To kolonier – en krop

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Du ligner en is-kineser,« sagde de i folkeskolen. »Du ligner en Isis-kriger,« siger de som voksen.

I passet står der, at hun er dansk. Samtidig bærer hun Grønland og Palæstina i sig. En mor, der er dansk-inuit. En far, der er palæstinenser. To landområder, der igen og igen omtales som kolonier, territorier, konflikter. Noget, man kan administrere, dominere eller disponere over.

Hun sidder ikke med tre identiteter, der konkurrerer. Hun sidder med én krop, der afslører verdensordenen. Hun vil ikke mene noget hele tiden. Men fordi omverdenen hele tiden kræver det af hende, er neutralitet umulig.

Der findes narrativer, der altid står klar. Konstruktioner, hun kan træde ind i uden selv at have meldt sig under fanerne. Grønlænderen er historisk blevet beskrevet som primitiv, infantil og afhængig af sin gamle kolonimagt. Herunder idéen om, at Grønland ikke kan klare sig selv. Hertil det hvide frelserkompleks, den velmenende danske forestilling om at “redde” de inkompetente grønlændere og dermed tale hen over hovedet på dem og nægte at anerkende deres status som selvstændigt tænkende individer.

Så er der den velmenende eksotisering, der reducerer hende fra menneske til rekvisit gennem kulturelle klichéer. »Jeg har en tupilak i vinduet derhjemme, og jeg elsker perler,« kan den velbjærgede dansker finde på at sige, ofte ledsaget af en fortælling om en rejse over indlandsisen i helikopter eller på slæde. Det er beslægtet med souvenir-narrativet, hvor hendes ophav reduceres til noget, man kan købe i en lufthavnsbutik. Identitet som pyntegenstand. Kultur som dekoration. Hun kan også fungere som moralsk rekvisit, et levende bevis på rummelighed, et alibi for ikke at være racist.

Den palæstinensiske del indhenter hende anderledes. Palæstinenseren omtales uafladeligt som en trussel, noget dyrisk, noget, der kan fjernes. Radikalisering følger som skygge. Det siges sjældent direkte, men narrativet er konstant til stede. Hendes baggrund kobles til ekstremisme og potentiel fare, også omend hun er mild, veluddannet og velformuleret. Hun underkastes en tavs loyalitetstest, afstandtagen, forklaring, positionering. Stilhed bliver tolket som mistænkelig.

Et andet narrativ er offer-essentialismen. Det sympatiske, men knægtende billede af den palæstinensiske identitet som arveligt traumatiseret og defineret af tab. Medfølelse, men uden handlekraft. Oven i den kommer den forklaringspligtige palæstinenser, den ufrivillige ekspert i Mellemøstens historie, vold og geopolitik. Hun bliver gjort ansvarlig for noget, hun ikke er herre over.

Og endelig den seksualiserede eksotisering. Den mest nedgørende af dem alle. Fetichering forklædt som åbenhed. Begejstring for den »spændende fremmede«, hvor kulturel anderledeshed omsættes til begær. Fantasien om den varme, mørkhårede, infantile krigerinde. Her bliver kroppen både kulturelt og seksuelt objekt. Empati reduceret til erotik. Her får den indlevende læser brug for en kulturel brækspand.

Alle de forforståelser fungerer som et brillestativ i supermarkedet. Færdiglavede narrativ-briller designet efter fordom, dominans, mindreværd, bedrevidenhed. I den ene ende de “hyggelige” briller med perler og tupilakker. I den anden ende briller, der ser hende gennem konflikt, radikalisering og dyriskhed. Forskellige styrker, samme effekt. Hun bliver læst, før hun bliver lyttet til. Sjældent mødt som det menneske, hun er.

Hun undrer sig over, hvor hurtigt mange danskere er blevet enige om, at Palæstina er “kompliceret”. Det lyder neutralt, men fungerer som moralsk frikort. Kompliceret er noget, man ikke behøver at tage stilling til. Noget, der kan brænde, mens man betragter det på tv. Samtidig hersker der konsensus om, at Grønland er en no-brainer. Trump skal holde fingrene væk. Punktum. Her er ingen kompleksitet. Grønland er »vores«.

Absurditeten bliver tydeligere, når Danmark knytter sig tættere til Grønland, i takt med at USA rykker nærmere. Den gamle kolonimagt genopfinder sig selv som sikkerhedsgarant, mens forholdet genforhandles i realtid under pres fra stormagter og smeltende is. Samtidig bombes Palæstina til uigenkendelighed, mens der tales om genopbygning, udvikling, endda en riviera. Når mennesker først er blevet til terræn, kan terrænet modificeres. Når liv er slettet fra fortællingen, kan land blive til projekt.

Spørgsmålet er, hvad det gør ved et menneske konstant at være forforstået. Konstant at blive læst, før det bliver lyttet til. Jeg spørger hende, hvad hun siger til folk, når de konfronterer hende med de mere eller mindre ubetænksomme hverdagsracismer. Hun tænker længe og siger:

»Jeg spørger, hvorfor er du så tilpas med at sige den slags?«

Det er ikke en sætning, der er kommet let til hende. Den rummer erfaringer, overvejelser, vrede, indignation og strategier. Hun forklarer, at især folk fra majoritetssamfundet må øve sig i at udholde et niveau af ubehag. De må forstå, at de ikke har krav på konstant bekvemmelighed, især danskerne lider af en slags selvtilfredshed, som om de pr. definition altid har rene hænder.

Mange har svært ved at håndtere, når deres forestillinger om dem selv som menneske og dansker bliver udfordret. Her fremhæver hun det fænomen, der ofte betegnes som white fragility, den skrøbelighed, der opstår, når selvbilledet som rummelig og uskyldig krakelerer, og hvor selve ubehaget gøres til problemet.

Hun peger på den grundlæggende asymmetri. Etniske minoriteter lever med at blive reduceret, stereotypiseret og talt ned til igen og igen. Det ubehag er langt mere gennemgribende end det ubehag, majoriteten oplever, når nogen påpeger, at deres formuleringer er problematiske eller racistiske.

Nogle gange siger hun fra. Andre gange vælger hun stilheden. Ikke af svaghed, men for at beskytte sig selv. Der er kun så meget energi på en dag. Hver situation kræver en vurdering. Er det kampen værd? Er det min hovedpine værd at sikre andres bekvemmelighed?

Nogle gange er der brug for skam, siger hun. Ikke som ydmygelse, men som en nødvendig tilpasning. En påmindelse om, at det ikke er et overgreb at få sine blinde vinkler belyst. Det er et ansvar.

Måske er det netop nu, at denne krop, hendes krop, bliver så afslørende. I takt med at Danmark og Grønland er rykket tættere sammen, er der åbnet en sprække i den danske selvforståelse. For første gang i lang tid anerkender vi det bredere, at Danmark ikke blot har haft et administrativt forhold til Grønland, men et kolonialt. At det forhold ikke alene har formet Grønlands økonomi og politiske status, men også den grønlandske kulturelle selvforståelse og den måde, grønlændere bliver set, talt om og mødt på.

Det er en vigtig bevægelse. Men den er også selektiv.

For samtidig med at danskerne langsomt lærer at genkende deres egen koloniale rolle i forholdet til Grønland, fastholdes blikket på Palæstina som noget andet, noget fjernt, noget kompliceret, noget, man ikke selv er indblandet i. Kolonialisme forstås som fortid det ene sted og som fremmed konflikt det andet. Ansvar deles op, så det altid ligger et andet sted end dér, hvor man selv står.

I hendes krop eksisterer den opdeling ikke. Her lever kolonihistorien ikke i arkiver, men i blikke, ord og forventninger. Hun bærer konsekvenserne af en selektiv forståelse af kolonialisme, af hvem der fortjener empati, og hvem der må nøjes med forklaringer.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om Danmark er ved at forstå Grønland bedre. Spørgsmålet er, om forståelsen også tåler at blive udvidet. Om den kan rumme, at kolonial magt ikke er et afsluttet kapitel, men en struktur, der stadig organiserer vores blik, vores komfort og vores moralske grænser.

Indtil da vil hendes krop fortsat fungere som et korrektiv. En påmindelse om, at kolonier ikke kun findes på kort, men også i mennesker.