Jeg frygter, hvad det menneskesyn, som et ja til aktiv dødshjælp afføder, vil føre med sig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Jeg vil gerne ligge på de ukendtes plads,« sagde hun, da vi talte om valg af gravsted.

»Det kommer ikke til at ske,« svarede jeg. Jeg var 16 år og trumfede med god samvittighed min døendes mors ønske.

Hun lå i sin hospiceseng lam fra halsen og ned, men med sit kærlige blik og sin endnu fuldkomne forstand tog hun del i de drøftelser, vi gjorde os om den kommende tid. Ikke den sidste tid, men den kommende, som vi foretrak at kalde den.

Den atter verserende debat om aktiv dødshjælp får mig til at tænke på, hvordan hun ville have reageret, hvis muligheden havde været til stede dengang.

Jeg er ikke en tøddel i tvivl om, at hun aldrig ville overveje muligheden for egen værdigheds eller lindrings skyld, som ellers er to hovedargumenter fra fortalerne. Tværtimod kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt muligheden kunne komme på tale med baggrund i samme overvejelser som hendes udsagn om gravsted. Her kom det frem, at hun ikke ønskede, at vi skulle belemres med at passe eller betale til et gravsted for hende, men at vi i stedet skulle leve vores liv.

Det er foruroligende let at forestille sig, hvordan denne tankerække kan forlænges til et angiveligt ønske om aktiv dødshjælp, når man ved, at dagene er talte, og man ligger fuldstændig handlingslammet bundet til en seng, mens ens 16-årige teenagedatter pendler mellem gymnasium og hospice, og ens mand forsøger at få de øvrige ender til at mødes i hverdagslivet. Lige så foruroligende let er det at forestille sig utallige øvrige gråzoner, som andre modstandere fint har fremført i debatten.

Jeg er meget taknemlig for, at muligheden ikke eksisterede dengang, og jeg ville, hvis den havde, også da have trumfet ethvert ønske om at bruge den. For vi er hinandens liv. Min mors liv, hvis tid langsomt løb ud, er også mit liv og min fars liv. Det er det stadig her knap 18 år senere. Derfor giver det ikke mening for min far og mig at tale om “den sidste tid”, når vores nærmeste er døden nær. Ligesom det ikke giver mening at tale om den enkeltes ret til at bestemme over eget liv og egen død. Tværtimod er den kommende tid – og de svære tider, som unægtelig er en del af livet og døden – af helt afgørende betydning. Her er lindring og værdighed to gode begreber at bære med sig.

Jeg mærker stadig den udslettende dårlige samvittighed fra en nat for de knap 18 år siden, hvor min lamme mor kaldte efter hjælp, fordi hun var tørstig. Jeg lå i en seng få meter fra hende, men kunne af følelsesmæssig lammelse ikke formå at rejse mig og lindre hendes behov.

Det var forkert, at hun skulle tørste, og det var forkert, at jeg ikke hjalp. De få minutter, det tog det dygtige personale at høre hendes kalden, har brændt sig ind som en plet af skyld i mit hjerte. De pletter hører det menneskelige liv til, og heldigvis er lindring – både af smerte og øvrige behov – en kerneopgave for vores dygtige sundhedsvæsen, som de løfter til beundring.

Aldrig strejfede tanken mig, at min mors liv, og dermed vores, var uværdigt. Hendes liv var ellers blevet omkalfatret til ukendelighed set udefra: handlekraftighed, selvbestemmelse og fremtidsperspektiver var erstattet af en hengivelse til lægernes lindring og det spinkle håb om nuets evighed, som manifesterede sig i vores blikke, samtaler og berøring. Men der var nærvær, som jeg aldrig før og sjældent siden har oplevet det. For vores liv var så tydelige netop dér, hvor tiden og egne evner kom til kort.

For mig at se handler værdighed ikke om retten til selvbestemmelse over eget liv og egen død, som sognepræst og formanden for Udvalget for en mere værdig død, Kathrine Lilleør, udtalte i TV 2-nyhederne den 31. januar i kølvandet på rapporten fra udvalget. Et udvalg, som parentetisk, men ikke uvæsentligt bemærket i sig selv er en farce udelukkende oprettet af vores politikere i håbet om at opnå en anbefaling, der læner sig op ad de politiske ønsker fremfor – som vores fine tradition ellers foreskriver – at læne sig op ad anbefalingerne fra Det Etiske Råd.

Vores politikere er sat i verden for at værne om vores land, borgere såvel som kultur, og deres interesse for at skabe et værdigt liv for landets borgere synes umiddelbart sympatisk. Udfordringen består i denne sammenhæng i, at al interesse for værdighed i dagens Danmark synes at tage udgangspunkt i den enkeltes ret til at være herre over egen eksistens. ”Mit liv er mit, og jeg bør kunne gøre med det, som jeg vil!”

Jeg oplever igen og igen at blive konfronteret med, at livet bryder med denne ensidige logik. Det gør det, fordi den menneskelige eksistens ikke kan gøres op i et regneark eller udmåles med det rationale, som vi tilgår så mange øvrige politiske diskussioner med. Her er ikke tale om en kynisk kalkule, men om levet og åndfuldt liv. Det betyder, at hvad angår diskussioner om den menneskelige eksistens, må vi fastholde brugen af andre og tilsyneladende mere komplekse tilgange af etiske, åndelige, filosofiske og abstrakte overvejelser.

Desværre har den fortærskede tidsånd åbenbart nu ført os så vidt, at selv en sognepræst som Lilleør er hoppet med på den idé, at værdighed handler om retten til selvbestemmelse – i stedet for at fastholde, at den menneskelige eksistens ikke så let lader sig udmåle, og at den enkeltes eksistens først og fremmest er en relationel størrelse.

Derfor handler værdighed ikke om retten til selvbestemmelse, men om vores evne til at hengive os og overgive os til hinanden. Som en del af hinandens liv.

Skygger af mørke, død og lidelse hviler undertiden over menneskets eksistens. Det fordrer eksistentiel lindring. Både for terminale og endnu raske mennesker. En sådan lindring kan bestå i erkendelsen af, at vi ikke er os selv nærmest, men nærmere bliver os selv i kraft af andre. I en overfokusering på selvbestemmelse risikerer vi at gøre den eksistentielle lidelse værre, fordi vi puster til illusionen om, at enhver er sin egen herre.

Jeg frygter, hvad det menneskesyn, det afføder, vil føre med sig. Og dér, hvor ingen pårørende berøres og den relationelt definerede værdighed synes udfordret, er der personale, der er dygtig til at påtage sig også den opgave at lade værdigheden ske fyldest – hvad end det er sundhedspersonale, præster, frivillige eller psykologer.

Vi valgte et dobbelt kistegravsted til den lille urne. Ikke for at være unødigt på tværs, men fordi det betød noget for os – hendes efterladte liv – at »det sted i verden, hvor hun ikke er«, som Søren Ulrik Thomsen så fint beskriver graven, alligevel skulle være det helt rigtige sted.

Døden er, hvad end i konkret eller overført betydning, det sværeste ved livet. Dog er det sådan og bør fortsat være sådan, at de væsentligste aspekter af vores tilværelse ligger uden for vores kontrol: livet, kærligheden, lykken, glæden. De strejfer vores tilværelse som små dråber af nåde, som vi må værne om efter bedste evne.

Andre væsentlige aspekter er vilkår: døden, forfaldet, skylden og skammen. Også disse strejfer vores liv og sætter varige spor. Begge typer af aspekter, nåde og vilkår, ligger uden for vores menneskelige råderet. Det er en svær erkendelse for det selvbestemmende menneske, men der er både værdighed og lindring at hente i den, hvis vi tør overgive os til hinanden i tro og håb.