Det meste er, som det plejer i Irak. Men noget er anderledes

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Valgkampen i Irak har været i gang længe. De fleste gader bugner af valgplakater med mænd i jakkesæt, valgsymboler for de mange partilister og slagord med løfter om udvikling og forandring.

På overfladen fremstår det som en helt almindelig valgkamp, men under overfladen er situationen præget af den velkendte blanding af vold, trusler og politiske spændinger. Et illustrativt eksempel: Den 15. oktober blev Safaa al-Mashhadani – spidskandidat for en af landets største sunnimuslimske alliancer og medlem af Bagdads regionsråd – dræbt i en bilbombe.

To personer er siden blevet anholdt for attentatet, men deres identitet er ikke blevet offentliggjort, så ingen ved, om angrebet bunder i interne magtkampe eller er begået af politiske modstandere (læs: shiamuslimske militser). Det eneste, myndighederne har oplyst, er, at drabet sandsynligvis var politisk motiveret og havde forbindelse til valget.

I Irak er der mange måder at skaffe sig af med politiske modstandere på. Senest har det uafhængige parlamentsmedlem Sajad Salim, en tidligere aktivist fra de prodemokratiske protester, der rystede landet i 2019, fået forbud mod at genopstille.

Ifølge Iraks uafhængige valgkommission skulle han angiveligt have fornærmet nogle deltagere under en shiamuslimsk højtidelighed. Den reelle grund skal dog nok snarere findes i Salims vokale kritik af både regeringen og de iransk-støttede shiamilitser, der stod bag trusler, bortførelser og drab på mere end 600 irakere i forbindelse med demonstrationerne i 2019.

De mange eksempler på trusler, vold og beskidte politiske kneb, som har præget de senere års valgkampe, har undermineret irakernes tillid til det politiske system. I år verserer der ovenikøbet rygter om, at nogle af de store politiske blokke opkøber valgkort for helt op til 1.000 kr. pr. styk.

Og det bliver ikke bedre, når valget først er overstået, for så intensiveres magtkampene med det resultat, at regeringsdannelsen trækkes i langdrag.

Det plejer at tage omkring seks måneder at danne regering – om end det tog næsten et år efter valget i 2021 – og det handlingslammer både det politiske system og statens institutioner.

Det er derfor ikke overraskende, at mange irakiske vælgere oplever en stigende politikerlede og vælger at ”stemme med fødderne”. Hvor omkring 75 pct. af befolkningen deltog i de første valg efter Saddam-styrets fald i 2005 og 2006, er valgdeltagelsen siden faldet markant – kun 41 pct. stemte ved parlamentsvalget i 2021.

Valget i november er dog ikke kun business as usual. Hvor valgene i 00’erne i høj grad blev defineret af kampen mellem kurdiske, sunnimuslimske og shiamuslimske blokke, udspiller de afgørende politiske magtkampe sig i dag primært inden for den shiamuslimske lejr. Der er sket en forskydning i Iraks politiske landskab, hvor gamle skillelinjer mellem landets etnisk-religiøse grupper ikke længere alene forklarer de magtstrukturer, der former landets fremtid.

Mange irakere er dybt frustreret over korruption, manglende forsyninger på el og vand, stigende arbejdsløshed og faldende levestandard, og parlamentsvalget burde derfor være en god anledning til at få sat disse emner på dagsordenen.

Problemet er bare, at de fleste shiamuslimske politikere bruger mere politisk energi på en kompleks intern magtkamp, der fremmer deres egne interesser, end på befolkningens behov. Midt i dette magtspil står den shiamuslimske premierminister, Muhammed al-Sudani, der kæmper hårdt for at blive genvalgt.

Og han skal ikke bare håndtere indenrigspolitiske rivaler, men også sikre sig opbakning fra de mange shiamuslimske grupper med tætte forbindelser til Iran uden samtidig at provokere USA. Og det er ikke nogen let opgave.

Den helt store udfordring for de shiamuslimske politikere er håndteringen af al-Hashd al-Shaabi – de såkaldte ”Folkelige Mobiliseringsstyrker”. Det er et sammenløb af mange forskellige militser, der oprindeligt blev oprettet i 2014 med det formål at bekæmpe Islamisk Stat.

Selvom organisationen formelt blev integreret i Iraks sikkerhedsstyrker i 2016 og placeret under premierministerens kommando, opererer mange af grupperne i praksis uafhængigt af staten. Al-Hashd har efterhånden udviklet sig til en af de mest magtfulde politiske og militære aktører i Irak, og det betyder, at kun de shiamuslimske politikere, der forstår at sameksistere med (læs: støtte) militserne, kan regne med at få del i magten efter det kommende valg.

Men det er lettere sagt end gjort. For dels består al-Hashd al-Shaabi af meget forskelligartede militser, dels har en stor del af dem tætte forbindelser til Iran og refererer direkte til iranske militære strukturer for støtte, træning og finansiering. Iran udøver samtidig et massivt politisk og økonomisk pres for at bevare sin indflydelse i Irak gennem disse grupper, hvilket gør livet vanskeligt for de irakiske politikere.

Og som en særlig udfordring har flere af de iransk-støttede militser i dag etableret politiske afdelinger og partier, der blander sig aktivt i politik og nu stiller op til valget.

At al-Sudani har kunnet beholde posten som premierminister i den seneste valgperiode, skyldes ikke mindst, at han har set gennem fingre med al-Hashds voksende indflydelse og flere gange direkte har støttet dem økonomisk og politisk. Han har intet gjort for at standse militsernes omfattende smuglernetværk, der tjener store summer på at stjæle og videresælge olie og andre vigtige varer.

Han har heller ikke grebet ind over for de mange droneangreb, som de iranskstøttede militser har rettet mod det kurdiske område i Irak som straf for deres samarbejde med USA. Tværtimod har han efter pres fra Iran forbudt det kurdiske selvstyre at eksportere deres olie ud gennem Tyrkiet og derved hjulpet iranerne med fortsat at sælge deres olie uden om de amerikanske sanktioner.

Det har naturligvis haft store konsekvenser for forholdet til USA, der senest har truet Irak med økonomiske og politiske sanktioner, hvis landet ikke straks lægger afstand til Iran. I den anspændte situation mellem USA og Iran, der er præget af uenigheder om atomprogrammet, situationen i Gaza og Israels rolle i Mellemøsten, er det helt afgørende for amerikanerne at få styr på Irans handlemuligheder.

Og noget af det er lykkedes: Senest har amerikanerne f.eks. fået al-Sudani til at trække et lovforslag tilbage, som ville have givet al-Hashd udvidede beføjelser på det militære område. Til gengæld har de ikke haft held til at få afsat lederen af al-Hashd, Falih al-Fayyadh, et krav, der har skabt dyb splittelse internt i den shiamuslimske lejr.

Der er næppe tvivl om, at det bliver shiamuslimske partiledere, der kommer til at danne regering efter valget – det er og bliver den største gruppering.

Men uanset hvem det bliver, vil de stå over for et svært dilemma: Hvis de følger USA’s linje, risikerer de at miste opbakning fra – eller direkte blive væltet af – de iransk-støttede shiamuslimske militser. Men hvis de læner sig for tæt op ad det iranske styre, truer amerikanske sanktioner og yderligere international isolation.

Det er med andre ord et valg mellem pest og kolera – og måske værst af alt: ingen af delene bidrager til at løse de helt grundlæggende problemer, de irakiske vælgere kæmper med i dagligdagen.