Donald Trump udstiller politiske lederes manglende forståelse for virkeligheden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Selvom politiske ledere reagerer hurtigt, synes de hele tiden at hænge efter og reagere for sent. Grunden er, at de leder ud fra en logik, der forudsætter en mere forudsigelig verden end den, vi faktisk lever i.

For mange er det efterhånden et genkendeligt mønster. Politikerne gennemfører reformer, når problemerne allerede har bidt sig fast. Love laves, og reguleringer strammes, når markederne for længst har indrettet sig. Med andre ord: De politiske handlinger og reelle indgreb kommer først, når ”skaden” i virkeligheden er sket.

Forklaringen på det peger ofte på, at det skyldes politikernes taktiske hensyn, folkestemningen og manglende politisk mod. Men det er ikke den egentlige forklaring. Forklaringen er mere grundlæggende og ligger i selve den måde, politisk ledelse forstår og forsøger at styre verden på. Interessant nok har Donald Trumps præsidentskab været med til at eksponere denne svaghed i den traditionelle politiske ledelse og igen og igen udstille den sene reaktion, vel at mærke efter at skaden er sket. Trump er ikke årsagen til, at politisk ledelse kommer for sent. Han er derimod et symptom på en verden, som traditionel politisk ledelse ikke længere er gearet til at styre.

For at forstå hvorfor er det nødvendigt at gå tilbage til 1950’erne.

Efter Anden Verdenskrig stod militæret i USA og Nato over for en ny type trussel. Fjenden kunne ikke længere entydigt defineres. Den var ikke altid synlig, ikke altid statslig, ikke altid rationel og ikke altid forudsigelig. Information blev dekonstrueret og var fragmenteret, intentioner uklare og sværere at forstå, og konsekvenserne af beslutninger viste sig ofte forskudt i tid og sted.

I militæret førte det til en afgørende erkendelse, der siden ændrede ledelseslogikken. Den største ledelsesmæssige udfordring handlede nemlig ikke længere kun om fjendens styrke, men også om dens udefinerbarhed.

Det fik konsekvenser for den klassiske måde at arbejde med strategi og planlægning på. Her opererede man med scenarier, stabile fjendebilleder og lineære årsag-virkningsrelationer. Men den logik var ikke længere tilstrækkelig. Planer blev hurtigt forældede, og ofte før de overhovedet blev gennemført. Analyse baseret på sandsynlighedsmodeller var ikke længere nok, og for første gang oplevede man et reelt tab af ledelsesmæssig kontrol.

I militæret udsprang det her ikke af en teoretisk indsigt, men af en praktisk erfaring med en ny virkelighed, som det gjorde sig. En erfaring, der i årtier på tragisk vis også har kostet menneskeliv.

I vores nye bog ”Rekonstruktiv ledelse – det traditionelle lederskab i en ny virkelighed” redegør vi for, hvordan militær ledelse i efterkrigstiden blev gentænkt og grundlæggende rekonstrueret. Man erkendte, at kontrol ikke længere var tilstrækkelig, men måtte også suppleres med retning, der skal forstås som klare intentioner og fælles formål, der gjorde handling mulig, selv når viden og overblik manglede. Detaljerede planer blev suppleret med intentioner forankret i tydeligt beskrevne værdier, og beslutninger kunne derfor flyttes tættere på situationer i virkeligheden, fordi det var vigtigere at handle i tide end at have det fulde overblik. Ledelse blev dermed også et spørgsmål om erfaringsbaseret dømmekraft under usikkerhed snarere end strategier baseret på sandsynlige forudsigelser.

Det, der langt senere er blevet begrebsliggjort med akronymet VUCA og teorien om det volatile, usikre, komplekse og tvetydige samfund, var i militæret ikke længere en analysemodel, men derimod et vilkår for dem i en helt ny virkelighed. Det paradoksale er, at denne erkendelse aldrig for alvor har slået igennem i politisk ledelse.

Overført til nutidig politisk ledelse betyder sådan noget som retning, at man ikke forsøger at forudsige eller kontrollere en aktør som f.eks. Donald Trump. Det er her, Trump bliver analytisk interessant. Ikke som historisk undtagelse eller deja-vu og noget, vi har set før i 1930’erne, men derimod som en ny type politisk aktør. Trump er ikke styret af et sammenhængende politisk program eller af et entydigt beskrevet værdisæt, men af situation, effekt og konflikt. Hans udsagn er derfor flertydige, hans positioner skifter, og hans magt udøves gennem konstant destabilisering af forventninger.

I den forstand kan Trump beskrives som en slags VUCA-politiker. En politisk aktør, der ikke forsøger at reducere usikkerhed, men som opererer effektivt i den. Hvor traditionel politisk ledelse søger klarhed, forudsigelighed og kontrol, udnytter VUCA-politikeren netop det modsatte: uklarhed, tempo/tid og flertydighed.

For mig at se er problemet ikke, at der findes VUCA-politikere. Problemet er, at politisk ledelse fortsat er indrettet til en verden, hvor de ikke burde kunne eksistere.

Når politisk ledelse mangler retning, bliver den uundgåeligt reaktiv til en ”ledelse, der altid kommer for sent”. Den handler på ”tegn” frem for handlinger, på retorik frem for realiteter og på dagsordener, som andre sætter. I praksis betyder det, at politisk opmærksomhed konstant forskydes, mens den langsigtede styring svækkes, og der derfor bliver udrettet meget lidt. Det gælder ikke kun i forhold til USA, men også i forhold til geopolitisk ustabilitet, teknologiske magtforskydninger, hybridkrig og økonomiske op-og nedture.

I sådan en situation bliver analyse meget let en erstatning for ledelse. Flere data, flere scenarier og flere høringer skaber en underlig illusion af kontrol, men fører sjældent til tidligere eller bedre beslutninger. Tværtimod forsinker de nødvendige handlinger i en verden, der ikke lader sig analysere færdig.

Denne udfordring forstærkes yderligere af, at den politiske ledelseslogik er tæt forbundet med embedsværkets måde at arbejde på. Embedsværket er indrettet til stabilitet gennem bureaukratisk systematik og dokumentation. Men i en verden præget af usikkerhed og hastige forandringer risikerer denne logik at fastholde politisk ledelse i en reaktiv position, hvor procedurer vægtes højere end beslutninger, og hvor dømmekraft erstattes af proces.

Men når man derimod får retning, så betyder det, at beslutningskompetence i stedet kan placeres tættere på de diplomatiske og administrative enheder, der arbejder med relationen til USA til daglig. Dermed kan Danmark faktisk handle hurtigt og konsistent og paradoksalt nok være på forkant, uden at hver enkelt udvikling skal forankres politisk og analyseres fra bunden af.

Det er netop denne form for ledelse, som militæret har haft erfaringer med siden 1950’erne, og som politisk ledelse endnu kun i begrænset omfang har taget konsekvensen af. Konsekvensen ser vi ikke kun i forholdet til Donald Trump, men i den måde, reformer herhjemme gennemføres på, regulering udformes, og politiske indgreb igen og igen først iværksættes, når problemerne allerede har sat sig og virkelig er problemer (behøver jeg at nævne de stigende fødevarepriser).

Det er vigtigt for mig at understrege, at mit budskab til vores politiske ledere ikke er, at de skal ignorere Donald Trump, men at de skal nægte at lade hans og andre aktørers uforudsigelighed definere den politiske styring.

Så længe politisk ledelse fortsætter med at lede, som om verden grundlæggende er mere stabil og forudsigelig, end den reelt er, vil den blive ved med at komme for sent. Ikke af manglende vilje, men af manglende forståelse for den virkelighed, den er sat til at styre.