Kronik: Atomenergiens forkætrede affald

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Frasen hænger uløseligt sammen med atomenergien, og det har den gjort i de sidste 30 år. Det er effektivt, men er det også rigtigt?

Danmark savner en energipolitik på langt sigt. Det nye folketing skal til at se på sagen, dog uden tilsyneladende at ville tage atomenergien i betragtning, selv om denne både er billig og pålidelig og næsten CO -2 -fri. Emnet er bare tabu.

Man skulle ellers tro, at netop atomenergiens affaldsprodukter, der fylder meget lidt, ville være begunstiget af at kunne leve op til det moderne princip om at blive koncentreret og gemt - frem for fortyndet og spredt, sådan som man har gjort hidtil med de fossile brændstoffers affald. Hvis man graver det hele ned 500 meter under jorden, skulle det så ikke være nok?

Det er en del af tidens tendens, at følelsesladede værdislogans dominerer samfundets beslutningsproces, frem for gammeldags mere autoritative fornuftsbetragtninger.

Det kan være meget sjovt, hvis vi har råd til det; men realiteterne er der altså alligevel.

Når teknikerne argumenterer på deres egen kolde og kedelige facon, burde vi måske tage os lidt sammen og værdsætte deres faglige kompetence noget mere end vi gør. Bjørn Lomborg har kaldt det at satse på "doing good", frem for blot "feeling good".

Atomenergiens reelle problem er ikke affaldsdeponeringen.

De radioaktive stoffer der opstår, når uran spaltes i en atomreaktor, er først og fremmest til gene, fordi de udgør ca. 10 pct. af den samlede varmeproduktion, og dermed bliver ved med at skulle køles - også efter at reaktoren er lukket ned og spaltningsprocessen er ophørt. Dette var selve hovedproblemet - det såkaldte Kina-syndrom - ved reaktorulykken på Tremileøen i USA, hvor et kølesvigt bevirkede, at reaktorkærnen ligefrem sintrede sammen, dog uden at radioaktiviteten slap ud til omgivelserne. Det var også en stor del af problemet ved reaktorulykken i Tjernobyl, hvor en blottet, glødende reaktorkærne blev ved med at fordampe radioaktiv cæsium op i luften i over en uge.

Den besværlige eftervarme er imidlertid mest årsag til akutte problemer, og dette bliver tilsyneladende accepteret efter nogen tid. Der er nu gået mere end 20 år siden ulykken i Tjernobyl og verden har efterhånden vænnet sig til situationen. Beregninger har vist, at en udsat befolkning på 600 millioner mennesker risikerer i alt noget i retning af 10.000 ekstra kræftdødsfald i løbet af sin levetid. Det har selvsagt ikke kunnet mærkes i praksis, bortset fra de ca. 500 ekstra kræfttilfælde (kun delvis dødsfald) i skjoldbruskkirtlen hos børn fra nærområdet, der havde drukket forurenet mælk.

Anderledes med forholdene omkring det radioaktive affald fra den normale drift af et atomkraftværk. Verden over findes der flere hundrede atomkraftværker, og skrækscenarier, der påstår, at affaldet skal opbevares sikkert i mere end 100.000 år, sætter for alvor følelserne i gang. Det er som om det reelle problem - eftervarmen - bliver stiltiende accepteret, mens et fiktivt problem - affaldsdeponeringen - bliver gjort til noget særligt. Det er i hvert fald ikke rationelt.

I det følgende en nærmere redegørelse. Hvad er realiteterne bad det forkætrede affaldsproblem? Det må frem for alt være et teknisk anliggende, og vi spørger således hverken Greenpeace eller for den sags skyld Miljøstyrelsens embedsmænd. Det må vi have lov til. Så er præmisserne på plads.

Her henvises til to grundlæggende rapporter: "Atomkraftens radioaktive affald" ved Knud Brodersen, Atomenergikommissionens Forsøgsanlæg Risø (1975) og "Svensk uran brytning" udgivet af Miljövårdsberedningen (1981).

Risikoen fra deponeringen af det radioaktive affald kan bedst beskrives ved en kredsproces. Udgangspunktet er det spaltbare uran, der selv er radioaktivt med en meget lang halveringstid. Det ligger nede i jorden, hvor det er godt beskyttet mod at påvirke os mennesker. Dette uran tager vi så op og spalter det i vores kraftværker, hvorved vi dels får den energi, vi har brug for, dels en række radioaktive spaltningsprodukter, som vi gerne vil af med. De sidste er langt farligere end udgangsuranet, fordi de har en væsentlig kortere halveringstid og dermed fortrinsvis afgiver deres stråling her og nu. I en passende tid skal de derfor opbevares forsvarligt, eksempelvis 500 meter under jorden.

Her kommer sagkundskabens kolde nøgternhed ind i billedet. Hvis man taler om den potentielle risiko - altså om den skade, der kunne ske, uafhængigt af, om det nogensinde bliver til virkelighed - så kan man sammenligne udgangsuranet med spaltningsprodukterne og derved konstatere, at når der er gået 300 år, så er risikoen fra det oprindeligt højradioaktive affald, som følge af dets radioaktive henfald, kommet ned på samme niveau som uranmalmen. Radioaktiviteten er stadigvæk potentielt farlig, men så længe den forbliver gemt nede i jorden, er der i praksis sluttet en kredsproces. Vi er tilbage hvor vi begyndte, inden uranet blev gravet op.

Læg mærke til hvordan sådanne relative betragtninger undgår at skulle tage hensyn til, at radioaktivitet ganske vist hele tiden formindskes, men i princippet aldrig bliver nul. Skrækscenarier med uansvarlighed over for mange kommende generationer bliver bogstavelig talt manet i jorden, når det hele efter 300 år ikke er værre end naturen selv.

Der er dog endnu et ofte upåagtet problem.

Ud over selve uranet er også dets naturlige radioaktive omdannelsesprodukter blevet gravet op, herunder radium med dets luftformige efterkommer radon. Disse stoffer bliver ladt tilbage i de relativt store restmængder af udvasket uranmalm, og ender således ikke med at blive deponeret dybt under jorden.

Derved opstår der et ekstra biologisk problem, specielt hvis det luftformige radon kommer ned i lungerne. Det kan ende med lungekræft. Især minearbejderne i de underjordiske uranminer er udsat for "minesyge", som lungekræft blev kaldt til at begynde med.

Betyder det noget? Hvad angår minesygen, ja - hvis der ikke ventileres kraftigt - men ellers for befolkningen i almindelighed, meget lidt. Det skønnes, at offentligheden risikerer ét kræftdødsfald for hver gang der brydes uran svarende til 10 års produktion af elektricitet på et 1000 MW atomkraftværk. Nøgternt set er dette den største risiko ved hele reaktorbrændselskredsløbet, inklusive affaldsdeponeringen.

Men altså, "affaldsproblemet" er ikke løst. Det er ikke løst i psykologisk forstand. Rundt omkring i verden vrider regeringerne sig. Pressionsgrupper af forskellig art truer i horisonten.

Myndighederne i Finland er kommet længst. Den finske træ- og papirindustri har brug for store mængder billig og pålidelig strøm, og under sloganet "Greenpeace go home" er offentligheden blevet mere positiv over for atomenergien. Den finske rigsdag har vedtaget at deponere de brugte brændselsstave i grundfjeldet 500 m under de nuværende atomkraftværker ved Olkiluoto på den botniske kyst nord for Åbo. Anlægget er under opførelse og deponeringen tænkes påbegyndt i 2020.

Sverige vil sandsynligvis slutdeponere sit radioaktive affald i grundfjeldet under atomkraftværkerne i Oskarshamn. Stedet er interessant - ikke kun fordi grundfjeldet her er af særlig kvalitet - men nok så meget fordi den lokale befolkning går ind for sagen. I nærheden af eksisterende atomkraftværker kan man opnå en større politisk forståelse end ellers. Det har sikkert også spillet en rolle i Finland.

Belgien, Canada, Frankrig, Tyskland, Japan og Schweiz har alle underjordiske laboratorier, hvor forskerne øver sig medens politikerne træder vande. I USA har man i mange år satset på at deponere det radioaktive affald dybt inde i Yucca Mountain i staten Nevada, i nærheden af Las Vegas. Man har hele tiden mødt en væsentlig lokal modstand. De federale myndigheder regner dog med snart at have lovgivningen på plads, så projektet kan gennemføres trods protester.

Det var i sin tid Søren Kierkegaard der i en diskussion med Orla Lehmann gjorde sig til talsmand for, at videnskaben ikke skulle demokratiseres: ». . . denne frabeder sig vistnok alle slige Carnevalslystigheder«.

Herhjemme kunne vi i dag passende overføre sådanne betragtninger på miljø- og energidebatten. Connie Hedegaard har tilsyneladende glemt Det Konservative Folkepartis oprindelige støtte til atomenergien og til de sagkyndige på Risø. Nu siger hun ligesom de andre, at "affaldsproblemet ikke er løst", hvilket får en til at tvivle på, at hun mener sin klimapolitik alvorligt.

Nej, affaldsproblemet har i realiteten aldrig eksisteret som andet end en politisk kendsgerning. Det kan ikke bruges som en gyldig undskyldning til at fornægte atomenergien i disse CO -2 -bekymrede tider.