EU vil gerne Serbien og det serbiske folk, men vil Serbien EU?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På et besøg i Serbien fortalte en ven fra Beograd Universitet, at hun var blevet farmor for første gang. Bogdan havde set dagens lys.

Samtidig havde en god ven i Zagreb i Kroatien oplevet det samme. Her var Niko kommet til verden. Niko i Zagreb og Bogdan i Beograd. Der er kun 400 km og fire timers kørsel mellem byerne.

Alligevel vil de to sydslaviske ”fætre” antageligvis få meget forskellige livsbetingelser. De vil begge få sig en uddannelse og et arbejde, men som ung har serbiske Bogdan 50 pct. større risiko for at blive arbejdsløs end kroatiske Niko. Tilmed vil Niko tjene mere end dobbelt så meget årligt hele arbejdslivet. Og vigtigst: Niko vil blive 76 år, mens Bogdan kun vil blive 73 år.

Der kan være mange forskelle på livsbetingelserne for Bogdan og Niko, men én vigtig forskel er, at Niko er født i EU-landet Kroatien, mens Bogdan er født i Serbien, der ikke er EU-medlem. De fleste statistikker taler for, at Serbien skal med i EU, hvis Bogdan skal have et bedre liv. Hvordan er udsigterne så for Bogdan og for Serbiens EU-medlemskab?

Den 5. november 2024 besøgte europaminister Marie Bjerre (V) universitetet i Beograd. Her holdt hun tale for studerende om Serbiens vej mod EU. Hun forsikrede, at EU vil Serbien, når betingelserne er opfyldte. Det betyder, at Serbien skal respektere EU’s fælles værdier og entydigt tilslutte sig EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Det sidste betyder anerkendelse af Kosovo og håndhævelse af EU’s sanktioner mod Rusland. Ingen af delene har Serbien opfyldt.

Marie Bjerres tale bygger på, at reformprocessen i Serbien ledes af præsident Aleksandar Vučić (1970) fra det nationalkonservative Serbiens Progressive Parti (SNS).

Vučić’ politiske karriere som minister rækker tilbage til Milošević-regimet, der på brutal vis afsluttede den jugoslaviske æra med krigene i 1990’erne. Vučić har været ved magten siden 2012 og har på tvivlsom vis fået genvalg ved parlamentsvalget i december 2023 i koalition med ekstreme højrefløjspartier anført af konspirationsteoretikere, vaccinationsskeptikere og dømte krigsforbrydere.

Men stiller EU tilstrækkeligt håndfaste krav til Vučić som leder af udvidelsesprocessen?

Ikke hvis man spørger de studerende. Marie Bjerre blev overrasket over, at de unge hverken var begejstrede for Vučić eller delte hendes forventninger til Serbiens EU-medlemskab. Hvad gælder det sidste, var de trætte af den langtrukne proces, hvor målet hele tiden flyttes længere væk, i takt med at ny EU-lovgivning kommer til. Samtidig ser det ud til, at Ukraine og Moldova kan overhale Serbien i forhandlingerne med EU. Det er provokerende for de serbiske studerende, der reelt er uforstående over for EU’s blødsødenhed over for Vučić.

For at forstå deres frustrationer skal vi til Serbiens næststørste by, Novi Sad. Den 1. november styrtede en tagkonstruktion på togstationen ned og dræbte 15 mennesker. Ulykken skyldtes byggesjusk i renoveringsarbejdet af stationen udført af kinesiske entreprenørfirmaer.

Der opstod med det samme mistanke om, at korruption havde spillet en rolle i sammenstyrtningen. De studerende iværksatte omfattende demonstrationer for at få Vučić og regeringen til at tage ansvar for ulykken, men forgæves. Selv om flere ledende politikere og embedsmænd er trådt tilbage på grund af ulykken, og nogle også er sigtede i sagen, har regeringen ikke taget ansvar.

Demonstrationerne er derfor fortsat ufortrødent, nu på fjerde måned med stigende tilslutning fra alle samfundslag og faggrupper.

Demonstrationerne er et symbol på utilfredsheden med Vučićs autokratiske styre. Selv valgsejren i 2023 blev stjålet med valgsvindel. Smædekampagner fra den statskontrollerede presse mod oppositionspolitikere var dagligt forekommende.

Det samme er vold mod kritiske journalister og demonstranter, forfølgelse af ngo’er, aflytninger og overvågning. Og altså også korruption, der som en pest kræver sine ofre. Korruptionspresset på serberne kan aflæses på det årlige indeks fra Transparency.com. Serbien ligger nr. 104 af 180 lande med en score på 34. Danmark er nr. 1 med en score på 90 af 100.

Aleksandar Vučić har taget afstand fra demonstrationerne og taler aggressivt om, at de studerende er mobiliseret af udenlandske agenter, der vil starte en orange revolution som i Ukraine. Det er truslen mod hans magt, der optager ham og ikke skyldsspørgsmålet fra katastrofen på togstationen. Selv om Vučić direkte siger, at det er vestlige kræfter, herunder EU, der står bag demonstrationerne, er der ingen reaktion fra Bruxelles.

I tre måneder er der ingenting sket, ud over at Europa-kommissionsformand Ursula von der Leyen lovpriser Vučić for hans gode arbejde med EU-forberedelserne.

Men virkeligheden er en anden, hvis man læser kommissionens egne rapporter. Samlet set er Serbien kun begrænset forberedt på medlemskab og gør kun beskedne fremskridt. Der mangler et stort reformarbejde, før EU’s regelkompleks er omsat til lovgivning i Serbien.

Endvidere, og det er det vigtigste, siger Vučić igen og igen, senest den 31. januar, at han aldrig vil anerkende Kosovos selvstændighed.

For Vučić og mange serbere er Kosovo Serbiens hjerte. Man kan derfor ikke skære Kosovo ud af Serbien. Kosovo er Serbien. Vučić kan og vil ikke imødekomme EU på dette punkt. Han vil heller ikke sanktionere vennerne i Rusland.

De historiske, kulturelle og religiøse bånd mellem Rusland og Serbien er stærke, og samhandlen øges reelt i disse år på trods af kravet om sanktioner fra EU. Der er ingen tegn på, at Vučić vil leve op til de forpligtelser, som Marie Bjerre repeterede i Beograd.

Det véd de studerende godt. Derfor tror de heller ikke på, at Serbien bliver medlem inden for overskuelig tid, og Serbien vil ikke opleve den vækst i indkomst og livskvalitet, som de studerende og Bogdans farmor har troet på. Det er derfor afgørende, at Serbien bliver en del af EU, sådan at nødvendige reformer af administration, økonomi, retsvæsen m.v. kan styrke Serbiens udvikling.

EU står imidlertid med den udfordring, at de unge serbere har den laveste tillid til EU blandt de seks kandidatlande på Vestbalkan. I dag er den lavere end nogen sinde. Det ses ved, at demonstrationerne symbolsk er blottet for EU-flag, og ved at studenterne i medierne lufter deres indignation over, at der ingen reelle reaktioner er fra EU.

Der er ingen tvivl om, at EU skal reagere. På den ene side kan EU ikke blive ved med at være tonedøv over for Vučić. Han vil ikke leve op til sine forpligtelser over for EU, medmindre EU skærper sine ultimative krav. Ellers må udvidelsesprocessen stoppes, som det er sket i Georgien. Det vil desværre gå ud over den serbiske befolkning, der vil se EU-medlemskabet fortone sig i tågen.

Samtidig vil EU også risikere at skubbe Serbien tættere på Rusland med fare for destabilisering af regionen. Men det er en risiko, EU er nødt til at tage alene for folkets skyld.

På den anden side skal indsatsen styrkes for at mobilisere de unge for EU. De skal ikke skubbes længere væk. Man skal møde ungdommen i øjenhøjde. Tage deres bekymringer alvorligt, uanset om det er om styrets undertrykkelse, om korruption, om ulovlig overvågning, eller det er om et langt liv i frihed og med frie demokratiske valg. Øget pres på Vučić-styret kan være med til at mobilisere de unge for EU.

EU vil gerne Serbien og det serbiske folk, men vil Serbien og de unge serbere EU? Og for hvilken pris? Det er vigtige spørgsmål i Bruxelles.