Rygterne om Europas undergang er stærkt overdrevne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Fortællingen om Europa som et kontinent i tilbagegang har været sejlivet.

Den dukker op i valgkampe, i analyser og i den offentlige debat, hvor EU ofte fremstilles som for langsomt, for splittet og for blødt til at klare sig i en verden præget af stormagtsrivalisering.

Alligevel viser de seneste års udvikling noget andet. For mange danskere blev Trumps ønske om at tilegne sig Grønland en øjenåbner for, hvor udsat en lille stat er i en verden af stormagter – og hvor afgørende EU kan være som sikkerhedsramme.

EU har reageret mere robust og mere strategisk, end mange havde forventet – ikke fordi unionen pludselig er blevet perfekt, men fordi kriserne har tvunget den til at handle.

Europa er ikke i tilbagegang; Europa er i transformation. Kriserne har gjort EU mere geopolitisk, end noget traktat nogensinde kunne.

De nyeste Eurobarometer-målinger viser, at opbakningen til EU fortsat er stærk i en mere usikker verden. I efteråret 2025 sagde 67 pct., at EU er et sted med stabilitet i en urolig verden, 74 pct. mente, at deres land samlet set har haft gavn af EU-medlemskabet, og 79 pct. støttede en fælles EU-forsvars- og sikkerhedspolitik.

En særmåling fra februar 2026 peger i samme retning: 68 pct. oplever, at deres land er truet i den nuværende internationale situation, og 74 pct. mener, at EU’s forsvarsinvesteringer som minimum bør fastholdes eller øges.

Der er dog tydelige nationale forskelle: Opbakningen er generelt stærkest i Norden og dele af Nordøst- og Østeuropa, mens holdningerne er mere blandede i dele af Sydeuropa.

Energikrisen udløste en nødvendig omstilling. Før invasionen af Ukraine kom omkring 40 pct. af EU’s gasimport fra Rusland, afhængigt af målemetode og tidsperiode.

Efter invasionen faldt især importen af russisk pipeline-gas dramatisk, og flere kilder – herunder EU‑Kommissionens REPowerEU‑opdateringer og IEA’s energirapporter – vurderer, at andelen ved udgangen af 2022 lå under 10 pct.

Et nyt studie viser, at EU’s import af russisk gas er faldet med to tredjedele siden 2021, og at pipeline-gas er reduceret med næsten 80 pct., men at landenes afhængighed udvikler sig vidt forskelligt – fra Tyskland og Polen, der er gået til nul (direkte importer), til Grækenland, der overraskende nok har øget sin andel. Samtidig fortsatte importen af russisk LNG på et moderat niveau, hvilket gør billedet mere sammensat.

Det mest præcise er derfor at sige, at EU på kort tid reducerede sin afhængighed af russisk pipeline-gas markant, mens den samlede energiafhængighed faldt, men ikke forsvandt. Det var en strategisk omstilling, men ikke en total afkobling.

Samtidig har EU’s institutioner ændret sig indefra på måder, der først nu bliver tydelige i forskningen. Ifølge et studie af Couvreur har Generaldirektoratet Trade under von der Leyen gennemgået en »gradvis proces af institutionel tilpasning«, hvor nye enheder, nye procedurer og nye prioriteringer har styrket både de geoøkonomiske kapaciteter og den geopolitiske tænkning i maskinrummet.

Oprettelsen af en særlig enhed for teknologi, sikkerhed og investeringsscreening – og dens markante vækst efter invasionen af Ukraine – er et konkret udtryk for denne udvikling.

Det er ikke et dramatisk brud, men en stille ombygning, hvor handelspolitikken i stigende grad integrerer sikkerhedspolitiske hensyn.

Denne interne transformation hænger tæt sammen med udviklingen af EU’s nye økonomiske sikkerhedsinstrumenter. Et andet studie viser, at instrumenter som investeringsscreeningen og anti‑coercion‑instrumentet (ACI) skaber en »hybrid institutional balance« mellem kommissionen, rådet og parlamentet, fordi de ligger i krydsfeltet mellem handelspolitik og udenrigs‑ og sikkerhedspolitik.

Det betyder, at EU’s geopolitiske værktøjer ikke blot er tekniske tilføjelser, men ændrer magtforholdene mellem institutionerne og kræver nye former for koordinering og politisk kontrol.

ACI er et godt eksempel: Her kræves det, at rådet aktivt stemmer for en konstatering af økonomisk tvang – en markant afvigelse fra normal komitologi, hvilket afspejler medlemsstaternes ønske om politisk kontrol i et område, der grænser op til udenrigspolitikken.

Også EU’s globale partnerskaber har ændret karakter. Forholdet til Kina er blevet mere skeptisk, og forholdet til USA mere pragmatisk end før. Derfor søger EU nye alliancer – ikke af idealistiske grunde, men af strategiske.

Partnerskabet med Mercosur handler ikke kun om handel, men om energi, kritiske råstoffer og fælles autonomi – og det er symbolsk, fordi Europa bør tale med det såkaldte globale syd på øjenhøjde (og ikke overlade det til Kina eller Rusland).

Andre handelsaftaler, f.eks. med Indien, Australien eller Canada, skal styrke frihandel uden om WTO-systemet og de store markeder i Kina og USA, men også sammenhold mellem demokratier.

Samarbejdet med Taiwan styrkes også i baggrunden, og det handler ikke kun om mikrochip, men også om en voksende droneindustri, der producerer teknologi uden kinesiske komponenter. Det er konkrete eksempler på, hvordan teknologi, sikkerhed og værdier smelter sammen i EU’s nye verdenssyn.

Men selv om EU har leveret overraskende godt i krisetider, står unionen nu over for en langt sværere opgave: at forme en strategisk retning, før den næste krise rammer. Militært er Europa stadig afhængigt af USA, og selv med stigende forsvarsbudgetter mangler der fælles planlægning, fælles indkøb og fælles doktriner.

Teknologisk halter EU efter både USA og Asien på områder som KI, halvledere og droner. Og politisk er sammenhængskraften skrøbelig. Som valgresultater i Ungarn og Bulgarien viser, er populismen udfordret, men ikke forsvundet; den ligger og ulmer og kan hurtigt blusse op, hvis EU fejler på inflation, forsyningskæder eller energipriser.

Hvis EU skal bevæge sig fra reaktiv til strategisk aktør, kræver det tre ting. For det første, i forlængelse af den økonomiske sikkerhedsstrategi fra 2023, en samlet ramme for økonomisk sikkerhed, hvor risikovurderinger, investeringsscreening og teknologistandarder koordineres på tværs af medlemslandene.

For det andet et europæisk forsvarsøkosystem, der kan producere i skala og mindske afhængigheden af teknologi fra USA. Og for det tredje en teknologisk strategi, der bygger på Europas egne styrker som grøn innovation, reguleringskraft og sikre forsyningskæder – frem for at forsøge at kopiere Silicon Valley.

Europa står i en verden, hvor stormagter konkurrerer om indflydelse, hvor globale normer er under pres, og hvor alliancer er mere flydende end faste. I denne situation kan EU-landene vælge mellem at søge nationale løsninger med en eller flere stormagter eller at forme en ny rolle som selvstændig global aktør.

Begge veje indebærer risici, men passivitet er den største risiko af alle. 2026 kan blive året, hvor Europa endelig tager konsekvensen af verdens forandring og handler derefter. Spørgsmålet er, om medlemslandene kan enes – og tør.