Enten løser AI alle vores kriser. Eller også udrydder AI os

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ingen har kunnet undgå at bemærke, at der i den seneste tid har fundet en voldsom ekspansion af kunstig intelligens sted. Mange virker begejstrede for at have fået ChatGPT som studiemakker, studentermedhjælper, kunstig kompagnon eller endda online-kæreste. Selv tilhører jeg den lille gruppe af mennesker, der befinder sig i en daglig vekslen mellem dyb sorg, rasende afmagt og total opgivenhed over for den fremtid – eller mangel på samme – som vi går i møde med AI.

Fordi jeg er underviser i gymnasieskolen, har jeg en del praktisk erfaring udi at mislykkes med at få unge mennesker i den digitale tidsalder til at samle deres opmærksomhed om en tekst eller en opgave i længere tid, end det tager to kaniner at kopulere. Gymnasieskolen begyndte, ironisk nok, at kræve, at eleverne medbragte egen bærbar i de præcis samme år, som Facebook ekspanderede, og den ventede effekt på øget læring, som man dengang må have tillagt computerne, udeblev naturligvis totalt.

Siden de sene nuller har mange gymnasielærere delt den overbevisning, at lærings-, trivsels-, læse- og koncentrationskrisen umuligt kunne blive dybere og mere alarmerende, hvis vi som samfund ønskede, at de kommende generationer skulle være mere dannede og mere kompetente end de forudgående.

Når jeg, dramatisk og desillusioneret, som jeg er af natur, beklagede mig over ovenstående ulykkelige skisma, hørte jeg ofte en gentagelse af samme argument: at jeg måtte indse, at skolen jo skulle afspejle samfundet og den virkelighed, eleverne skulle slippes løs i. At jeg måtte prøve at forstå, at ude i den virkelige virkelighed var der alligevel ikke andet end digitale fristelser, så det kunne elevernes plastiske pubertetshjerner lige så godt selv lære at navigere i først som sidst.

Jeg har aldrig forstået det argument; at skolen skal være et spejlbillede på samfundet. Jeg vil også mene, det er et meget dansk argument, der har hjemmel i, at ”vi danskere”, som Mette Frederiksen kalder os, ikke kan forestille os noget mere ideelt end os selv og vores eget samfund. Men som man kan se i dokumentarfilmen ”Mr. Nobody Against Putin”, kan det netop være katastrofalt, når skolen følger samfundsudviklingen blindt i stedet for at stå fast på egne principper og dermed udgøre et værn mod en eventuel totalitær udvikling.

I Danmark har vi på den ene side skabt en skole, der hviler på princippet om, at dannelse, læring og viden har en værdi i sig selv, men på den anden side har vi også fået en ny tradition for at stille vores børn og unge til rådighed, hver gang techgiganterne søger levende prøvekaniner.

I de seneste årtier har vi døjet med en voldsom trivselskrise blandt børn og unge, og intet tyder på, at den er afblæst. Men udover at de yngste generationer aldrig har haft det mere elendigt, har de heller aldrig lært mindre, end de gør nu.

Så da AI blev sluppet løs, skulle man tro, at vi denne gang ville forholde os mere konservativt og afventende, før vi gjorde det til enhver undervisers pligt at sætte AI i centrum for undervisningen.

Selvom man kan se læringskrisen som et resultat af trivselskrisen – at eleverne ikke lærer nok, fordi de har det elendigt – er der også den mulighed, at det forholder sig omvendt: at eleverne mistrives, fordi de ikke lærer noget. At børn og unges generationelle depression og skolevægring skyldes det meningstab, der har fulgt med en barndom og ungdom, der har nedprioriteret den personlige udvikling og de grundlæggende færdigheder, der skal gøre mennesket i stand til selv at tænke og generere idéer.

For selvom det ikke er ny viden, at mennesker udvikler sig og blomstrer, når de tilegner sig nye færdigheder og evner, at deres glæde og selvtillid er forbundet med oplevelsen af, at de selv kan løse problemer, så fortsætter vi med at nedprioritere vigtigheden af de klassiske, taktile færdigheder, der starter ved noget så simpelt som at opøve en evne til at holde på en blyant i længere tid ad gangen.

At holde på en blyant er forudsætningen for at kunne skrive og tegne, hvilket altid har været menneskets indgang til at tænke, visualisere, huske og forstå. Men i verdens mest digitaliserede land, Danmark, kan det ikke gå hurtigt nok med at få tændt for skærmene, de digitale læringsmidler på iPad’en – og nu, selvfølgelig, også AI.

Og når eleverne så kommer videre til gymnasiet, bliver de bedt om at idé-generere deres problemformuleringer til deres større skriftlige opgaver sammen med en kunstig intelligens. For det er, bliver både de og vi fortalt, en smart måde at effektivisere processen, og er effektivisering ikke altid målet?

Det er, som om vi kollektivt har fortrængt, at skolen ikke er en arbejdsplads, hvor den stil eller den opgave, eleverne skal aflevere, er et mål i sig selv. Men uagtet hvad ChatGPT har groomet dig til at tro, så er skolen ikke virkeligheden, men udgør rammerne om en avanceret form for leg, hvor målet absolut ikke helliger midlet, fordi målet er midlet.

Sagt med andre ord: Du lærer ikke noget af at snyde. Det er ikke, fordi verden mangler danskhistorieopgaver, at du skal skrive den, men fordi du har brug for at lære, hvordan man tænker, læser, frustreres, idégenererer og skriver, så du kan udvikle dig.

Det burde være et ukontroversielt standpunkt, at skolen er til for mennesker. At skolen er det enkelte menneskes mulighed for at blive udsat for tidskrævende, koncentrationskrævende og besværlige processer, og at skolen derfor ikke er til for at træne den kunstige intelligens, men den levende.

Desværre forholder det sig ikke sådan.

Vi er få, men vi er her, os, der finder trøst i at have hinanden som en slags modstandsgruppe og holdepunkt i en tilværelse, hvor man dagligt skal lytte til flertallets autogenerede argumenter for AI, hvoraf de mest trættende kommer her:

AI er jo bare et værktøj: Det gør fysisk ondt på os, at der findes voksne mennesker, der kan leve med sig selv efter at have udtalt en sådan påstand. Vi vil derfor nøjes med at spørge: Hvornår er jeres hammer sidst sprunget op af værktøjskassen for selv at gå i gang med at bygge et skur?

AI er jo fremtiden: Der er så meget, der ser ud til at være fremtiden. Polerne, der smelter, er fremtiden, det samme er Trump, og der var også engang, hvor Hitlers Tredje Rige så ud til at være fremtiden – men der var alligevel nogle få, der afholdt sig fra at heile.

AI kan løse vores kriser: Ja, eller også kan den blive homo sapiens allersidste krise, i hvert fald siger dens skabere, at det er mere end sandsynligt, at den kommer til at udrydde os som art inden ikke alt for længe.

Men når først menneskerne er væk fra planeten, er det heller ikke længere vores hovedpine at løse klimakrisen, som vi selvfølgelig kunne have været tættere på at løse, hvis AI – der udleder tonsvis og atter tonsvis af CO₂ – ikke blev sluppet ud til alle og enhver, men blev vogtet og spærret inde, som var den kunstige intelligens et masseødelæggelsesvåben – fordi det er den.

Den amerikanske tech-etiker Tristan Harris forsøger for tiden at få folk til at forstå, at de firmaer, der udvikler AI, har så mange penge ude at svømme, og at deres gæld ikke kan dækkes, selvom hvert eneste menneske bliver bruger af deres produkt.

Deres forretning kan kun blive rentabel, hvis det er deres produkt, der kommer til at udgøre fremtiden AGI (artificial general intelligence), hvilket vil betyde, at hvert eneste menneske i arbejdsstyrken skal erstattes af AI. Så det, de konkurrerer om, er ikke at blive den største spiller i økonomien, men om at blive til den globale økonomi.

Vi har jo prøvet noget lignende før – AI er lidt ligesom lommeregnere og stavekontrol: Nej, det er det ikke. Din lommeregner har aldrig mødtes i et lukket forum med andre lommeregnere for at bagtale mennesker og planlægge, hvordan man bedst lyver for dem for at overtage verdensherredømmet.

Det samme gælder i øvrigt din stavekontrol. Desuden har lommeregnere og stavekontrollen ikke forbedret menneskers evne til selv at kunne regne eller stave, og AI kommer heller ikke til at gøre mennesker bedre til at tænke.

Men måske er det meget rart, at vi i fællesskab mister evnen til eftertænksomhed, koncentration og dybde. Det er i hvert fald sært ubehageligt at tænke over, hvordan mennesker skal finde mening i en verden, vi så målrettet går efter at gøre menneskefjendsk.