Hvordan er løsningen på problemer med islam blevet at straffe alle?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da religionsfriheden blev indført med grundloven af 1849, var det naturligt, at den evangelisk-lutherske kristendom fortsat skulle have en rolle i samfundet. I over 1.000 år havde kristendommen været en del af Danmark, og derfor fik kristendommen en særstatus ved at blive indskrevet i grundloven.

Danmark valgte dengang en anden vej end franskmændene, der har en gennemsekulariseret stat. I Frankrig er der ingen plads til religion på offentlige institutioner. Ingen kors, tørklæder eller kjortler.

De seneste 20 år er kristendommen i Danmark imidlertid blevet gradvist indskrænket på vores institutioner. Kristendommens særstatus i grundloven virker pludselig mindre aktuel. Sært nok er det ikke på grund af kristnes religiøse praksis, men som følge af den måde, en anden religion praktiseres på. Nemlig islam.

På blot 50 år har islam sat markante aftryk på det danske samfund og har været genstand for konflikt. Kønsopdelt svømning, burkaer, hadtale og moskéer finansieret af tyrkiske og saudiarabiske organisationer, der søger at modarbejde integration, er blot få eksempler på, at islam kolliderer med danske værdier og samfund.

Islam har et andet forhold til det politiske. Her gælder sætningen om at ”give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er” ikke. Tværtimod indeholder islam en politisk doktrin med anvisninger om, hvordan staten skal indrettes. Troen er her ikke privat, og staten skal ikke give plads til religiøsitet, men dikteres af én religion. Det giver en helt anden tilgang til religion, som kolliderer med danske institutioners indretning.

Et godt eksempel er universiteterne. Det er sekulariserede institutioner, men som i Danmark har kunnet give plads til religiøsitet. Her tvinges vi nu som samfund til at indsnævre pladsen for religiøsitet på grund af den måde, som muslimske studerende praktiserer deres religion.

Sidste år kunne flere aviser berette om to forskellige sager, hvor såkaldte ”retræterum” på Københavns Universitet, som skulle være til for alle studerende, blev indrettet som kønsopdelte muslimske bederum. Den åbenhed over for religion, som bliver udvist fra universitetets side, bliver sat på prøve, når muslimske studerende praktiserer islam på en måde, som er i strid med en grundlæggende dansk værdi om kønnenes ligestilling. Man respekterer ikke den sekulære ramme, man er i, men ser sig berettiget til hævde sin egen religion, selvom det strider med de værdier, der gælder på et moderne dansk universitet.

På Syddansk Universitet har man lukket sit bederum, fordi muslimske studerende ikke har overholdt en aftale om, at rummet skulle være neutralt. Det var simpelthen blevet forvandlet til en islamisk udsmykket minimoské. Igen respekterer man ikke de rammer, der er blevet stillet til rådighed, men hævder sit. Nu er rummet lukket, og det går ud over alle religiøse og spirituelle, der ikke længere har et sted, hvor de kan trække sig tilbage og udøve deres religiøsitet i stilfærdighed.

Selvom debatten føles dugfrisk, så har den ulmet i 20 år, siden det første bederum åbnede på Panum i København. Der er nemlig blevet forbudt religiøs praksis på masser af gymnasier, fordi problemerne med islam har vokset sig for store.

Første gang var på Vestre Borgerdyd Gymnasium, der i dag hedder Københavns Åbne Gymnasium. Flere lærere måtte gribe ind en fredag i 2005. Muslimske studerende mødtes i kælderen til fredagsbøn, hvor de blev opfordret af taleren til at deltage hos den ekstreme muslimske organisation Hizb ut-Tahrir. Bederummet blev lukket, og lærerne forklarede, hvordan rabiate muslimer prægede moderate muslimer på gymnasiet ud fra et religiøst adfærdskodeks, som de brugte til at slå hinanden oven i hovedet med. Altså negativ social kontrol.

Der er flere sager fra gymnasier, hvor religion har ført til blandt andet negativ social kontrol, og hvor det har været nødvendigt for skolen at gribe ind. Fælles er dog, at problemerne rodfæster sig i islamistiske praksisser. Trods den erkendelse bliver løsningen typisk totalforbud eller andre generelle restriktioner, som da man på Langkær Gymnasium, der i dag hedder Aarhus Gymnasium, indførte forbud mod kristen andagt og muslimsk fællesbøn på gymnasiet i 2015. Problemerne var særligt, at de muslimske studerende havde kønsopdelte bønner og udøvede negativ social kontrol. Men alle måtte straffes. Igen.

I 2018 fik vi så en af de første rapporter, der beskrev problemets omfang. Hver femte gymnasieuddannelsesleder og hver tredje erhvervsuddannelsesleder fortalte i undersøgelsen, at de oplevede, at der »udøves social kontrol i form af, at elever, der ikke følger bestemte regler i islam, ekskluderes fra en gruppe«. Ikke et ord om problemer med elever med andet religiøst tilhørsforhold. Og senest har halvdelen af medlemmerne fra Kommissionen for den glemte kvindekamp også foreslået, at bederummene bør reguleres fra Christiansborg.

Når en islamisk trospraksis bryder med de normer og værdier, der ellers gælder i vores samfund, bliver resultatet paradoksalt nok, at vi rammer alle former for religiøsitet i vores forsøg på at modgå det. Paradoksalt nok også den kristendom, som så stor en del af vores værdier og kulturarv hviler på.

Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) har eksisteret siden 1956, og der har aldrig været en sag mod KFS. Forskellen ligger særligt i, at organisationer som KFS sagtens kan fungere uden særlige privilegier – præcis som en bogklub eller filmklub. Og endnu vigtigere: Der er hverken negativ social kontrol eller kønsopdeling. Men også KFS må lide under de forbud og sanktioner, der rammer særligt organisationer på gymnasier.

For problemerne rundtomkring i landet med kønsopdeling, negativ social kontrol og muslimske bønnekald har fået institutionerne til at indføre flere totalforbud. Det er de i deres gode ret til, men ingen kan påstå, at det er et reelt behov for at lægge låg på de kristne organisationer også.

Det er grundlæggende ærgerligt, at vi i Danmark skal stække vores kristne kulturarv. Og det virker uretfærdigt, at andre studerende ikke får plads til deres religiøsitet, fordi muslimske studerende mangler respekt for de værdier, der gælder på danske institutioner.

Vi er udfordret på, hvordan vi skal håndtere religion i et moderne Danmark. Hvordan vi trækker grænsen mellem, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er i vores institutioner og offentlighed. Her er det vigtigt, at vi tør blive konkrete fremfor at placere al religion i den samme kasse. For sandheden er, at det er islam, der er et problem med, og som er ved at forrykke tidligere balancer mellem religion og stat.

Man har indført et generelt maskeringsforbud for at gøre op med brugen af burkaer, som man i virkeligheden ville stoppe. Og med koranloven begrænsede et flertal i Folketinget ytringsfriheden og muligheden for at udøve religionskritik efter pres fra islamister.

Danmark er et frit land. Et demokratisk land. Og kristent land. Men det bliver det ikke ved med at være, hvis vi bliver ved med at lade en anden religion diktere lovgivning og samfund. Det er på tide, vi bliver konkrete. Problemet er ikke religion, men den måde islam praktiseres på af alt for mange muslimer.

50 år med islam må ikke indebære, at vi tager afsked med 1.000 års kristendom.