Kære politikere, I har et særligt ansvar for at værne om det tillidssamfund, Danmark – stadig – er

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I de seneste år har vi hørt meget om åndelig oprustning. Der er mange meninger om, hvad det betyder, hvem der er »rigtigt oprustede«, og hvordan vi bedst beskytter nationen. Nogle peger på kristne værdier som en åndelig guldgrube, og ungdommen bliver som sædvanlig beskyldt for åndløshed.

De mere kunstneriske beskuer oprustningen som ”kæft, trit og retning”, hvor befolkningen skal marchere efter politikernes fløjte.

Trods uenighed er oprustning vigtig, for Danmark skal forberede sig på usikre tider. Vi bør sikre danskerne et sindelag, der gør Danmarks fundament stærkt nok til at modstå tidens internationale storme. Det er vigtigt at tale om.

For verden er af lave. Det er én ting, vi som nation kan finde enighed om. Mod vest savler Danmarks største allierede ved Grønlands grænse, mod øst mister ukrainere livet for Europas frihed, og verdensmagterne er uenige om lovligheden af Israels krigshandlinger. Vi skal 80 år tilbage, før Danmark sidst har oplevet lignende usikkerhed, og for mange er det en pludselig omvæltning.

Men hvis kun ét år – ét præsidentskift i USA – skal til, før verden kollapser, så var fundamentet skrøbeligt i første omgang. Det er tilfældet for det amerikanske demokrati. Som vi har gjort det i mange år, vil det være sundt for Danmark at have sin gamle allierede for øje og tage ved lære.

USA har i årtier nedbrudt sit demokrati gennem nedprioriteret uddannelse, politivold, skæve valgdistrikter og voksende ulighed. Alt dette kulminerede i en normalisering af apati over for selve demokratiets fundament.

Det var i den muld af generel desperation, at Trumps rødder spredte sig, og med en gnist af fremmedhad og systemopgør løb en steppebrand gennem USA.

10 år senere kidnapper USA’s immigrationsmyndighed (ICE) folk fra gaden. Uden rettergang sendes mennesker, også statsborgere, i detentionscentre med kummerlige forhold, manglende mad og tvangsarbejde.

Hvad betyder det for Danmark? Vi er heldigvis langt fra USA’s kaos. Vi har stadig sammenhængskraft. Netop derfor bør vi være opmærksomme på de tegn, hvor danske tendenser rimer på USA’s nedgang. Det er skræmmende nyheder, vi får fra et udland, der ville elske at trække os med ned i sølet, og vi må ikke tro, at Danmark er immun. Den største lektie, USA kan give os, er, at demokrati kræver årvågenhed.

Men er der virkelig sådanne tendenser i Danmark? Vi ser en gradvist større afstand mellem politikerne og borgerne. Responsen på episoden med demonstranten ved Kongens nytårstale viser en forhøjet tolerance for politisk vold og selektivitet af ytringsfrihed. Retten til privatliv sættes på kompromis i lovforslag. Danske politikere argumenterer i fuld seriøsitet for remigration. Det er ikke enkeltstående hændelser – det er symptomer på en politisk kultur, der bevæger sig væk fra tillid og mod polarisering.

Det er en bekymrende tendens, da splittelse og fjendebilleder er den største trussel mod demokratiet. Kan vi ikke tolerere hinandens holdninger som samfund, ender vi i undertrykkelse eller affejning af hinandens behov. Det er sørgeligt, for splittelsen er falsk. Trods hadfyldte diskussioner på internettet støtter og hjælper folk hinanden igennem snedriverne på vejene. Verdens trusler når sjældent over Danmarks grænser. Her forbliver det overordnet et godt sted at være.

Det bringer os til, hvad Danmark egentlig er bygget på. Vi ejer stadig meget af den danskhed, som gør mig stolt af vores lille land. Jeg taler ikke om stegt flæsk, Dannebrog eller kristendom, for symboler har kun kraft, i og med at det, de repræsenterer, har værdi. Danmark er ikke værdifuldt i kraft af navn, men i kraft af at Danmark står for noget af værdi. De værdier, jeg snakker om, er netop Danmarks sjæl – åndeligheden.

For mig er Danmarks sjæl tillidskultur, hvor barnevogne trygt efterlades i offentligheden. Det er ordentlighed, som igennem århundreder har gjort os til et fyrtårn for menneskerettigheder, og som sikrer balance imellem statens magt og borgeres sikkerhed.

Det er sammenhold og ansvar – en kultur af foreningsliv og fællesskab. Danskhed er hjælpsomheden, der fik en taxachauffør til at tilbyde mit teenagejeg en gratis hjemtur, da han så mig vade rundt på landevejen i øsende regnvejr – en taxachauffør, som snarere hed Ahmed end Anders.

Dét Danmark findes endnu, og det bør bevares. Men det kræver klarhed om truslerne, og den klarhed er ikke nem at finde i Folketing og regering. Politikere har dirigentstaven for den offentlige debat, og gennem deres dagsorden dirigeres vi oftest mod splittelse.

Folketingsmedlem Mette Thiesen beskyldte for nylig LGBT+ Danmark for at inkludere pædofile. Regeringen vælger at bruge skattekroner på at genåbne førtidspensionssager hos folk, som netop har gennemsnitligt dårligere helbred. Et lovforslag anmoder domstole om at omgå Den Europæiske Menneskerettighedskonventions udsmidningsbegrænsninger trods fremskridt i integrationstallene. Fårene skilles fra syndebukkene, der i pludselig ensomhed kan ofres på vælgerbålet.

Alt dette peger på et dybere problem i vores politiske kultur. Politikerne har skærmet Danmark fra udenlandske kriser – corona, Grønlands sikkerhed, Ruslands imperialisme.

Men internt svækker de landets tillid og demokratiets ståsted. Folkets bedste redskab til at få statens opmærksomhed – strejken – er i det seneste årti kommet til kort over for ubøjelige politiske agendaer. Kritik af komplekse tiltag forsimples til beskyttelse af kriminelle eller snydepelse. Verden spændes op i sort og hvidt, og så ødelægges samtalen. Jeg har ret; du tager fejl.

Fanden males på modpartens væg. Men verden er en kompliceret størrelse, og når staten skubber til retssikkerhedens grænser, så kan jeg ikke lade være med at spørge:

Skal Danmark beskyttes mod kriminelle udlændinge, eller skal børn beskyttes mod en stat, som frarøver deres forælder? Er det ret at sende mennesker i tortur og død?

Hvis svaret er ja, så forfalder selveste Danmarks demokratiske ånd. Konventionerne tillader allerede at smide kriminelle ud – så længe deres ret som menneske ikke kommer i klemme, såsom afskæring fra børn eller livstruende situationer. En FN-rapport dokumenterer, hvordan migranter i Libyen ender i seksuel vold og slaveri. Taliban, som vi i årevis har bekriget som trussel over for demokrati og menneskerettigheder, styrer Afghanistan.

Det er sådanne steder, Danmark ønsker at smide mennesker ud til. Er verden farlig for Danmark, så forværres risikoen for enkeltindivider, som sættes over for verdens skræmmende aktører alene.

Danmark skal ikke se på den slags med ligegyldighed. Det er med sådanne tiltag, at Danmarks ånd vil briste, og alt det, der gør os unikke og smukke i verden, begynder at smuldre. Vi har et ansvar for at holde fast i vores ånd – det, som giver os noget at være stolte af.

Det er ikke kun politikerne, som har et ansvar. Danmark er et fælles projekt, hvor vi alle bør give en hånd med. Det betyder at rejse sig, når politikere går for langt. At tillade dialog om de komplekse emner og kæmpe os ud af vores ekkokamre. At se vores dæmoner i øjnene, høre deres mening – og med tiden kan de måske forvandle sig til vores medborgere.

Vigtigst af alt skal vi være vedholdende og klar til at stå imod. Historien har altid været et tidevand af fremgang og forfald, og fremgang skal nok komme igen. Vi skal bare sørge for, at vi kan se vores nutidige stat i øjnene, når vandet vender. Det kan vi kun med sjælen i behold.