Fra Bondi Beach til Tyler Robinson: Når unge mænd dræber

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En mand. En riffel. En strand. Han var 24. Han sagde intet. Han skød.

På Sydneys ikoniske Bondi Beach med det krystalklare og azurblå vand udspillede der sig et mareridt. Den paradisiske stemning blev flået itu af kugleregn. En far og hans søn åbnede ild mod strandgæsterne. Et masseskyderi. Mindst 16 blev dræbt. Angrebet var rettet mod jøder, der fejrede chanukka. Den unge gerningsmand havde forbindelser til Islamisk Stat.

Men Bondi Beach er ikke enestående. Over det seneste års tid har vi set unge mænd træde frem som koldblodige gerningsmænd i spektakulære mareridtssekvenser.

Hvad får unge mænd til at gribe til våben? Til at gøre vold til budskab, mord til symbol, meningsløshed til handling? Er det ideologi? Isolation? En sprække, hvor fantasi og virkelighed glider sammen?

Et svar er, at der ikke findes ét svar.

Tag Luigi Mangione, 26 år. Han skød koldblodigt direktøren for et af USA’s største forsikringsselskaber. På sine patronhylstre havde han indgraveret ordene “Delay Deny Defend” – en reference til en bog, der anklager selskaberne for systematisk at undgå udbetaling af erstatninger. Luigi havde 3D-printet sin pistol og skrevet et manifest i hånden.

Luigi var ikke drevet af religion, men af indignation. Han er idealisten. Villig til at gøre det ultimative – tage et liv – for at gøre op med det, han oplevede som strukturel uretfærdighed. En patologisk utilitarisme: Du er direktør for et illegitimt foretagende, derfor er du personligt ansvarlig. Din død bliver et middel i en større moralsk ligning.

Hans vold var ikke tavs. Den var iscenesat. Han indgraverede sit budskab i selve handlingen – i slogans på patroner. Mordet var kommunikation. En revolutionær i miniature – politisk, ideologisk, enkeltsagsorienteret.

Naveed fra Bondi Beach repræsenterer en anden type: fundamentalisten. Han handlede ikke i rettens eller samfundets navn, men i Guds. Overbevist om at udføre en højere vilje var han kompromisløs i sin fanatisme. Fundamentalisten befinder sig mentalt i det hinsides; han har allerede forladt den menneskelige verden, hvor tvivl, skyld og medmenneskelighed hører hjemme. Vold som ritual. Ikke budskab, men bekræftelse. En fuldførelse af noget forudbestemt – gudgivet skæbne.

Men ikke alle unge gerningsmænd er drevet af religion eller indignation. Nogle handler ud fra fantasiens storhed, andre ud fra apatisk tomhed. Andre igen fra digital smitte, hvor fjendebilleder kurateres, myter gentages og sætter sig i kroppen.

Vi kender dem fra litteraturen.

I Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” møder vi Raskolnikov – en 23-årig akademiker, fremmed i storbyen, fanget i febervildelse og selvretfærdighed. Han er overbevist om, at han står over moralen, hævet over loven, og at han fortjener mere, end livet har givet ham. Derfor må han overskride grænser.

Han planlægger et mord, ikke som forbrydelse, men som filosofisk prøve. En tese, han tidligere har formuleret i et tidsskrift: at de største mennesker i historien har måttet fjerne hindringer på deres vej, og at en moralsk ugerning derfor kan være moralsk god, hvis den fører til storhed.

Han slår derfor en gammel pantelånerske ihjel med en økse – en velpolstret kvinde, han betragter som forfærdelig, som ingen vil savne.

Raskolnikov er fantasten. Drevet af storhedsfantasier og selvskabte rationaler. Men i modsætning til fundamentalisten og idealisten bryder hans konstruktion sammen. Samvittigheden melder sig. Skylden kan ikke abstraheres væk. Fantasien kan ikke bære virkeligheden.

I Albert Camus’ ”Den fremmede” møder vi Meursault. 30 år. Apatisk og formålsløs. Hans mor dør, men han føler intet. Han registrerer det, men ser intet problem. Han træffer beslutninger ud fra et konstant “hvorfor ikke”. Ingen tese, indignation eller gud.

Efter en konflikt med en arabisk mand går han senere alene tilbage til stranden. Uden plan. Uden motiv. Solen står højt. Lyset blænder ham, presser sig ind i kroppen som en fysisk smerte. Han mærker varmen, sveden, det blændende skær – og pistolen i hans hånd føles som en forlængelse af atmosfæren.

Han skyder. Ikke af hævn, ikke af ideologi, men fordi øjeblikket bliver uudholdeligt. Fordi Solen blænder ham.

Volden er absurd, tilfældig, uden mening. Netop derfor dømmes han hårdere i retssalen. Ikke fordi han skød, men fordi han ikke kunne forklare hvorfor. Han var affektløs. Ingen årsag, fortrydelse eller moral. Meningen bor ingen steder – og derfor bliver Meursault den fremmede.

22-årige Tyler Robinson skød og dræbte debattøren Charlie Kirk, mens han stod på scenen. Robinson var ikke drevet af en doktrin, men af en figur. Et ansigt, en stemme, et navn, der gennem konstant eksponering var blevet centrum for hans politiske og følelsesmæssige orientering – og had.

Når han endte med at gøre, som han gjorde, og én person trådte så entydigt frem som symbol, er det nærliggende at forestille sig ham sidde og se det gentage sig. Klip, opslag, debatter. Den samme figur igen og igen, indtil den ikke længere blot var politisk, men satte sig som affekt.

Ifølge familien havde Robinson i løbet af det seneste år forskudt sig. Han var blevet mere venstreorienteret, mere engageret, mere uforsonlig. Efter at have fået en transkønnet kæreste blev modsætningerne i familien skarpere. Faren, en indædt Maga-tilhænger, stod som modpol. Spændingerne var ikke længere blot ideologiske, men relationelle.

Kirk samlede disse modsætninger i én person. Ikke som politisk modstander, men som symbol. Et sted, hvor kæresten, faren og den offentlige konflikt gled sammen. »Jeg havde fået nok af hans had. Nogle former for had kan ikke forhandles væk,« skrev Robinson til sin kæreste efter drabet.

Her er volden ikke et argument og heller ikke et ritual. Men kan læses som et afmægtigt udbrud af had. Robinson hadede i et loop – algoritmisk. Vi kan kalde ham den algoritmiske.

Ser man disse figurer samlet, tegner der sig et mønster – et mønster af fortabelse. I fanatismen. I indignationen. I storhedsfantasien. I ligegyldigheden. I symbolet.

De repræsenterer ikke én psykologi, men flere rationaler – og fraværet af dem. Fundamentalisten, idealisten, fantasten, den fremmede, den algoritmiske. Det, der adskiller dem, er ikke volden, men deres forhold til mening. Nogle overproducerer den, andre reducerer den, andre nægter den. Fælles er, at handlingen bliver det sted, hvor et indre pres får form – og detoneres.

At det næsten altid er mænd, er ikke tilfældigt. Hvor kvinder oftere internaliserer sammenbruddet, eksternaliserer mænd det. Affekt og apati vendes udad. Mænd har tendens til at samle sig om én sag, én sandhed, én løsning. Kvinder fortaber sig oftere i relationer og følelser og vender nederlag indad. Derfor ser vi sjældent samme type vold hos kvinder.

Alle eksemplerne er uhyggelige. Den kalkulerede såvel som den tilfældige. Men fundamentalisten er den værste. Fordi hans handling er designet til at tage meningen fra os andre. Masseskyderier, lastbilsmassakrer og selvmordsbomber repræsenterer en kalkuleret vilkårlighed, der efterlader os i visheden om, at det kunne være hvem som helst. At vi blot kan sidde i det forkerte fly. Gå på det forkerte julemarked. Stå på den forkerte strand.

Når unge mænds virilitet – drivkraften og handlekraften, der normalt fremmer livet – forvandles til indebrændt og rå ekstremisme, bliver principper absolutte og vildfarelsen uigenkaldelig. Og vi står tilbage med meningsløshedens ekko.