Erfaringer fra andre lande taler imod aktiv dødshjælp
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Statsministeren taler varmt for indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark. Men hvordan står det til i de få lande, som har indført denne praksis? Lad os se på den seneste udvikling i Canada, som indførte aktiv dødshjælp i 2016.
De medicinske drab – kaldet Medical Assistance in Dying også forkortet MAID – har reelt skabt et endeløst medicinsk eksperiment. Den ene dag var en dødbringende injektion et drab, den næste dag var det legitimt, som var det en rutineoperation. Forskellen er, at der ikke er ventetid på dødshjælp, og praksis er hurtig og mere effektiv.
Netop effektiviteten er iøjnefaldende. MAID står nu for hvert 20. dødsfald i Canada, hvilket er mere end de samlede dødstal for Alzheimers sygdom og diabetes tilsammen. Livet skal formes og helst afsluttes, hvis det former sig helt forkert. Det er for tidligt at kalde dødshjælp for en livsstil i Canada, men det er et åbent eksperiment, som vi andre kan lære af.
I de første år var dødshjælp i Canada begrænset til svært syge patienter, som allerede stod ved livets afslutning. Men senere er loven blevet udvidet, så den nu inkluderer mennesker med alvorlige sygdomme, som ikke er døende. Desuden er det besluttet, at dødshjælp om blot to år også skal inkludere psykisk syge og børn. En udvikling, vi også har set i Holland.
Dødshjælp er ikke længere en undtagelse i Canada. De seneste tal fra 2023 fortæller om et samlet antal på 60.300 canadiere, som indtil videre har modtaget assisteret dødshjælp. Antallet har været i voldsom vækst fra lidt over 1.000 personer i 2016 til langt over 15.000 personer i 2023. Alene i Quebec dør 7 pct. i dag via dødshjælp, hvilket er det højeste tal i hele verden.
Canada er blevet centrum for verdens hurtigst voksende dødshjælpsregime, som alene bygger på konceptet om patientautonomi. Aktiv dødshjælp er autonomiens triumf. Men vi glemmer let, at patientens valg påvirkes af omgivelserne. Magasinet The Atlantic beretter om en svært syg lungepatient, som blev indlagt på et hospital i Quebec i januar 2024. Ægtefællen lå ved hans side under indlæggelsen. Dagen før, han fik sprøjten, lød hans begrundelse for dødshjælp, at han ikke ønskede at være til besvær for ægtefællen. Næsten halvdelen af de personer, som får aktiv dødshjælp i Canada, ser sig selv som en byrde eller til besvær for familie og venner.
Respekten for patientens autonomi står helt centralt i den medicinske praksis. Men knyttet til dødshjælp er det blevet et altafgørende princip, som får tilhængere af dødshjælp til gradvist at udvide grænserne gennem behændige begreber såsom værdighed, lighed og let adgang. Samtidig har den stigende efterspørgsel efter dødshjælp haft en række utilsigtede konsekvenser. Nogle af de canadiere, som ikke har råd til behandling af deres sygdom, søger læger, som vil afslutte deres liv, hvilket placerer lægerne i nogle voldsomme dilemmaer.
Men har Canada så fået, hvad det ønsker, med lovens nye muligheder? 10 år efter er der sket et skifte. Dødshjælp var engang en ideologisk bevægelse. I dag er det en praksis ude af kontrol, som var ideologien underlagt fysikkens love. Det er ikke længere en lovgivning, der forsvares, men snarere en praksis, der indrømmes i takt med dens udvidelse. Det er en ideologi, der betragtes som en rettighed, uden at den iboende logik erkendes undervejs. Hvis patientautonomien er helliggjort, hvorfor er der så patienter, som ikke skal have muligheden for dødshjælp, hvis de anmoder om det?
De få lande i verden, som har indført aktiv dødshjælp i en eller anden form, begynder altid med ideen om autonomi, valg og kontrol. Legalisering afgrænses til få patientgrupper, som er uhelbredeligt syge, svært lidende og med døden nært forestående. Der indføres en betænkningsperiode, og flere parter skal høres, før patienten kan ombringes. Som begyndelse er der altid snævre rammer for en praksis, som starter med de bedste intentioner. Loven bliver modtaget som selvindlysende, selvom samtlige kriterier er vage og bevægelige. Hvordan tolkes eksempelvis uhelbredelig i sammenhæng med smertelindring og palliation? Hvornår er døden nært forestående? Er det to måneder eller to år? Må personalet informere om muligheden for dødshjælp – i så fald hvornår? Hvad med personer, som tidligt i et sygdomsforløb ønsker dødshjælp, når en bestemt situation eller fase indfinder sig, hvilket kunne være i forbindelse med Alzheimers sygdom? Her skal man være meget forblændet af autonomiprincippet, hvis man skal effektuere dødshjælp på en person, som umiddelbart virker glad, og som absolut intet husker om et tidligere ønske om dødshjælp. Men det er praksis i Holland i dag og indfases snart som mulighed i Canada.
Det skal også afgøres, hvilke grupper det handler om. Hvad med krigsveteraner med ptsd eller hjemløse i økonomiske problemer? Hvad nu, hvis personens eneste begrundelse er, at man ikke ønsker at komme på plejehjem? Hvad med personer med handicap, som allerede føler sig stigmatiseret, eller den store gruppe af patienter, hvor vi andre tænker: »det var da bedre, hvis hun var død«? Hvordan skelner vi klart mellem selvmordstruede patienter og ønsket om aktiv dødshjælp?
Hvad er overhovedet succeskriteriet for dødshjælp? Kan man tillade for mange drab? I Canada er det nogle steder lettere at få adgang til dødshjælp end til et hjælpemiddel såsom en kørestol. Det kaldes ikke for en glidebane, men en naturlig og værdig udvikling. Det kan virke let at indføre aktiv dødshjælp, men det er uhyre vanskeligt at håndtere som praksis, hvilket vi med al tydelighed ser i de lande, som har legaliseret denne praksis.
Man får let en romantisk tanke om dødshjælp, hvor patienten ligger på dødslejet med den nærmeste familie omkring sig, og det sidste kram sker gennem tårer. Realiteten i Canada er, at mange ytrer ønske om aktiv dødshjælp i dyb ensomhed.
Når loven først er indført, skal praktikerne herefter finde en praksis. Her vender man tilbage til udgangspunktet, som altid beror på patientens ønske. Men patienternes ønsker flytter sig mærkbart over tid, og hvis en patient ønsker at undgå kemobehandling, hvorfor skal hun så ikke have muligheden for dødshjælp? Trumfkortet følger som en frase: »Hvis det er patientens ønske, hvorfor skal andre så bestemme over patientens liv?«
Trods de bedste intentioner glemmer man alle de afgørende detaljer. Hvilke professioner skal assistere døden, som ifølge loven før var et drab? Hvilken gift skal man benytte? Eller hvad med de patienter, som får diagnosticeret kræft med en dyster prognose – hvor tidligt i behandlingsforløbet må de få aktiv dødshjælp? »Hvis I ikke hjælper mig, så begår jeg selvmord.« Magasinet The Atlantic beretter om en canadisk patient, som netop ytrede sig sådan. Ægtefællen havde responderet med følgende besked: »Du behøver ikke begå selvmord; det skal staten nok hjælpe dig med.«
Der er gået over et år, siden statsministeren ytrede ønske om aktiv dødshjælp i Danmark. Siden har hun nævnt, at en lovændring ikke bliver i denne regeringsperiode. Sammen med de mange uafvendeligt døende patienter må vi inderligt håbe, at hun i mellemtiden besinder sig. I modsat fald bør hun som det mindste skele til de erfaringer, vi allerede kender fra andre lande. Hvis vi i Danmark vælger at gå samme vej, bør vi ikke bilde os ind, at vi kan styre udviklingen bedre end Canada og Holland. Erfaringen viser tværtimod, at kontrol glider, grænser udvides, og at døden bliver et sundhedstilbud blandt andre.