selv som original skabende idé, var, at dens funktionssyn trængte sig ind i samfundets institutioner og bemægtigede sig dulgt dets daglige tænkning.

For hver funktionalist, der i denne periode forstummede i den offentlige debat, blev der ansat 10 som eksperter, forskere og magtudøvere, og uddannedes der hundreder i funktionalismens tænkemåde.

Den funktionalistiske ideologi lå i forlængelse af nyradikalismen. Nyradikalismen var en mere kompleks og tvetydig størrelse end den mere enkle, klassiske kulturradikalisme i 1930’erne.

Kulturradikalismen var en reformbevægelse med en præcist defineret holdning til spørgsmål vedrørende børneopdragelse, kvindesag, arkitektur og byplanlægning, sociallovgivning osv.

Hvor den klassiske kulturradikalisme nærede en fast tro på fremskridtet og fornuften, var nyradikalismen mere kritisk bevidst om komplikationerne i det moderne samfund. Men den videreførte 1930’ernes kulturradikale individualisme, frihedsbegejstring og tro på fornuftens frigørelsespotentiale. Og ligesom både socialismen og kulturradikalismen ringeagtede den overleverede sandheder.

Den foragtede fortiden og mente ikke, den rummede værdier for fremtiden. Skulle verden reddes fra atomkrig, forbrugerisme og materialisme, måtte det i stedet ske ved at skabe helt nye værdier.

Det var en rendyrket utopisme, som ikke lå langt fra socialismens, bortset fra at den var borgerlig. Men den repræsenterede borgerlighed, som skulle blive stadig mere kulturelt forarmet og materialistisk i de følgende årtier.

Derfor kunne ungdomsoprørets børn, de røde med de radikale, stå sammen om det kulturelle opbrud og opgøret med traditionerne.

Det er endt med, at de unge nyliberale konkurrerer med venstrefløjens seniorer om retten til at kalde sig kulturradikale. På den måde skabes der rum for en fællesforståelse mellem unge socialdemokrater og værdikonservative borgerlige.

I dag kan vi se, at opbruddet har triumferet: Traditionerne har sluppet deres tag i os. Intet binder os. Alligevel er vi ikke blevet lykkeligere af at være friere. Og nu, hvor målet synes at være at løsne os fra naturens bånd, forekommer projektet lige så udsigtsløst.

Jo, vist er der blevet mere frihed for den enkelte, men også mere rådvildhed, rodløshed og orienteringsløshed i et samfund, hvor markedet og staten breder sig over det civile samfund, og hvor traditionelle fællesskaber opløses under påskud af at ville modernisere og rationalisere samfundet.

Oprindelig lå der en ideologisk tolkning af historien til grund for troen på frihed. Men da venstrefløjen mistede ideologien i slutningen af 1900-tallet, mistede den samtidig historien. Tilbage er der kun et abstrakt frihedsdogme og et fællesskab, som er blevet synonymt med staten.

Opbrudstiden er for længst rindet ud. I vores postmoderne historieløshed står vi tilbage med løsrevne brokker fra fortiden, og vi ved derfor ikke, hvordan vi skal komme videre.

Den lille revolution er endt med at gøre os magtesløse over for, hvad den til enhver tid siddende regering, uanset oprindelig ideologisk farvesætning, måtte finde på at definere som uomgængeligt og nødvendigt.

For at gøre det muligt at skabe et kritisk værn over alle former for ”nødvendighedens politik” er der derfor ikke nogen anden vej frem end gennem en kritisk folkeoplysning, der ser fortiden, traditionerne og kulturarven som ressourcer snarere end lænker.