Folkeskolen er blevet et buffetbord – og alt for mange går sultne derfra

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En opgørelse fra Arbejdernes Erhvervsråd viser, at 11,8 pct. af afgangseleverne i folkeskolen dumper i dansk eller matematik. Samtidig viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, at 11,9 pct. af lektionerne i folkeskolen er vikartimer.

Naturligvis kan dumpeprocenten ikke alene forklares med antallet af vikartimer – men hvad nu, hvis vi kunne nedbringe dumpeprocenten ved at reducere vikarforbruget?

Flere lærere, Danmarks Lærerforening og mine egne erfaringer som lærervikar peger i samme retning: En stigende brug af vikarer skaber uro i klasserne, og det går ud over både faglighed og trivsel.

Mange faktorer spiller ind i et løft af folkeskolen, og måske kan aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram bringe os et stykke – det må tiden vise.

Men én ting er sikkert: Der findes ingen hurtige løsninger, og det gør det ikke mindre presserende.

Vi er nødt til at handle, før tendensen bider sig fast, og det bliver almindeligt, at næsten 12 pct. af årgangene ikke består dansk eller matematik til afgangsprøverne.

For det første ser man flere steder i landet, hvor kommunerne vælger at omstrukturere de traditionelle folkeskoler, som tidligere dækkede hele skoleforløbet fra 0. til 9. klasse. I stedet opdeles skolerne, så nogle udelukkende rummer indskoling og mellemtrin, mens andre kun har udskolingen.

Det sker sjældent på grund af pladsmangel, men primært for at opnå stordriftsfordele – for eksempel er det langt billigere at samle alle fysiklokaler på tre skoler end at vedligeholde dem på 10. Udover de økonomiske og praktiske gevinster er der også andre fordele.

Lærerne får bedre mulighed for faglig sparring og samarbejde med kolleger, der underviser på samme klassetrin, og for nogle elever kan et skoleskift være en tiltrængt ny begyndelse.

Men stordriftsmodellen har også en pris, og den er i min optik langt højere end udbyttet. Vi risikerer nemlig at miste den særlige samhørighed og omsorg, der opstår, når en elev fra 0. klasse kan spejle sig i, blive trøstet og lære af en ældre elev fra 9. klasse. En relation, der bidrager til dannelsen af hele og ansvarlige mennesker.

Samtidig er den mulige faglige konsekvens af det tvungne skoleskift ikke uvæsentlig. Mange virksomheder kalkulerer med, at en ny medarbejder først når sin fulde effektivitet efter tre måneder. Hvorfor forventer vi så, at teenagere, hvis hormoner buldrer og kroppe vokser flere centimeter om ugen, skal kunne knække koden til omsagnsled til grundled og jonglere rundt mellem procenter og brøker, mens de samtidig lige har skiftet skole, fået nye lærere og klassekammerater?

Det er logik for burhøns, at mange elever har sværere ved at lære grammatikken og procentregningen, når der sker så mange andre ting. Derfor kunne løsningen være at gå tilbage til den gamle model, hvor skoler går fra 0.-9. klasse. Det ville give den ro og stabilitet, som teenagernes hjerner har brug for, hvis der skal være plads til at lagre netop grammatik og procentregning og i sidste ende bestå afgangsprøverne.

For det andet detailstyrer mange kommuner folkeskolerne ned til mindste detalje, hvilket burde være op til skolebestyrelserne og rektorerne. Samtidig har man lagt flere ledelseslag på, hvilket er helt skævt, når kommunerne alligevel vil detailstyre skolerne.

Det burde jo være den anden vej rundt.

I Fredericia er der f.eks. seks ledelseslag fra læreren til kommunaldirektøren. Det gør det naturligvis vanskeligere at omsætte de gode og nødvendige idéer, som lærerne får i hverdagen, til reel handling, og så koster det mange penge, som kunne være gået til co-teaching, nye bøger, nye tavler, men nu i stedet bruges på unødvendigt bureaukrati.

Desværre ser vi også, at der flere steder bliver indkøbt nyt læringsmateriale uden at inddrage lærerne, som jo er dem, der skal bruge det i praksis. Det fører – forståeligt nok – til en faldende motivation og i værste fald til sygemeldinger og flugt fra folkeskolen. Konsekvensen rammer i sidste ende eleverne, som endnu en gang skal have vikar.

Derfor er der brug for at give den enkelte skole langt større frihed, som man også ser en flig af i aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram. Rektor og skolebestyrelse skal ikke blot være kransekagefigurer, men have reel indflydelse. Og lærerne skal have fleksible rammer, så de hurtigt og effektivt kan føre deres idéer ud i livet. Det vil skabe både større motivation og ansvarsfølelse – to grundlæggende elementer for et godt arbejdsmiljø, som i sidste ende tiltrækker og fastholder lærerne.

I forlængelse af de to første punkter vil man f.eks. i Fredericias tilfælde kunne skære minimum ét ledelseslag fra, hvis den traditionelle folkeskole med 0.-9. klasse igen bliver normen, og dermed fjerne dyrt bureaukrati, som i sidste ende giver mere motiverede lærere og rum til at investere i andre ting, som betyder noget for børnenes læring.

Det tredje og sidste punkt, og måske det vigtigste af dem alle, kræver ikke politisk handling, men et paradigmeskifte. Kommuner og folkeskoler skal simpelthen turde stille klare krav til eleverne og deres forældre.

Jeg har selv gået på både en privatskole og en almindelig folkeskole. Kort efter mit skifte i 8. klasse, hvor jeg gik fra Randers Realskole til en nedslidt folkeskole med utætte vinduer, men med hjertevarme lærere, beskrev jeg forskellen til mine nye lærere. På privatskoler bliver man tvangsfodret med viden, og i folkeskolen skal man selv gå om bord i vidensbuffeten.

Man kan oftest lære det samme, men hvis man ikke får lavet sine lektier eller ikke ved, hvordan man pakker tasken, og man ikke har forældre til at hjælpe én – så kan man ende med at sidde med en tom tallerken, selvom buffeten er åben. Vi skal turde stille krav til, at forældrene sørger for, at Aula bliver tjekket, og lektierne bliver lavet.

Det er vaner og værdier, som starter hjemmefra og sikrer, at eleven på sigt selv kan gå om bord i folkeskolens vidensbuffet, men også senere i livet kan tage ansvar for sig selv.

Det er for let at sige, at folkeskolens problemer udelukkende kan løses med flere penge. Og ja, når man ser på slidte bygninger, skimmelsvamp, høje klassekvotienter, høje dumpeprocenter, og at en stor andel af lektionerne dækkes af lærervikarer, så er det en ganske naturlig tanke at få. Men det handler ikke udelukkende om økonomi, men derimod om et system, der er skruet helt forkert sammen.

Vi har flere steder indrettet folkeskolen for at få stordriftsfordele, der måske sparer penge på kort sigt, men som går ud over kvaliteten, nærværet og dannelsen. Elever med udfordringer bliver parkeret, og kun diagnoser giver adgang til reel hjælp.

Der tilføjes ledelseslag på ledelseslag, mens kommuner med ”kontrolfreak” som mellemnavn, fortsætter med at trække beslutninger længere og længere væk fra klasselokalet. Samtidig vælger man som et prestigeprojekt fra Kulturministeriet at bruge 10 mio. kr. på at indføre morgensang med store kunstnere på skolerne.

Morgensang er i sig selv en fin idé, og jeg bakker op om fællesskab, dannelse og kultur i folkeskolen. Men selvom pengene ikke kommer fra samme kasse, så klinger det hult, når vi bruger så mange millioner, mens 11,8 pct. af eleverne dumper i dansk eller matematik, og 11,9 pct. af undervisningen dækkes af vikarer. Prioriteterne er skæve – og det er systemet også.