D-dag 2014: Kan missionen lykkes?

Den store dag for digitaliseringen af den offentlige sektor nærmer sig. Intet vil være som før. Den 1. november 2014 går direkte i historiebøgerne som dagen, hvor Danmark gik fra fysisk post, e-mail og telefon til at bruge en fælles løsning i kommunikationen mellem borgerne og den offentlige sektor. Digital post.

Fra i morgen vil den klingende mønt fra besparelsen fylde godt op i de slunkne kommunekasser. Hver gang vi sender digital post, har vi sparet lidt. Jo mere vi sender, jo mere sparet.

Ud over at spare penge vil vil vi også få bedre forsyningssikkerhed og få orden på alle de mails, der sendes. For at bruge digital post skal man bruge et digitalt ID med det mundrette navn NemID til sikkert og nemt at tilgå sin post. Al post til og fra den offentlige lagres et sted, så borgerne ikke længere har besværet med alle mulige og mest umulige kanaler og mailsystemer. De skal heller ikke længere have besværet med at fiske breve fra det offentlige op fra de fysiske postkasser. Postkasser, som borgerne meget mod deres vilje for tre år siden blev pålagt at stille op ved gaden.

Resten af verdens lande og indbyggere drømmer om blot at kunne gøre som Danmark. Hvis blot vi kunne gøre som jer, tænker de. Danmark er i top med digitalisering, langt foran resten af verden. Digital post vil forstærke denne førerposition og føre til yderligere mulige landvindinger.

Og dog. Eller som de yngre siger: som om! Danmark bliver forandret, men det kommer til at være et langt og sejt træk i en retning, som ingen helt ved, hvor ender. Lørdag bliver der skåret hul i isen, men hvordan og hvem der skal gøre hvad derefter, skal afklares. Det er endnu usikkert, om fangsten bliver så stor, at udgifterne bliver større end indtægterne. Regningen for at sende post via de nye postkasser ender i sidste ende hos borgerne.

Digital post vil ikke bringe Danmark yderligere frem på de internationale ranking. Ingen andre lande har noget, der blot nogenlunde ligner digital post i ambitioner og favnbredde. Om man er foran andre, afhænger jo af, om andre vil samme vej. Intet tyder på, at andre lande vil samme vej. Vi har her opstillet syv myter om den digitale post, der her umiddelbart før D-dag anno 2014 hverken er aflivet eller fundet gode svar på.

Myte nummer 1: En let massage og oplysning gør underværker

Denne første og mest udbredte misforståelse er, at når borgerne først er kommet i gang med digital post, bliver de glade for det. Det mest synlige bevis for, at denne misforståelse ikke matcher virkeligheden, er de mange indlæg på nettet om erfaringerne med digital post. Især unge har et problem med digital post. En stor del af de unge lever i en verden med beskeder, ikke mails. Det vil de fortsætte med, og problemet vil blot forværres, efterhånden som de yngre generationer kommer. E-mail og lukkede fora kalder på en afløser. Hurtigt, tak.

Myte nummer 2: Al kommunikation mellem borgerne og den offentlige sektor sker via digital post

Det er korrekt, at den 1. november er deadline for tilslutning til digital post for borgernes vedkommende.

Det drejer sig dog kun om den kommunikation, hvor der indgår myndighedsfunktioner. De andre typer digital kommunikation og langt mere omfattende kommunikationskanaler er ikke omfattet. Det betyder altså i praksis, at al post mellem borgerne og den offentlige sektor, hvor der ikke indgår myndighedsfunktioner. Det gælder eksempelvis kommunikationen mellem elever, forældre og skolerne.

Myte nummer 3. Der er helt klarhed om, hvem der skal mailes med

I det offentliges selvforståelse er der næppe tvivl om, hvad kommunen er, eller hvad staten er. I det mindste må man håbe, at der ikke er tvivl om dette. Til gengæld er der nok mere end usikkerhed hos borgerne, om eksempelvis renovationen og storskrald er del af kommunen, og om man kan sende digital post til dem. Eller om rykkerskrivelser fra kommunen er en del af den digital post. Eller om biblioteket er. Eller elforsyningen. Faktisk skal man være mere end almindelig godt kendt i det offentliges kringlekroge for at vide, hvilke der er med, og hvilke der ude.

Myte nummer 4. Digital post skaber en sikker kommunikationsvej mellem borgerne og den offentlige sektor

Myndigheder og borgere har et symmetrisk ønske om, at de meddelelser, der sendes, er de samme, som modtages. De har også et symmetrisk ønske om, at de meddelelser, der lagres i dag, er de samme dokumenter dagen efter. Ikke desto mindre har vores kortlægning af digital post vist, at myndighederne kan ændre i dele af dokumenterne, efter de er modtaget og lagret.

Det er dybt bekymrende, at der kan ændres i modtagerinformationen i dokumenterne, og at der ikke er indbygget en logfunktion, så borgerne kan se, hvem, hvorfor og hvornår deres dokumenter har været læst af offentligt ansatte. Sådan en funktion er der eksempelvis indbygget i sundhed.dk’s data, hvor borgerne kan se netop dette. Det blev bl.a. indbygget, fordi der blev rejst bekymring om, hvem der kunne have en ikkefaglig interesse i at logge sig på dokumenterne. Den tilsvarende sikkerhed er ikke indbygget i digital post, og tilliden til sikkerheden i systemets anvendelse hviler på en meget abstrakt og ikke en faktuel tillid. Hvorfor skulle borgerne have tillid til et så stort system, der ud over systemfejl og internationale fjendtlige hackerangreb også er sårbart over for menneskelige fejl og ikkesaglig adgang? Log-filer som hos sundhed.dk ville ikke løse problemer, men dog minimere disse trusler.

Myte nummer 5: Borgere, der sender ad digital vej, får svar samme vej

Alt andet vil da være utænkeligt, når det nu er sådan en god idé med digital post. Drømme og illusioner kan man komme langt med, men realiteterne er i digital post helt modsatte. Det offentlige kan vælge at sende digital post til borgerne, og de har pligt til at modtage digital post, for så vidt angår myndighedsfunktioner. Men de har faktisk ikke pligt til at svare ad samme kanal. Og det vil heller ikke ske unisont, da digital post ikke altid er den billigste eller bedste kanal.

Der kan være mange gode forklaringer på, hvorfor der ikke er valgt en fælles forpligtigelse, men det er svært at holde masken og bevare seriøsiteten i den insisterende indsats over for borgerne.

Myte nummer 6: Arbejdsprocesserne i det offentlige bliver mere strømlinede

Siden 2010 har det været en mulighed, men i de fire år har hverken borgerne eller den offentlige sektor brudt sig om digital post. Meget få danskere har frem til 2014 anskaffet sig en postkasse, og de offentlige myndigheders egne postkasser har været tomme og ubrugte. Siden januar 2014 er billedet ændret og fra 1. november ændres det markant.

Når det offentlige siden 2010 har valgt ikke at bruge kanalen, skyldes det ikke blot, at der ikke har været mange borgere på denne frekvens. Det skyldes også, at integrationen eller udvekslingen af data med andre it-systemer ikke er gennemtænkt i udrulningen af digital post. Derfor vil der være en periode fremadrettet, hvor arbejdsprocesserne internt i den offentlige sektor ikke bliver mere, men mindre strømlinede, hvor medarbejderne vil skulle holde endnu en applikation åben på de sparsomme skærme, der udgør den moderne arbejdsplads. Derfor er det ikke rigtigt, at arbejdsprocesserne entydigt bliver mere strømlinede. De går mere fra skidt til værre.

Myte nummer 7: Kasseapparatet klinger sødt i det offentlige

Det er rigtigt, at kasseapparatet kommer til at klinge sødt, men det bliver hos operatøren for digital post. Når kommunerne og resten af den offentlige sektor skal sende breve via digital post, er det ikke gratis. Når kommunerne sender en e-mail eller bruger en af de andre løsninger, koster det ikke noget eller meget tæt på intet. Ud fra en simpel købmandslogik giver det derfor god mening, at der ikke har været nogen særlig trafik på digital post siden 2010, hvor det jo blev obligatorisk for kommunerne at modtage digital post. Når nogle kommuner har været ude at sige nej og sige, at det jo tager lidt tid at komme i gang, så må man spørge, om mere end fire år ikke er nok?

Aftalen om digital post pålægger ikke kommunerne at skrotte eksisterende digitale kommunikationskanaler, så kommunerne vil vælge den kanal, der er billigst og bedst til den ikke-myndighedsnære kommunikation.

Nogle offentlige organisationer har fravalgt og vil fortsat fravælge digital post som den foretrukne kanal, da den er dyrere og mere besværlig end andre, eksisterende digitale.

Der er mange lighedspunkter til det, man i 1990’erne kaldte de glade EDI-dage. Her fik de digitale postbude en afregning efter antal forsendelser. Jo flere forsendelser, des mere indtjening.

Da de elektroniske (ja, det hed det dengang) recepter kom frem, kunne borgerne pludselig se, at der på deres recept stod et EDI-gebyr. Det svarede til det, det kostede at sende den tidligere gratis recept fra lægen til apoteket.

Lægerne ville ikke betale, apoteket heller ikke. Regningen for det digitale fremskridt blev betalt af borgerne, der jo også fik glæden af hurtigere fremsendelse og mere rigtig information. Men samtidig væltede pengene ind hos de digitale posthuse. Det samme er ved at ske igen, men blot er der denne gang ingen synlighed om udgifterne og ingen konkrete varer som medicin at lægge udgiften oveni.

De syv myter om digital post har det, som myter er flest: De bliver ikke mere sande af at blive fortalt igen og igen.

Digital post sparer penge nogle, men ikke alle steder. Digital post gør ikke arbejdsdagen nemmere her og nu, men når kommunerne og staten får ryddet op i eget hus, så kommer det da til at rykke. Det sker bare ikke overnight. Heller ikke på seks måneder. Et godt bud er to år. Hvorfor borgerne skal tvinges til at bruge en kanal og søge om fritagelse, hvis de absolut ikke kan, når den offentlige sektor ikke selv går all in, står hen i det uvisse.

Det mest nærliggende svar er, at det er nemmere at tvinge fem millioner danskere til at marchere samme vej samtidig, end styre den offentlige sektor til fælles indsats på D-dag.

Missionen kan således lykkes, men det kommer til at kræve lidt mere tid.