Når forældre græder, skal vi lytte – ikke diagnosticere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Som det allerførste påstår Sofie Lund Sejr i sin kronik i Jyllands-Posten 8/2, at forældre, der holder deres børn hjemme fra børnehave og skole og græder, når de afleverer deres børn, har en dysfunktionel separationsangst.

Punktum.

Sådan må det være, for skribenten evner ikke at se ud over sin egen næsetip og forstå, at ikke alle ser verden på samme måde som skribenten selv. Jeg mener, det er enormt generaliserende at diagnosticere samtlige forældre i Danmark, som vælger anderledes end normen, som værende dybt traumatiserede.

Dernæst går Sofie Lund Sejr i gang med først at tilsvine en influencer for efterfølgende at gå i flæsket på Maj My Humaidan.

Det virker ærligt talt til, at skribenten slår op og ned, til siden og famler vildt med armene. Jeg mener ikke, at det er en konstruktiv tilgang til en vigtig debat at kaste om sig med tilsvininger uden fakta, tværtimod vil jeg hellere holde fast i fakta.

Nå, men lad os komme til sagen. Sofie Lund Sejr kommer med en række hovedrystende påstande. Blandt andet at de fleste traumer, børn får gennem livet, er påført af forældrene, ikke i børnehaven eller skolen.

Det er en ret utrolig påstand, som hverken bliver underbygget med personlige erfaringer eller fakta. Sandheden er nok mere kulørt end den sort-hvide fremstilling, som skribenten kommer med i kronikken.

I samme omgang påstås det, at det er ufamiliært at hindre sine børns selvstændighed (underforstået at holde dem hjemme fra børnehave eller skole). Børn kan sagtens blive selvstændige individer uden at gå i institution eller skole. Børn kan også sagtens blive selvstændige og gå i institution og skole.

Vi må også lige huske på, at der er forskel på børns behov, når de er et år eller 10 år gamle. Børn bliver ikke født klar til at rejse sig op og løbe, mennesket er faktisk det dyr på Jorden, som har det største behov for udvikling uden for livmoderen.

Da jeg blev far i 2023, gik jeg i fuld research-mode, og jeg har endnu ikke fundet en ekspert på området, som mener, at børn har et behov for at have en dagligdag uden en primær omsorgsperson, før barnet fylder tre år. Det er noget, vi som samfund har bestemt, at de fleste børn under tre år skal have for at opretholde mængden af arbejdstagere i samfundet.

Derimod mener flere eksperter, at dagligdagen i institution og skole kan tilbyde børn på over tre år relationsdannelse til andre børn og voksne, som ikke går direkte gennem barnets forældre. Men hvem har sagt, at det skal være otte-ni timer dagligt?

Jeg hører til gruppen af forældre, der græd, da jeg afleverede min datter i vuggestuen. Jeg græd, fordi jeg vidste, at selvom pædagogerne ville min datter det bedste, så ville de aldrig kunne give min datter den samme ro og en til en-normering, som jeg kunne, da jeg hjemmepassede min datter. Hun startede i vuggestuen, da hun var to år og tre måneder gammel. Jeg græd, fordi jeg vidste, at de danske institutioner har et alarmerende kvalitetsproblem.

Jeg vil opfordre Sofie Lund Sejr til at læse rapporten om “Kvalitet i dagtilbud for 0-2-årige børn” fra 2023 og “Kvalitet i daginstitutioner for 3-5-årige” fra 2025, som påviser, at kun hver niende pasningsløsning i Danmark har »god kvalitet«. Det svarer til, at kun 11 pct. af samtlige pasningstilbud har »god kvalitet«. Det er uomtvisteligt alt for lavt.

Lad os lige holde fast i, at det ikke er personalets skyld. Det er heller ikke forældrenes skyld. Og det er på ingen tænkelig måde børnenes skyld. Det er samfundets ansvar. Og det er samfundet, der må rette op og højne kvaliteten.

I stedet for at skyde til højre og venstre med anklager og personangreb, så mener jeg, at skribenten i højere grad bør takke alle de forældre, der tager første spadestik ved at tage sagen i egen hånd og prioritere deres børns trivsel, fordi det tager noget af presset af samfundets pasningsløsninger.

Det er ikke en kamp mellem forældre, der hjemmepasser, og forældre, der har deres barn i institution. Der kan være mange årsager til det ene eller det andet.

Jeg kender til flere forældre, inklusive min hustru og jeg, som har et barn, der trives i institutionen, men som også prioriterer at arbejde på forskellige tider og dermed kunne hente barnet tidligt eller aflevere sent. For det handler ikke om, hvem der gør hvad, men i stedet om med familiens muligheder som udgangspunkt at skabe en hverdag, der hænger sammen, og øge mængden af tid tilbragt sammen med barnets primære omsorgspersoner.

Et barn mindre i institutioner i en given periode sikrer nemlig, at vi i højere grad kan komme nærmere minimumsnormeringerne i de danske daginstitutioner. For problemet består kort og godt i, at vi har pædagogmangel, både fordi der ikke er nok uddannet personale, og fordi nogle vælger ikke at bruge deres pædagoguddannelse i de danske daginstitutioner, fordi presset er for tungt.

Jeg har en enorm respekt for landets uddannede og ikke-uddannede personale i institutionerne, men jeg kunne aldrig drømme om at klandre dem for at passe på deres eget helbred, hvis presset i hverdagen bliver for stressende.

Det er skræmmende læsning, at der i den ene undersøgelse er observeret ét personale til 50 børn på en legeplads. Det bør aldrig finde sted. Hverken for de 50 børn eller for den enkelte medarbejder, som står med ansvaret og må vælge, om det er Clara, der er kravlet lidt for højt op i klatretårnet, Christian, der er faldet og slået knæet, eller Carlo, der savner sin mor og far og har brug for et kram, der skal have medarbejderens opmærksomhed først.

Skribenten taler ikke kun om daginstitutioner, men også skolen, og der må jeg blot undre mig over, om Sofie Lund Sejr ikke har fulgt med i de seneste års debat om skolevægring. Man skal virkelig have skyklapper på, hvis man tror, at børns mistrivsel i skolen udelukkende hænger sammen med traumatiserede forældre, og slet ikke anerkender, at den tilstand, folkeskolen er i p.t., er langt under et acceptabelt niveau for et rigt samfund som det danske.

Sofie Lund Sejr skriver slutteligt, at man bør træffe det ægte, modige valg og sende sine børn i børnehave og skole alligevel. Det er både forkert og endimensionelt.

Jeg mener derimod, at alle børn er forskellige. Så kære forældre: Træf det ægte modige valg, og mærk efter, hvad der er bedst for jeres barn og familie. Send barnet i institution og skole, hvis det er det rigtige for jer, eller hold barnet hjemme fra institution, og hav dit barn i hjemmeskole, hvis det er det rigtige for jer.

En opfordring til alle forældre i Danmark: Lad os stå sammen, hvad end du har valgt at gøre, og lad os fokusere på, at både danske institutioner og skoler trænger til et større fokus fra Christiansborg og en drastisk højning af kvaliteten.