Kontrol er godt – men tillid er billigere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvad er det særligt danske? Det spurgte kulturminister Jakob Engel-Schmidt danskerne om i en imponerende folkehøring. Sammen med blandt andet højskolerne, pølsevognene, håndbolden og foreningslivet blev ”tillidssamfundet” udpeget som vinder. Det betyder, at ”tillidssamfundet” nu får mulighed for at blive optaget på Unescos liste over verdensarv.

At netop ”tillidssamfundet” blev indstillet som en del af Danmarks kulturarv, siger meget om vores selvforståelse. Tillid er ikke blot en rar kvalitet i hverdagen – et smil fra en fremmed, en ubemandet vejbod, hvor man selv lægger penge for hvide kartofler, røde jordbær eller orange græskar til halloween.

Tillid er en usynlig social lim, der gør det nemmere at samarbejde.

Tallene viser, at Danmark er verdensmester i tillid. Spørger man: »Kan man stole på de fleste mennesker?« svarer over 77 pct. ja. I Sydeuropa er det måske 20 pct. I mange udviklingslande under 10 pct.

Den tillid gør en verden til forskel. Hvor der mangler tillid, skal man bruge kontrakter, advokater, vagter og bureaukrati. Så tillid kan reducere omkostninger, mens kontrol kan mangedoble dem: Kontrol er godt – men tillid er billigere.

Et særligt dansk eksempel er vejboden. Her kan man frit tage varer og lægge penge i en kasse. Systemet fungerer, så længe de fleste betaler. Både sælger og køber vinder. Men vejboden viser også bagsiden: Hvis for mange begynder at snyde, står ejeren tilbage med tabet – eller det, man også kunne kalde tåbens løn.

Vi danskere kan indimellem være konfliktsky og blåøjede. Vi håber, at folk af sig selv ser, hvis de snyder, og retter ind. Derfor risikerer vi, at easy-ridere – dem, der nasser på fællesskabet – udnytter tolerancekulturen.

George Orwell beskrev risikoen i ”Animal Farm”, hvor ingen stillede kritiske spørgsmål til de snedige grise, som levede af andres indsats, især arbejdshesten Boxer. John Steinbeck gjorde easy-rideren til helt i romaner som ”Dagdriverbanden”. Men i virkeligheden kan et samfund ikke overleve, hvis for mange springer over, hvor gærdet er lavest.

Det er en påmindelse om, at tillid kræver vedligeholdelse – ellers risikerer vi at ende som tåben, der står tilbage med regningen.

Tillid er således ikke et usynligt råstof, der kan udvindes uendeligt. Den kan forvitre. De seneste år har vi set revner i fundamentet: fra skandaler i Skattestyrelsen og banksektoren til mistillid i sundhedsvæsenet og en bølge af centralisering og detailstyring. Reaktionen har ofte været mere kontrol.

Men netop her ligger paradokset: Overkontrol skaber mistillid, som igen kalder på endnu mere kontrol. Resultatet er en negativ spiral, hvor de varme hænder i velfærden bliver kolde, fordi tiden går med registreringer frem for kerneopgaver. Langsomt og nærmest umærkeligt kan vi glide fra ”tillidssamfundet” over i ”kontrolsamfundet”.

I Danmark er flertallet heldigvis det, man kan kalde hard-ridere – mennesker, der bærer tilliden og ofte yder mere, end man kan forvente. Men de risikerer at miste modet, hvis systemet designes efter de få, der snyder. Overkontrol rammer netop de flittige, fordi arbejdsglæden og motivationen forsvinder, når hver detalje skal dokumenteres.

Vi kender fænomenet fra velfærdssektoren. Lærere og sygeplejersker bruger timer på skemaer og indberetninger i stedet for på børn og patienter. De varme hænder bliver kolde. Resultatet er en negativ spiral: Jo mere kontrol, jo mindre tillid – og jo mere kontrol igen.

Netop derfor skal vi værne om balancen. Vi har ikke råd til at lade easy-riderne ødelægge systemet, men vi har heller ikke råd til at kvæle hard-riderne i kontrol. I et globaliseret arbejdsmarked er tillid en konkurrencefordel. Hvor andre lande må bruge milliarder på advokater, kontrakter og kontrol, kan vi i Danmark ofte klare os med et håndtryk. Det gør os mere fleksible, mere innovative og hurtigere til at tilpasse os nye udfordringer.

Et illustrativt eksempel er Bonnet Maskinfabrik i Lemvig Kommune. Her har 15 medarbejdere produceret tandhjul og specialdele siden 1890. Under finanskrisen i 2008 tørrede ordrebøgerne ud. Virksomheden overlevede, ikke gennem spareknive og kontrolsystemer, men gennem fælles indsats og kreativitet.

Direktør Lars Emtkjær har ingen stempelure, ingen tidsregistrering, ikke engang en kvalitetskontrolafdeling. I stedet forventes det, at folk tager ansvar. Hvis en fejl opdages, meldes den straks – bedre at løse problemet internt end at sende det ud. Filosofien er klar: Vi er en maskinfabrik, ikke en papirfabrik.

Denne tillidskultur skaber innovation. Under krisen foreslog medarbejderne selv nye nicher, kontaktede tidligere kunder og fandt løsninger på at udnytte kapaciteten. Emtkjær forklarer det med en fodboldmetafor: Det er sundt at være lidt presset. I en kamp, hvor pointene tæller, spiller man bedre end i en træningskamp.

Kunderne mødes også med tillid. Aftaler sker ofte på et håndtryk frem for gennem advokatkontrakter. Nogle gange brænder man fingrene. Men langt oftere sparer man tid og penge, og relationen styrkes. I en global økonomi, hvor teknologi og kapital kan flyttes hurtigt, er tillid et unikt konkurrenceparameter. Det kan ikke kopieres fra dag til dag. Når Danmark rangerer højt på innovation, velstand og livskvalitet, er en væsentlig del af forklaringen netop den tillid, der gennemsyrer relationer mellem borgere, virksomheder og stat.

Men vi kan ikke tage den for givet. Tillid kan forsvinde hurtigere, end den opbygges. Et samfund, hvor alle kontrollerer alle, risikerer at ende som et kontrolsamfund snarere end et tillidssamfund.

Historien giver skræmmende eksempler – fra Stalins Sovjet med en hær af kontrollanter og tvangsarbejde til nutidens regimer med massiv overvågning. Det er ekstremt dyrt at tvinge mennesker frem for at motivere dem. I Danmark, hvor tilliden er højest, kan vi nøjes med mindst kontrol. Det frigiver ressourcer til kerneopgaver.

Et ord er et ord, og et håndtryk er ofte nok. Det er billigere – og mere effektivt.

Forudsætningen er dog, at vi aktivt støtter hard-riderne. De skal anerkendes, have ansvar og føle, at deres indsats gør en forskel. Derfor må vi huske at give hard-riderne et klap på skulderen.

Det er dem, der holder ”tillidssamfundet” kørende – læreren, sygeplejersken, iværksætteren, den frivillige. De skal ikke mødes med mistillid, men med anerkendelse og ansvar. Ledelse i både private og offentlige organisationer bør bygge på tillid, selvregulering og gensidig dialog.

Samtidig må vi som tough-ridere turde konfrontere easy-ridere, så de ikke underminerer systemet. Ligesom når alle hard-riderne pænt står i kø henne i Brugsen, og der så pludselig dukker en easy-rider op, som maser sig ind foran i køen. Så står hard-riderne og kigger på hinanden, og her er det vigtigt, at en af dem påtager sig den ekstra opgave, det er, at blive en tough-rider og gå hen til easy-rideren for at fortælle, hvor køen starter.

På den måde undgår vi, at easy-riding bliver en succesfuld strategi, og at det ikke er i orden at snyde andre på denne måde.

At ”tillidssamfundet” blev indstillet til Unescos verdensarvsliste, betyder øget opmærksomhed, så vi ikke bare tager tilliden for givet. Det er en påmindelse om, at tillid er både kultur og konkurrenceevne. Det er en ressource, der har bragt os velstand, sammenhængskraft og handlekraft.

Tillid er ikke naivitet. Det er en økonomisk rationel strategi. I det nye årtusind, hvor lande bliver mere ens på mange parametre, kan tillid være vores stærkeste trumfkort. Så hvorfor ikke blive ved med at gøre det, vi er gode til?