En skole, der konstant beskrives som mislykket, får svært ved at lykkes

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den selvopfyldende profeti er Mertons begreb, som alle lærere stifter bekendtskab med på uddannelsen. Det beskriver i sin enkelthed, hvordan negative forventninger former virkeligheden: at et individ ofte bliver et produkt af det, det bliver mødt med.

Mange begreber fiser ind af det ene øre og ud af det andet, når man rammes af praksischokket, men netop begrebet “den selvopfyldende profeti” giver genklang ude i virkeligheden. Hvis lærerens billede af en elev er, at denne ikke vil fællesskabet det bedste, eller at denne spolerer timen, så er det ofte også det, eleven ender med at gøre. Det samme gør sig gældende i debatten om og framingen af folkeskolen som institution.

Netop derfor er det værd at standse op og se på, hvordan vi taler om folkeskolen som helhed. Det er bemærkelsesværdigt, at et begreb, som mange lærere tager alvorligt i mødet med eleverne, tilsyneladende mister sin betydning, når vi omtaler en af velfærdsstatens vigtigste institutioner.

Man vil nok mene, at det er en overdrivelse at definere folkeskolen som et individ, og at begrebet derfor ikke kan anvendes på folkeskolen som institution. Men et faktum er, at den huser mange individer. Individer, der inden for folkeskolens rammer skal udvikle sig, have det godt og lære at finde sig selv. Derfor fortjener folkeskolen respekten af ikke at blive underlagt en negativ selvopfyldende profeti.

Med dette perspektiv in mente er det svært ikke at hæfte sig ved den offentlige fortælling om folkeskolen. Scroller man gennem veletablerede og vigtige medier som Folkeskolen, Information, DR og TV 2 – medier, der burde afspejle skolens virkelighed – skal man efterhånden grave dybt for at finde de positive fortællinger.

Man bliver tværtimod mødt af overskrifter fyldt med udtryk som »Fejlslagen inklusion«, »Lærerstress«, »Sygemeldinger« og »Vold i folkeskolen«. Hvis man udefra, uden nogen tilknytning til folkeskolen, skulle anskue debatten, så ville man jo få et indtryk af, at folkeskolen er i en dødsspiral. Det bliver i højere grad et nulsumsspil blandt medier, politikere, fagfolk og andre meningsdannere omkring, hvordan man bedst muligt kan frembringe de værst tænkelige beretninger fra velfærdsstatens flagskib.

Man må gå ud fra, at en stor del af dem, der ytrer sig om folkeskolen, har mere end deres egen barndomserfaring at trække på. Mange har forsket, undervist eller arbejdet i feltet. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at så få anvender Mertons begreb, når de taler om folkeskolen i den offentlige debat. For når man konsekvent beskriver hverdagen i de danske folkeskoler som et dystopisk kaos – hvor elever slår og råber, og lærerne reduceres til magtesløse vagter – så er man i fuld gang med at undergrave den vigtigste institution, vores statskasse finansierer.

Det afspejler sig også i den politiske debat, som oftere handler om vold end ros, mere om sygdomme og skolevægring end om positive trivselsmålinger, muligheder og glade børn.

Men overskrifterne fortæller ikke hele historien. Trivselsundersøgelser viser fortsat, at den generelle trivsel i folkeskolen er god. De fleste elever har det faktisk godt i folkeskolen – og det er vigtigt.

Det betyder ikke, at man skal stikke hovedet i busken. Der er problemer: Alt for mange børn mistrives, ressourcerne er utilstrækkelige, nogle børn har skolevægring, og lærerne oplever et pres, der slider på kræfterne. Men omtalen må stå mål med den samlede virkelighed. Og virkeligheden er også, at de fleste lærere fortsat går glade på arbejde – og glade hjem. At langt de fleste elever møder i skole med lyst til at se deres kammerater og lærere. At folkeskolen hver eneste dag lykkes for hundredtusindvis af børn.

Mit eget perspektiv udspringer af en kombination af debat og virkelighed. Jeg står selv i et mellemsted mellem nyuddannet og erfaren nok til at tage stilling.

Gennem mange timers studiejob og halvandet år i folkeskolen som klasselærer, ugens gæst, valgfagslærer, SSP og meget andet har jeg fået fintunet mit eget synspunkt på debatten.

Mit perspektiv tager afsæt i en ikke så fjern studietid, hvor flere af mine medstuderende var sikre på, at folkeskolen var en stor, uløselig konflikt. En konflikt, de ikke følte sig rustet til, en konflikt, der skræmte dem – og at de dermed ikke glædede sig til at komme ud og udføre den lærergerning, de havde læst og set frem til i fire år.

Flere valgte folkeskolen fra og var sikre på, at der skulle de aldrig begive sig ud. Nogle valgte sågar lærergerningen fra. Men heldigvis valgte de fleste folkeskolen til – med stor succes.

Jeg tror i høj grad, at deres perspektiv er farvet af mediernes dækning, praktikoplevelser, men måske vigtigst af alt: manglende berøringsflade med virkeligheden. For virkeligheden er, som virkeligheden er – fyldt med nuancer.

Jeg har i min spæde karriere oplevet alle mediernes udlægninger, og hvis det var mit fokus, kunne jeg også bekræfte dele af det.

Virkeligheden er bare, at de negative billeder ikke fylder særligt i mit arbejdsliv. Det, der fylder, er glade elever, der gerne vil fortælle, hvad de har på hjerte. Elever, der ikke altid er klar til at lære, men er til at overtale. Elever, der kan bøvle med livet, skole eller venner, men lyser op, når tingene løser sig. Elever er, som unge mennesker er flest – forvirrede, fagligt dygtige, engagerede eller dagdrømmende om en hverdag i værkstedet, men vigtigst af alt er de forskellige.

Det billede genkender jeg også i de klasser, jeg selv har stået i. Min egen erfaring er ikke meget anderledes end de klasser, medierne reflekterer. Den bygger på klasser med diagnoser, tosprogethed, adspredt demografi, ordblindhed og elever, der betræder alle trappetrin blandt de sociale klasser.

Det er det, der fylder. Nuancerne og forskellighederne blandt eleverne er på godt og ondt. For mig og de fleste andre lærere er det heldigvis mest på godt.

Netop derfor er det afgørende, hvordan vi taler om folkeskolen. Der er problemer i folkeskolen, og de skal tages alvorligt. Men alle fortjener, at man også belyser de mange positive ting, som folkeskolen bidrager med.

Hvis vi igen skal gribe i den teoretiske værktøjskasse, kan vi med fordel tage fat i Rosenthal-effekten. Den taler nemlig ind i, at hvis man ønsker en virkelighed, hvor folkeskolen bliver valgt til, hvor flere søger ind på læreruddannelsen, hvor trivselsmålingerne stiger igen, og hvor færre lærere sygemeldes, så er vi nødt til at ændre den måde, vi taler om folkeskolen på.

Folkeskolen er unik og noget af det mest værdifulde, vi har. Derfor skylder vi elever, lærere, ledere, forældre og fremtidens folkeskolegængere at tale om den med den nuancering, det ansvar og den respekt, den fortjener.

En skole, der konstant beskrives som mislykket, får svært ved at lykkes. En skole, der beskrives med de positive værdier, folkeskolen i særdeleshed besidder, vil bidrage til at skabe et bæredygtigt fundament. Den selvopfyldende profeti.