Normerne skal bygges op, ikke stormes

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi lever i en tid, hvor det er blevet mondænt at rive ned. I kunstens verden, i den offentlige debat og – mest bekymrende – i vores uddannelsessystem hyldes dekonstruktionen som den højeste dyd.

Det bestående betragtes med automatisk mistro, traditioner ses som snærende bånd, der skal kappes, og fælles normer opfattes som usynlige magtstrukturer, der for enhver pris skal udfordres, ”stormes” og opløses.

Men vi må stille os selv det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad står tilbage, når støvet fra stormen har lagt sig?

Hvad har vi givet vores børn at stå imod med, når vi har pillet alt det, der før udgjorde fundamentet under deres tilværelse, ned? Har vi gjort dem friere?

Eller har vi blot gjort dem rodløse og taget det fundament, de skulle stå på, fra dem?

Jeg har et ønske for 2026. Det er et ønske om et kursskifte i den måde, vi går til normer, adfærd og dannelse på. Jeg ønsker mig, at vi udskifter Normstormerne med normbyggerne.

Jeg vil lægge ud med at være konkret: Organisationen Normstormerne var for et par år siden genstand for en heftig debat, særligt i København.

Med skattekroner i ryggen rykkede de ind i folkeskolens klasselokaler med en erklæret mission om at lære børnene ”normkritik”. Under dække af noble og sympatiske formål som inklusion, trivsel og antimobning var dagsordenen i praksis en ideologisk aktivisme fra den yderste venstrefløj, der så køn, biologi og fælles kulturhistorie som problemer, der skal overvindes, snarere end vilkår, vi skal forstå.

Kritikken af denne tilgang var massiv, og det var berettiget. Men selvom Normstormerne nu lever en mere tilbagetrukket tilværelse, er tilgangen langtfra fortid.

Antologier som “(Farve)blinde vinkler” redigeret af Iram Khawaja og Laila Lagermann eller “Normkritik I pædagogisk praksis” redigeret af Karen Liebing Madsen, Janne Jørgensen og Jacob Graack og andre lignende lærebøger opfordrer til at udøve et konstant pres og en vedvarende kritik mod »majoritetens normer«.

Udgangspunktet er en identitetspolitik, hvor børn og unge kan finde deres egen offeridentitet at pleje og passe i stedet for at opsøge en måde at melde sig ind i det samfund, de skal have i arv.

Når man lærer børn i 4. klasse at være hyperbevidste om deres egen og andres race, kønsprivilegier og seksualitet, skaber man ikke tolerance. Man skaber splittelse.

Man skaber et klasseværelse, hvor eleverne ikke længere ser hinanden som klassekammerater, men som repræsentanter for forskellige interessegrupper i et usynligt magthierarki. »Er jeg undertrykkeren, fordi jeg er en dreng?« »Er jeg offeret, fordi jeg er en minoritet?«

Det er identitetspolitik i børnehøjde, og det er gift for det umiddelbare fællesskab, som skolen burde værne om.

Mit forslag om at indsætte normbyggerne i stedet er ikke et udtryk for, at vi skal tilbage til en svunden tid, hvor børn skulle ses og ikke høres.

Det er heller ikke et udtryk for, at normer er støbt i beton. Det er de ikke, og vores normer og værdier er altid i bevægelse som følge af den almindelige demokratiske samtale. Men ønsket om at videregive konstruktive normer i stedet for at flå dem i stykker er et udtryk for en moderne, liberal erkendelse af, at sand frihed kræver et fundament at stå på.

Man kan ikke være fri, hvis man er rodløs. Man kan ikke tage ansvar for sig selv og andre, hvis man ikke har lært, hvad ansvarlighed er. Og man kan ikke bryde med normer på en meningsfuld måde, før man har forstået, hvorfor de er der, og hvilken værdi de har haft for generationerne før os.

Men hvem er normbyggerne?

En normbygger er en lærer, en pædagog, en forælder eller en foreningsleder, der tør påtage sig voksenansvaret.

Det er voksne, der tør sige: »Her gør vi sådan, fordi det skaber tryghed og ro.«

Det er skoler, der insisterer på, at vi taler ordentligt til hinanden, at vi lægger telefonerne væk og ser hinanden i øjnene, og at vi respekterer undervisningen som et rum, der er tilegnet fordybelse, undren og samtale.

At være normbygger handler om dannelse i klassisk forstand. Det handler om at give børnene adgang til den store skatkiste af viden, historie, litteratur og kultur, som er vores fælles arv. Give det videre, vi selv har fået i arv. Det handler om at bygge op, sten for sten, så barnet har noget at stå på, når livets storme rammer. Det handler også om at vise, at fællesskaber er noget, vi skaber sammen, og vi må alle bidrage med noget for at få tingene til at fungere. Det handler altså ikke kun om, hvad den enkelte kan få til sig selv, men i høj grad også om, hvad man hver især kan bidrage med.

Da jeg som undervisningsminister lancerede projektet ”Kend dit land”, var det ud fra denne tankegang. Børn skal ud og mærke historiens vingesus, se den danske natur og forstå de institutioner, vores samfund bygger på. Ikke for at blive selvretfærdige nationalister, men for at blive borgere. Når man kender sine rødder, står man stærkere i mødet med verden. Det er en modgift mod den rodløshed, angst og mistrivsel, vi ser hos nogle unge i dag.

Normbyggeri handler også om at beskytte det gode børneliv mod voksenverdenens konflikter. Børn skal have lov til at være børn. De skal ikke pålægges ansvaret for at løse de voksnes klimakriser, ligestillingskampe eller geopolitiske konflikter i frikvarteret.

De skal have lov til at lege, slå sig, blive gode igen og danne venskaber på tværs, uden at voksne konstant griber ind for at politisere deres leg ud fra et normkritisk perspektiv. Lad os give dem et frirum, før vi giver dem et ansvar.

Vi har brug for skoler, der tør sætte rammer. Vi har brug for lærere, der tør være autoriteter – ikke autoritære tyranner, men myndige voksne, der ved, at de ved bedst, fordi de har livserfaring, uddannelse og overblik. Vi har brug for skolebestyrelser, der tør sige nej til aktivistiske organisationer med smarte buzzwords, og ja til kernefagligheden, roen og dannelsen.

Skolen er for alle – uanset hvem deres forældre stemmer på.

Liberal Alliance er et parti, der kæmper for frihed. Men frihed er ikke det samme som normløshed, opløsning og navlebeskuende identitetskampe.

Et samfund uden fælles normer er ikke et frit samfund; det er et kaotisk samfund, hvor alle kan påberåbe sig en rolle som offer, hvor den stærkes ret hersker, og hvor ingen tager hensyn til hinanden.

De borgerlige, liberale værdier – personligt ansvar, flid, tolerance, ytringsfrihed og gensidig respekt – er ikke naturgivne. De opstår ikke af sig selv. De skal læres, de skal plejes, og de skal bygges op i hver ny generation.

Hvis vi overlader børnelivet til dem, der blot vil storme og nedbryde, ender vi med et fragmenteret samfund præget af mistillid, konflikter og stammetænkning.

Hvis vi derimod vælger at bygge op – at styrke fagligheden, respektere historien og insistere på dannelse – ruster vi vores børn til at blive frie, myndige og selvstændige mennesker, der kan navigere i en kompleks verden uden at miste sig selv.