Fortsæt til indhold
Kommentar

Det amerikanske imperium er dødt. Længe leve stormagten USA

USA er ved at omlægge sit land fra imperium til en stormagt med snævre nationale interesser.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Vesten er vi ikke vant til at tænke på USA som et imperie, men det er den mest meningsfulde beskrivelse. Bag retorikken om liberale rettigheder og en ”regelbaseret” verdensorden har der siden 1990 reelt været tale om en amerikansk baseret verdensorden.

Vi ynder at bruge den mere positive betegnelse ”politibetjent”, men den beskrivelse gør os ikke stort klogere på, hvordan USA reelt har udøvet sin magt.

Siden Anden Verdenskrig har de globale institutioner grundlæggende været redskaber til udøvelse af amerikanske (og vestlige) værdier. Diplomatisk pres, økonomiske hjælpepakker, CIA-indblanding i valg, forsyningskæder, mediestøtte, bevæbning af oppositionsgrupper, trusler om militære interventioner og selvfølgelig regulære krige.

Alt sammen en del af den omfattende imperiale redskabskasse, som USA har anvendt gennem årtier på godt og ondt.

Det er tydeligt, at det amerikanske imperium er under afvikling. I 1960 udgjorde USA 40 pct. af verdens økonomi, i dag udgør det 25 pct. og er spået til at falde til 10 pct. i 2050. I sig selv en god historie om fremgang over hele verden, men det er ikke foreneligt med fortsat amerikansk dominans.

Den militære overlegenhed er historisk set endnu mere suveræn. Det kan være, at det britiske imperium udgjorde en fjerdedel af verdens territorium, men militært set er det amerikanske imperium det ubestridt mest dominerende i verdenshistorien.

Den position har imidlertid ikke været gratis. Gennem årtier har USA brugt i omegnen af 5 pct. af bnp på militæret, og som historikeren Niall Ferguson påpegede i sin nu 20 år gamle bog ”Colossus: The Rise and Fall of the American Empire”, er det fuldstændig uholdbart for USA at opretholde et sådant forbrug. Et imperialt overtræk.

I dag er den militære andel da også nået ned på godt 3 pct., og Trump ønsker at reducere den yderligere.

Faktisk har han henvendt sig til Rusland og Kina med et ønske om fælles nedrustning. Godt for verden, men også en nødvendighed for USA.

Problemet med overdrevne militærudgifter er blevet særligt problematisk, fordi USA sidste år brugte næsten 3 pct. af bnp på rentebetalinger af den offentlige gæld. Den amerikanske offentlige økonomi hænger faktisk lige så dårligt sammen som et tvivlsomt sydeuropæisk land og klarer sig kun på grund af dollarens status som verdens reservevaluta.

Der er næppe en større trussel mod USA’s styrkeposition end de ukontrollable offentlige underskud med stadig mere smertefulde renteudgifter.

Reduceringen af de imperiale ambitioner handler så langtfra kun om militær. Nogen har måske lagt mærke til Trumps slagtning af USAID, der koster 300 mia. om året, svarende til 0,2 pct. af det amerikanske bnp. De penge er eksempelvis brugt til at finansiere størstedelen af de ukrainske medier, russiske oppositionsmedier, farverevolutionerne og alt muligt andet over hele verden.

Og mens amerikanske skatteborgere er rasende over spildet af penge, er de i Indien decideret rødglødende over afsløringerne af amerikanske midler til politiske projekter, som de opfatter som en antidemokratisk indblanding i deres valghandlinger. Den slags forsøg på at købe sig til magt kunne det amerikanske imperium finansiere, men det går ikke længere. USA er ved at omlægge sit land fra imperium til stormagt. En stormagt, der forfølger sine snævre nationale interesser uden forblommet retorik.

Stormagten USA kan ikke længere tage for givet at have fri adgang til verdens naturressourcer og må gøre sig uafhængig af de andre stormagters luner. Derfor er adgangen til fossile brændstoffer, sjældne mineraler og stabile forsyningskæder pludselig blevet afgørende. Læs: Panamakanalen, Grønland og Ukraine.

USA er nu ved at høste de lavthængende frugter ved at udnytte mulighederne hos sine tætteste allierede. Det kan man sagtens synes er umoralsk, forfærdeligt og alt muligt andet.

Man kan også bare konstatere det. Reflektere over, hvor tåbelig vores udenrigspolitik var været de seneste tre årtier. Og indstille sig på den nye virkelighed.