»Danmark er danskernes land«

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

PRØV SÆTNINGEN ved det pæne middagsselskab: »Danmark er danskernes land«.

Se, hvordan stilheden indfinder sig.

Gaflerne bliver lagt. De flakkende blikke. Forargelsen hos mosteren, der var med på Femø i de gode gamle dage - og den autonome nevø, der pludseligt råber: »Fascist!«.

Den pæne mormor, der forfjamsket prøver at dæmpe gemytterne - og den gamle arveonkel, frihedskæmperen med det mentale armbånd i panden, der pludseligt bringer ro i stuen ved det enkle spørgsmål: »Ja, hvis ellers?«. Stilhed, og intet svar . . .

Ja. Hvis ellers? Hvis ellers, egentlig?

Første gang jeg bemærkede, at det åbenbart ikke var et pænt udsagn var, da jeg skrev en bog - ”Kære Søren” - med Søren Krarup om forskellene mellem Dansk Folkeparti og Venstre, eller måske rettere forskellene mellem ham og mig.

Uden at tænke over det, skrev jeg på et tidspunkt, at Danmark var mit land. Og indkasserede stor glæde og anerkendelse fra Krarup for udsagnet, som forekom mig selvfølgeligt.

Jeg studsede over det. Og har siden afprøvet sætningen adskillige gange: »Danmark er danskernes land.«

Altid med den reaktion til følge beskrevet polemisk i indledningen.



Det er en skam. For en ordentlig politik i relation til udefrakommende fordrer, at noget så basalt som adkomsten - ejendomsretten - til Danmark naturligvis er en afklaret og entydig størrelse.

Måske det er fordi, sætningen har et ekko af det med rette belastede ”Danmark for danskerne”. Men det er purt vrøvl.

For de to ting siger jo noget helt modsat.

Det første er en konstatering af, at generation efter generation af danske (statsborgere) har slidt, lidt og stridt for at give det nuværende Danmark i arv til deres børn.

Det andet er en ekskluderende sætning, der sætter grænsebom og pigtråd op og lukker ude.

Det sørgelige ved denne angst for at erkende denne ejendomsretlige kendsgerning er, at det smitter af på det, vi kalder integrationen.

Desværre er integration blevet udtryk for den relativering af forholdet, der medfører, at begge parter skal bøje sig. Den danske kultur giver sig. Og af og til bliver medparten stående.

Derfor intet svinekød i københavnske daginstitutioner. Derfor ingen salmer i bestemte folkeskoler. Derfor fortrin for religiøse retninger i svømmehaller. Derfor intet pigekor kl. 11.55 på DR's P 4. Derfor lukker vi ned for rådhusklokkerne. Derfor, derfor, derfor.

Jeg er helt på det rene med, at nogen vil finde eksemplerne konservative, tåbelige og intetsigende.



Men problemet er, at eksemplerne er legio. Og at de grundlæggende repræsenterer den holdning, der dyrkes i langt størstedelen af vores offentlige institutioner.

Det er kommet så vidt, at jeg i landets hovedstad - jeg, som elsker folkeskolen og hylder dens grundprincip - nægter at udsætte mine børn for den totale kulturrelativisme, der gennemgående hersker der. Der er ikke en tilgang om, at det er en dansk folkeskole - med Lise Egholm som en klokkeklar undtagelse, men også der markeres f.eks. minoriteternes helligdage - men en multikulturel folkeskole.

Når man lægger alt dette sammen, forstår man, hvorfor så mange siger fra overfor det multikulturelle samfund.



Det er og bliver den rene kulturrelativisme, hvor man - i skræk og angst for at insistere på, at folk sådan set er kommet til et andet land, og der må være med, men selvfølgelig på den bestående kulturs præmis - bøjer sig, giver sig og opgiver. Hvorved landet uforvarende og uanmodet laves om til ukendelighed.

Det kom til udtryk i den nye undersøgelse fra Aalborg Universitet, hvor danskerne tilkendegav en stor glæde ved Danmark, en kraftig modstand mod multikulturalismen og en ligegyldighed overfor vores arv og kultur. Kingo, Buxtehude, Rømer, Brorson, Ewald, Oehlenschläger, Rask og H. C. Ørsted, Kierkegaard, H.C. Andersen, Bohr, Krøyer, Carl Nielsen, Grundtvig og Ingemann - dem er vi ligeglade med.

Deres børn er ikke optagede af de mennesker, der har skabt og lagt grundlaget for det land, vi ellers er glade for. I stedet elsker vi deprimerende nok velfærdsstaten - et kunstprodukt.

Det er ikke så mærkeligt. For i multikulturalismens hellige navn - og i angst for at erkende vores ejendomsret til det her land - afstår vi mere og mere fra at fortælle, oplyse og blive bekendt med vores egen kultur. Den opfattes øjensynligt som generende for vore gæster.



Det må høre op. Ikke på nogen fremmedfjendsk eller antiglobalistisk dagsorden.

Folk skal være hjerteligt velkomne, hvis de vil bidrage aktivt, hvis de er forfulgt og pint i deres hjemland.

Men på den præmis, at de erkender, at det er Danmark, de er kommet til.

At de, indtil de er statsborgere, er gæster. Og at de ønsker at bidrage aktivt til at bygge ovenpå den danske kultur. Ikke (skønt formodentlig uforvarende) ændrer den i de selv samme institutioner, der er den danske stats og de danske borgeres.

Derfor orker jeg ikke at høre ordet integration mere. Ordet er et af de mest belastede i dansk sprogbrug, for man kender træet på dets frugter.

Assimilation må være ordet.