Europas ledere forstår ikke, hvad der sker i verden omkring dem

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi lever i resterne af den liberale tidsalder. Siden Murens fald har vi levet i en verdensorden, hvor USA har været enerådig. En verdensorden, hvor amerikanerne har bortkastet international lov og i stedet givet sig selv grønt lys til at angribe og føre krige alle steder, hvor det tjener deres egne eller Vestens interesser.

Siden den westfalske fred i 1648 har det ellers været det bærende princip i den internationale orden, at lande ikke må blande sig i hinandens indre forhold. Ja, det er faktisk også grundlaget for den internationale lov, der blev etableret sammen med FN efter Anden Verdenskrig. I Danmark taler vi ofte henført om »den regelbaserede verdensorden« og underforstår, at der er tale om fine, hæderkronede principper. Det er ren propaganda.

Den såkaldte regelbaserede verdensorden er snarere et amerikansk retorisk greb, der opstod i 90’erne for at legitimere en ellers ulovlig udenrigspolitik. Tænk eksempelvis på bombningerne af Serbien og invasionen af Irak. Klokkeklart ulovlige krige, som det amerikanske etablissement havde brug for at retfærdiggøre over for sin egen befolkning.

Nu handlede det pludselig om menneskerettigheder, truslen fra masseødelæggelsesvåben og selvfølgelig, at vi kæmper mod ondskaben. Tror, det vil være svært at opdrive en eneste amerikansk krig, hvor modstanderens leder ikke er blevet sammenlignet med Hitler.

Den regelbaserede verdensorden er således ikke skrevet ned noget sted. Den er bare alt det gode, som USA gerne vil på et givet tidspunkt, og er som udgangspunkt i direkte modstrid med international ret, som siger, at Vesten skal holde snitterne for sig selv. Vi har brudt loven igen og igen og hævder alligevel at være på den internationale ordens side. Det er da pudsigt.

Som jeg før har skrevet om i disse spalter, er denne orden nu død. Amerikanerne vil ikke længere. De har rigeligt med hjemlige problemer at slås med. Resten af verden har kun hån tilovers for vores moralprædikener, og feberfantasierne om at have blød magt eller være en humanitær stormagt er døde og borte.

Ikke desto mindre holder stort set alle europæiske statsledere stadig fast i illusionen om det liberale hegemoni. De lader som om, at vi stadig kan kræve fremmede regeringslederes afgang, og har bildt sig ind, at den store skillelinje i verden går mellem demokratier og autokratier. Set udefra er det et enestående tragisk svigt af de europæiske befolkninger. Vores ledere holder febrilsk fast i en verden, der ikke findes mere.

Og nej, det handler ikke om Trump. For det første begyndte orienteringen væk fra Europa allerede under Obama, men endnu vigtigere er det slet ikke afgørende, hvem der har præsidentmagten. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt amerikanerne ønsker at oprette det liberale hegemoni eller ej, for de er slet ikke i stand til det længere.

USA’s magt over verden har været nedadgående i årtier. Kina har måske allerede overhalet den amerikanske økonomi i størrelse eller gør det i løbet af få år, og Indien er nogle årtier efter. Det ændrer fundamentalt verdens balance.

Det er også i det lys, man skal se det meste af Trumps udenrigspolitik. Han agerer, som om vi har fået en bipolær verden med USA og Kina som konkurrerende supermagter. Bedst eksemplificeret med de nye amerikanske toldsatser, der har været særligt høje på kinesiske varer, og som Trump jævnligt har truet med at hæve til et uhørt højt niveau.

I den strategi er det selvfølgelig mere end oplagt, at amerikanerne allierer sig med både Rusland og Indien i kampen med den kinesiske rival. Sådan lyder anbefalingen da også fra både førende akademikere og tænketanke. Det er en gentagelse af Den Kolde Krigs logik. Den enes død er den andens brød.

Alt imens stormagterne strides, bliver Europa stadig mere ligegyldigt. Vores regeringschefer prøver efter bedste evne at bilde befolkningerne ind, at russerne er en stor og overhængende trussel, selvom vi i forvejen har et flere gange så stort militærbudget som dem, og at Rusland selv efter flere års kampe ikke engang er i stand til at erobre det østlige Ukraine.

Et biprodukt af Ukrainekrigen er i øvrigt, at Kina og Rusland er rykket langt tættere sammen. Og i regi af samarbejdet Briks har de taget store skridt mod at gøre sig uafhængige af Vestens økonomiske institutioner.

Engang var Briks blot en smart forkortelse for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, men i dag er det et veludviklet, mellemstatsligt økonomisk samarbejde.

Den vigtigste internationale begivenhed i mange år var således Briks-topmødet i Kazan i Rusland i 2024, hvor samarbejdet blev udvidet markant. Det dækker nu lidt over halvdelen af verdens befolkning og knap halvdelen af verdens økonomi. Herhjemme er der stort set ingen, der har lagt mærke til det.

Briks-samarbejdet er et rent mellemnationalt samarbejde og er på ingen måde domineret af Kina. Tværtimod er der en klar forståelse mellem landene af, at de hver især skal forsøge at gøre sig uafhængige, og kineserne har eksempelvis ingen reservationer over for det tætte samarbejde mellem Rusland og Indien.

Det er en anden måde at sige på, at hverken Kina eller de andre nye stormagter ser en bipolær verden foran sig. I modsætning til det amerikanske udenrigspolitiske etablissement, der i stigende grad er fikseret på Kina som den nye hovedmodstander, ser resten af verden fremvæksten af en multipolær verdensorden. Hverken én eller to stormagter, men mange.

Det er det triste. Europæerne sidder håbløst fast i forestillinger om det unipolære liberale hegemoni, amerikanerne bevæger sig med stormskridt mod en bipolær verdensorden, mens resten af verden er ved at omstille sig til den multipolære.

Trump personligt er faktisk et stykke foran sine landsmænd og har under sin første administration og i denne sendt tydelige multipolære signaler. Til FN’s Generalforsamling har han talt om en verden bestående af selvstændige nationalstater med særlige forskelle, der skal respekteres. En radikal afvigelse fra årtiers vestlig insisteren på universelle menneskerettigheder.

Jeg føler mig dog ikke overbevist om, at Trumps mere internationalt favnende fornuft vinder over det bomstærke amerikanske militærindustrielle kompleks’ ønske om at genopføre Den Kolde Krig.

Det så vi eksempelvis forleden, hvor Trump igen talte til FN, men denne gang med store udfald mod Rusland, Kina og Indien. Og pudsigt nok angreb han ikke mindst europæerne for stadig at købe russisk olie, hvilket selvfølgelig også er sælsomt paradoksalt, når nu de europæiske ledere ellers er radikalt mere konfrontatoriske over for Rusland end Trump.

Men én ting er, hvad Europa faktisk gør. Noget andet er, hvad vi burde gøre? Det pudsige er, at Europa i langt højere grad end USA har en interesse i en multipolær verdensorden. Den brændende interesse og forståelse for andre kulturer er oprindeligt en europæisk specialitet. Noget, vi engang var stolte af.

Det er utrolig sårbart for os at være afhængige af kritiske ressourcer, uanset om det er Rusland, Indien, Kina eller USA. Vi bør naturligvis diversificere. Handle med alle og tale med alle.

Ja, vi kommer til at stå i skyggen af stormagterne, men det er op til os selv, om det bliver et problem. Gør vi os afhængige af en enkelt, er vi sårbare. Samarbejder vi med hele verden, bliver det vores styrke.