De borgerlige svigtede i debatten om danskhed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I en så afgørende sag som spørgsmålet om danskhed må strategisk tænkning og politisk korrekthed ikke overskygge nødvendighedens tale og behovet for politisk ledelse, for det drejer sig om vores børns fremtid. Jeg tænker på den seneste debat om danskhed.

De fleste kan nok regne ud, hvad der skete. Snakken om gener og mælk har skræmt dem væk, som plejer at sætte sig på debatten om det danske folks fremtid. Det har kostet.

De borgerlige har som begrundelse for deres overgivelse til venstrefløjen og De Radikale henvist til Grundtvigs ord om »til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil …«

Men i samme digt skriver Grundtvig: »Byrd og blod er folke-grunde…«

Jeg mener, at den fornuftige konklusion er, at der er en balance mellem slægt, blod og arv og det danske modersmål på den ene side og ånd, kultur og fædrelandsfølelser på den anden side.

Kulturen og ånden bæres af det oprindelige danske folk. Fremmede folkeslag bærer ikke dansk ånd og kultur med sig på deres vandring ind i kongeriget. De kan tilegne sig den danske ånd, kulturen, højtiderne og traditionerne, men logisk set kan de ikke bære det, før der måske er gået flere generationer, og de har giftet sig ind i danske familier, fået børn, der så igen er opdraget og assimileret ind i det danske.

Kernen er byrd (læs: slægt), blod og modersmål, og ud af det kommer, eller i det bæres, ånd, folkelighed, kultur og traditionerne, så det på den måde hænger sammen.

Danskhed handler om ånd og kultur. Men det handler også om slægt. Kernen er dem, der har været her i generationer. Her har de borgerlige kapituleret til venstrefløjen og De Radikale. Det er således det socialistiske samfundssyn, der har sejret i vor tids måske vigtigste debat.

Det er værd at tilføje, at de her akademiske og politiske diskussioner om, hvem og hvad der er dansk, ofte går hen over hovedet på størstedelen af danskerne – og med god grund, for folket bruger det meste af deres tid på deres arbejde, så de kan betale deres familiers regninger. Fordi politikerne i stedet for at redde folket nøjes med at beskatte det.

De fleste etniske danskere vil instinktivt sige, at de er danskere, hvis nogle er så uforskammede at spørge, og de fleste danskere vil ofte instinktivt kunne sige, hvem der ikke er danskere, og det uden en længere diskussion om for og imod.

Den rene, instinktive, enkle forståelse glemmer mange politikere og debattører, eller også ved de det ikke.

Jeg underkender ikke værdien af at debattere danskhed. Dog er det afgørende, at debatten bruges til at styrke danskernes fortrolighed med egen arv, åndelighed, kultur og historie og derved styrke forståelsen af det danske folk som en unik folkelig og historisk enhed i stedet for at svække denne fortrolighed og forståelse ved at påstå, at nogle fremmede kan være lige så danske som dem, hvis familier har været her i generationer.

Danskhed kan man enten arve, eller man kan tilegne sig det. Det første må nødvendigvis stå tilbage som det stærkeste af de to, for en 100 pct. ligestilling af arv og tilegnelse kan ikke forenes fuldt ud, da du nødvendigvis skal kunne se hen på noget, der er der, og som har været der længst – noget så tæt på det originale som muligt, om man vil – for at vide, hvad du skal tilegne dig og tilpasse dig til.

Læg dertil, at antallet af fremmede svækker muligheden for at kunne se, hvad dansk ånd og kultur er – al den stund at for mange fremmede folkeslag mudrer billedet.

De fleste danskere har måske et naivt håb om, at de politiske ledere vil forsvare folkets historiske ret til Danmark, fordi det er deres pligt.

Det er denne pligt, som venstrefløjen og De Radikale historisk har svigtet, og nu har de borgerlige også svigtet ved at fornægte betydningen af arv og slægt, tilmed i et land med indskrænket monarkisk styre.

Det er tragikomisk, at de borgerlige i den politiske korrektheds navn underkender værdien af arv og slægt, når den styreform, de påstår at værdsætte, er baseret på arv, blod og slægt. Det er selvmodsigende og meningsløst.

Måske så venstrefløjen debatten som en mulighed for at plante de første frø til et opgør med ikke bare folket, men også kongen. De er ikke dumme, de socialister. De sætter sig ofte på de afgørende samfundsdebatter såsom kønsdebatten, kirkedebatter, ligestillingsdebatter, kulturdebatter m.m., og nu er de gået skridtet videre. Igen står de borgerlige afklædte tilbage.

De borgerlige skiller sig efterhånden kun ud på den økonomiske politik. Men det er en anden snak.

Når blod og slægt er legitime begreber, i forhold til hvem der skal være statsoverhoved, så er det også legitime begreber i forhold til at definere folket.

At det overhovedet kan være en diskussion, viser blot, hvor overfladisk vores samfund er blevet, for det er indlysende, at danskere, hvis familier har været her i slægtled efter slægtled, har en indgroet ret til Danmark og til at hævde denne ret og danskhed over for andre.

Jeg har lyst til at sige, at det er danskernes blodsret, bare for at forarge det kulturradikale segment, som her i Herrens år 2026 dækker både højre og venstre side af dansk politik.

Jeg er tilhænger af, at kongemagten bestemmes af blodlinjen og slægten. Som dansker er det ens pligt at bakke op om monarkiet, ligesom det er enhver danskers pligt at bakke op om sit eget folk, forsvare det og bekæmpe dets fjender.

Til trods for årtiers værdipolitiske debatter om dansk kultur og udlændingepolitik, så fortsætter et bredt flertal den selvdestruktive adfærd i en sådan grad, at man næsten må konkludere, at vi behøver ingen fremmede folkeslag for at smadre danskheden. Det klarer vi selv.

Men det ændrer ikke ved, at kernen er dem, der har opbygget nationen igennem flere generationer.

Og til dem, der fornægter værdien af arv og slægt og udelukkende taler om ånd og kultur, har jeg et spørgsmål:

Med ånd mener I naturligvis også kristen tro og kristen kulturarv? Hvis svaret ikke er ja, så er I endnu mere håbløse. Men hvis I mener, at dansk ånd og kristen tro hænger sammen, hvorfor så denne blodsforskrækkelse?

I den kristne tro og i kristen litteratur er blodet fremtrædende som noget, der er helligt og repræsenterer livet. De af jer, der går i kirke, vil også kunne genkende ordene, når I går på knæ til nadver: »Dette er Jesu Kristi Blod.«

Så åndeligt, trosmæssigt, folkeligt, slægtsmæssigt, kulturelt, historisk og som selve grundlaget for vor nations højeste embede har arv, blod og slægt en afgørende betydning. Ikke mælk, fristes jeg til at sige, men blod.

Det er der ikke noget forkert i, så længe det ikke bruges til en amoralsk politik om racerenhed eller til at opdele mennesker i under- og overmennesker.

Jeg deler ikke synspunkter på alle områder med dem, som startede debatten, men jeg vil alligevel sige tak. Jeg har flere gange deltaget i lignende debatter, og når de trænger igennem, sådan rigtig trænger igennem, hvilket de sjældent gør, så vækker det noget modstandskraft i folkedybet derude, hvilket er tiltrængt.

Det burde være en politisk prioritet at vække denne modstandskraft i stedet for blot at bagatellisere, udskamme eller latterliggøre, for det er sagen alt for vigtig til.

Der må aldrig herske tvivl om det danske folks ret til Danmark. Jeg opfordrer de borgerlige til at genoverveje deres politiske kurs i danskhedsdebatten. Vis, at I er andet og mere end en dårlig kopi af venstrefløjen og De Radikale.

For Gud, konge og fædreland.