Familierne står alene med børnenes ulmende skærmkrise

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For nylig var vi i Danica omdrejningspunktet for en usædvanlig international opmærksomhed fra nyhedsbureauer som Reuters. Årsagen: Vi har åbnet landets første skærmfrie legeplads. Og hvad har et pensionsselskab så at gøre med en legeplads?

Svaret på det spørgsmål begynder med, at skærme er blevet en integreret del af både vores egne og vores børns liv. Mens min generation er vokset op med at banke på døren, når man skulle have en legeaftale eller ses, vokser vores børn op i en verden, hvor vennerne kun er et klik væk. En verden, hvor livet og identiteten online flyder sammen med det offline.

Derfor er det heller ikke overraskende, at knap hver tredje forælder oplever, at skærme er et gennemgående omdrejningspunkt for konflikter i familien.

Det er en bekymring, som afspejler sig i de samtaler, vi har med familierne i Danica. Og faktisk frygter mere end hver anden dansk forælder, at deres barn udvikler skærmafhængighed, viser en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Danica.

Samtidig viser en undersøgelse fra Red Barnet, at danske børn i gennemsnit får deres første smartphone allerede i en alder af otte år, hvilket står i kontrast til anbefalingen fra Trivselskommissionen, der lyder på, at børns smartphonedebut bør udskydes til 13 år.

Hvis jeg for 10 år siden havde fået at vide, at jeg i et pensions- og forsikringsselskab skulle have en stigende interesse i skærmforbruget blandt børn og unge og blande mig i samfundsdebatten, havde jeg nok rystet på hovedet.

Men den stigende mistrivsel blandt børn og unge i forbindelse med skærme kan vi se sætter sig direkte i forældrene, og den mistrivsel øger risikoen markant for sygemeldinger på arbejdsmarkedet, hvis den får lov at slå rod.

I dag bliver skærme bragt i spil i halvdelen af vores rådgivningsforløb, der drejer sig om familiernes trivsel. Derfor ser vi klart digital mistrivsel som en voksende sundheds- og samfundsudfordring. For det er i stigende grad den mentale sundhed, der udgør en voksende udfordring, når det kommer til langtidssygemeldinger.

Og skærmene har da også fået en berettiget plads i samfundet. De rummer nemlig utroligt mange muligheder.

Skærme kan forbinde børn med venner og familie, give adgang til fællesskaber og understøtte læring. For nogle unge kan digitale fællesskaber endda være en vej ind i relationer, som ellers kan være svære.

Men det er netop her, problemet opstår. For når vores børn bruger en skærm, som rummer så mange muligheder, hvordan skal de så vide, hvor grænsen går?

Og når grænsen bliver utydelig, og brugen af skærmen begynder at påvirke andre centrale elementer i børns hverdag, så opstår udfordringerne. For ifølge Sundhedsstyrelsen melder mange unge om dårligere søvn, lavere fysisk aktivitetsniveau og øget ensomhed i forbindelse med øget skærmbrug. Så når det bliver for meget, går skærmene altså fra at forbinde os til at splitte os ad.

Opgaven med at holde snor i vores børn og unges skærmbrug ligger i høj grad hos den enkelte familie. Men over for techselskaberne i Silicon Valley er det ikke en lige kamp. For mens familierne forsøger at skabe rammer, foregår børns digitale liv på platforme, der er designet til at fastholde opmærksomheden længst muligt. Algoritmer, anbefalinger og notifikationer er en del af en forretningslogik, som systematisk trækker i den modsatte retning af ro, fordybelse og sunde grænser.

Det skaber en grundlæggende ubalance. For det ansvar, der ligger hos familierne, ligger i høj grad uden for deres kontrol. Og når familierne sætter forskellige grænser, bliver det svært for børnene at finde et fælles udgangspunkt.

Ifølge Digitaliseringsministeriet er det derfor hverken rimeligt eller realistisk at forvente, at den enkelte familie, lærer eller pædagog kan ændre udviklingen. For presset fra techgiganternes forretningsmodeller er massivt, og konsekvenserne for børnene for alvorlige.

Derfor har Danica sammen med en række andre organisationer udarbejdet Familietrivselspakken, som samler fire forslag til den kommende regering om fælles rammer for skærmbrug.

Vi ved godt, at det ikke løser problemerne alene, men det er konkrete initiativer, der kan indføres nu og her, og som viser, at der er masser af greb at tage fat i for at løfte børns trivsel. Derfor peger vi på:

Fælles for forslagene er, at de ikke handler om at begrænse, men om at gøre det lettere for familier at lykkes i en digital hverdag. For det er afgørende, at vi flytter noget af ansvaret væk fra den enkelte familie og over i de strukturer, som former hverdagen. Også derfor har vi i Danica åbnet den omtalte skærmfrie legeplads i Postbyen i København. Det her kan sagtens lade sig gøre, hvis vi vil.

Et centralt problem er, at børn i dag møder vidt forskellige digitale normer. En undersøgelse lavet af Epinion for DR Ultra og ON viser, at omkring halvdelen af familierne med børn fra 9 til 14 år har skærmregler i hjemmet. Det betyder, at børn og unge konstant skal navigere mellem forskellige normer.

Særligt tydeligt bliver det i fællesskaberne. For det er ikke kun et individuelt valg at lægge telefonen væk, hvis resten af klassen eller vennegruppen stadig er online. Derfor handler skærmbrug ikke kun om vaner, men om at høre til. Og netop derfor er det så vanskeligt at løse problemet alene inden for hjemmets fire vægge.

Hvis vi ønsker at styrke børn og unges trivsel, er vi nødt til at skabe mere ensartede rammer omkring det digitale liv, ligesom vi har med andre dele af hverdagen. For ligesom børn lærer, at det er sundt at spise grøntsager, skal de også lære, hvad der er de sunde digitale valg.

Og det handler altså ikke om at ensrette familier, men om at give dem et fælles udgangspunkt. For når skoler, fritidstilbud og samfund i højere grad trækker i samme retning, bliver det også lettere for forældre at sætte grænser, som børnene oplever som rimelige og genkendelige.

Skærmen forsvinder ikke. Den vil fortsat være en del af både læring, fællesskab og fritid. Men netop derfor kan vi ikke blive ved med at behandle børn og unges digitale trivsel som et spørgsmål, den enkelte familie må løse alene.

Hvis vi vil tage trivselskrisen alvorligt, kræver det fælles rammer for et digitalt liv, som i dag i alt for høj grad styres fra Silicon Valley frem for af hensynet til børn og unge.

For når udfordringen er fælles, skal løsningen også være det.