Vikingerne kom til Grønland for 1.000 år siden. Selv CIA ved det

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den amerikanske administration har billedligt frosset historien om Grønland helt ud af sin kommunikation. Fakta er fraværende.

Når præsident Donald J. Trump for nylig påstår, at Danmark kom til øen i både for 300 år siden, og så tilføjer, at »det gjorde vi nok også«, så har han end ikke sit eget lands historie præsent. USA blev samlet i 1776, og Trump står i spidsen for fejringen af landets 250 årsdag den 4. juli 2026.

Så nej, der var ingen amerikanske både i nærheden, da Hans Egede kom til vore dages Nuuk i 1721. Er det bevidst manipulation fra Trump? Eller er det ren og skær bekymrende uvidenhed?

Jeg konstaterer, at ingen har fået Trump, Miller og Rubio til at forstå, hvad, hvor og hvem Grønland er. Det er ignorance på statsniveau. Og de amerikanske arkiver har rigeligt af materiale at øse af.

Det ville være enkelt, ligetil og bare et par klik væk at starte CIA’s The World Factbook.

Grønlands fact sheet i bogen oplyser, at »vikinger nåede øen i det 10. århundrede fra Island; dansk kolonisering begyndte i det 18. århundrede.« Det er almindeligt anerkendt, at Erik den Røde landede på øen omkring 982. Det var ham, som gav øen navnet Grønland.

En række amerikanske politikere og embedsfolk ud over Trump har sået helt uberettiget tvivl om Grønlands forhold til Danmark. Har Danmark overhovedet noget at gøre i den amerikanske hemisfære? lyder Trumps retoriske spørgsmål i Air Force One. Altså har Danmark højhedsret i den del af verden, som han nu ihærdigt vil udøve sin magt over ved at genaktivere Monroe-doktrinen og omdøbe den til Donroe-doktrinen?

Her slår den historiske uvidenhed fra Trump-administrationen igen til med syvtommerssøm. Amerikanerne behøver ikke gå 1.000 år tilbage for at lære og forstå sammenhængen. Men tilsyneladende er blot 110 år alt for langt et historisk tidsspand at overskue.

Det var ellers en tindrende klar aftale mellem Danmark og USA, dengang kongeriget afhændede Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix i 1917, at Danmark har højhedsret over Grønland uden nogle forbehold. Det fremgår tydeligt af en erklæring i tilknytning til aftalen om overdragelsen af Dansk Vestindien.

»Amerikas Forenede Staters regering vil ikke modsætte sig, at den danske regering udvider sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland,« hedder det i erklæringen fra 4. august 1916. En ordlyd, som er umisforståelig. USA vil ikke modsætte sig, er budskabet.

Den aftale er i dag end ikke det papir værd, som den blev skrevet på. For Trump accepterer ikke aftaler, som går hans planer imod. Pressesekretæren i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, gjorde dagens amerikanske holdning tydelig den 6. januar: »Præsident Trump har gjort det almindeligt kendt, at erhvervelsen af Grønland er en national sikkerhedsprioritet for USA, og det er afgørende for at afskrække vores modstandere i den arktiske region.«

I over 80 år har USA militært været til stede i Grønland. Det var i 1941, Danmarks gesandt i USA, Henrik Kauffmann, indgik en omstridt aftale med amerikanerne om forsvaret af Grønland. I løbet af Anden Verdenskrig opbyggede USA en række baser, vejrstationer og DEW-linjen, der var et flyvarslingssystem, som gik fra Alaska i vest til Island i øst. Der var ni DEW-poster i Grønland.

I dag har USA forladt alle baser i Grønland. Bortset fra deres strategisk vigtigste på kloden, Pituffik Space Base (tidligere Thulebasen), der ligger så tæt på Nordpolen, at satellitterne kommer forbi hele tiden.

Derfor kan amerikanerne via sporingsenheden Detachment 1 på basen konstant opdatere sine tropper kloden over. Det gjorde de f.eks. under krigen i Irak.

Danmark og USA indgik en ny forsvarsaftale den 27. april 1951 om forsvaret af Grønland. Aftalen er uløseligt bundet til samarbejdet i Nato.

Artikel 1 er knivskarp i formålet med aftalen: »Med henblik på at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske traktatområde vil regeringerne i Kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater, ved at forene deres bestræbelser på kollektivt forsvar, på bevarelsen af fred og sikkerhed og på udviklingen af deres kollektive evne til at modstå væbnet angreb, hver for sig tage sådanne skridt, som er fornødne.«

Den kollektive evne er i dag tydeligvis forsvundet. I dag er der blot et par hundrede amerikanere på Pituffik Space Base. Under Den Kolde Krig var Thulebasen bemandet med i omegnen af 10.000 amerikanske militærfolk. Det er ikke kun Danmark, som har hængt i bremsen med forsvaret af Arktis.

Alligevel kræver Donald Trump at overtage Grønland. »One way or the other,« som han siger. Det er rå magtarrogance tilsat en eklatant mangel på historisk viden og på diplomati. Og det er helt unødvendigt. For Forsvarsaftalen af 1951 giver USA nærmest frie tøjler til militær tilstedeværelse i Grønland.

Der fremgår knastørt i aftalens artikel 2, at uden at indskrænke den danske suverænitet over et forsvarsområde »skal regeringen i Amerikas Forenede Stater uden godtgørelse til Kongeriget Danmarks regering være berettiget til inden for et sådant område samt luftrummet derover og de tilstødende farvande at forbedre og i almindelighed indrette området til militært brug«.

Senere i aftalen understreges amerikanernes frie bevægelighed i Grønland med formuleringen om, at med henvisning til Forsvarsaftalen »har regeringen i Amerikas Forenede Stater for sine skibe og luftfartøjer og sine væbnede styrker samt køretøjer ret til fri adgang og færden mellem forsvarsområderne overalt i Grønland, herunder territorialfarvandene, til lands, til søs og i luften«.

Hvis den amerikanske administration med Trump i spidsen har svært ved at fange historiens vingesus ved at skulle gå 1.000, 110 eller 75 år tilbage, så kan USA blot gå tilbage til 2004, hvor den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, hans danske kollega, Per Stig Møller, og vicelandsstyreformand Josef Motzfeldt på en solbeskinnet 6. august i Motzfeldts fødeby, Igaliku, underskrev en opdatering og supplering af Forsvarsaftalen af 1951 »ud fra ønsket om at lette og forbedre samarbejdet på lokalt plan mellem de amerikanske militære myndigheder og de danske og grønlandske myndigheder«, som det hedder i Igaliku-aftalens præambel.

»Thulebasen er det eneste forsvarsområde,« slår aftalen fast som det allerførste. Senere fremgår det, at »parterne konstaterer og erklærer, at de uden unødig forsinkelse konsulterer hinanden om ethvert spørgsmål, som en af parterne måtte rejse om forhold vedrørende den amerikanske tilstedeværelse i Grønland.«

Det er med USA’s aktuelle krav om at overtage Grønland forstemmende at læse den fælleserklæring, som Powell, Møller og Motzfeldt sendte ud efter indgåelse af Igaliku-aftalen.

Parterne »tillægger de bestående traditionelle bånd mellem befolkningerne i USA og Grønland stor betydning. Disse bånd er baseret på de demokratiske og frihedselskende værdier, som vi deler, vores fælles forpligtigelse til international fred og sikkerhed samt den kulturelle og geografiske samhørighed mellem folkene i de arktiske områder«.

USA, Danmark og Grønland »ønsker at styrke et godt naboskab og venskab samt forstærke nære og varige relationer«, lød det for 22 år siden i den fælles erklæring fra Igaliku.

I dag kræver en historieløs Trump at overtage Grønland med et komplet fravær af godt naboskab og venskab. Og han har selvfølgelig ikke læst, hvad CIA også skriver i sit fact sheet om verdens største ø: »Grønland blev en del af det danske rige i 1953.«