Der er brug for en national plan for, hvordan vi hjælper børn ud af skolefravær

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da jeg for nogle måneder siden mødte Victoria, var det første, jeg så, hendes lille springvand af en brun hestehale, der sad lige på toppen af hendes hoved og afslørede hende bag dørkarmen ind til køkkenet, hvor hendes forældre havde dækket op til kaffe.

Victoria går i 3. klasse, og hun kiggede forsigtigt på mig med nysgerrige, vidtåbne barneøjne. Jeg fik hurtigt sagt »hej med dig«, men inden ordene var kommet ud over mine læber, havde Victoria afbrudt øjenkontakten og var forsvundet ind i stuen igen.

Jeg tror godt, at Victoria vidste, hvorfor jeg var kommet på besøg – den slags fornemmer børn altid – og nu ville hun have ansigt på den fremmede, der sad i hendes hus for at snakke med hendes forældre om, hvorfor hun ikke ville i skole. Jeg var endnu en velmenende voksen, der gerne ville, men ikke kunne forstå, hvorfor hun ikke ville afsted om morgenen.

Victorias fortælling er ikke et enkelt tilfælde. Jeg har selv oplevet det som folkeskolelærer. Nogle tilfælde af børn med bekymrende skolefravær kan have ganske indlysende årsager, sygdom og sorg for eksempel, men alt for mange tilfælde er anderledes svære at blive klog på.

For de historier, som er begyndt at komme frem i lyset, kommer også fra helt almindelige familier og trygge hjem. Præcis som Victorias hjem, hvor moren er pædagog, og faren er håndværker, og hvor de begge går på arbejde, bor i en landsby på Fyn i et skønt parcelhus, og som imødekommende byder på kaffe i moderne kaffekrus.

Da jeg først blev opmærksom på Victorias fortælling, var det svært at forestille sig, at så mange børn, som jeg nu har fået vished om, har et bekymrende skolefravær. Faktisk havde 982 folkeskoleelever sidste skoleår flere end 150 fraværsdage ud af skoleårets 200 dage. Det er dobbelt så mange elever som for 10 år siden. Det viser en ny opgørelse af langvarigt skolefravær fra Børne- og Undervisningsministeriet, som Folkeskolen har afdækket.

Efter mødet med Victoria og hendes forældre skrev jeg opslag på to forskellige Facebookgrupper, hvor forældre til børn med bekymrende skolefravær hjælper hinanden. Og siden har historierne hobet sig op på mit skrivebord og i min indbakke.

Private, pårørende, institutioner og organisationer – alle som en – understreger et akut behov for at komme i gang med at løse dette problem. For noget tyder på, at den samtale, der er så vanskelig, når ens børn ikke trives, kan finde sted i mange køkkener rundtom i landet.

Og i de mange samtaler, jeg har haft, går én ting igen. Der mangler information, data og en mere ens tilgang på tværs af kommunerne. Historierne er begyndt at komme ud af skyggerne og ind i lyset, men vi mangler stadig at kunne gribe og støtte de børn, familier og institutioner, der skal leve med og ikke mindst forstå, hvorfor der er en ledig stol i klasseværelset.

Hos Victoria startede det med ondt i maven. Forældrene forsøgte, som forældre gør, at tale med hende om det: Var det mobning, noget fagligt, måske noget derhjemme eller noget helt fjerde?

Og så kom de: sygedagene uden feber og snotnæse. Diskussionerne og frustrationerne ved morgenbordet blev et gentagne hverdagselement, og afskeden på parkeringspladsen var præget af forældrenes stress for ikke at nå på arbejde og Victorias ulyst til at forlade sine forældre – en scene, som mange forældre vil genkende, men sjældent have oplevelsen af hver dag.

Det kulminerede, da Victoria skulle følges helt ind i klassen, og hendes klasselærer, der nu havde fået vished om Victorias mistrivsel, skulle tage imod hende, når hun ankom. Victoria skulle gå fra voksen til voksen. Gradvist blev hendes skema mere og mere reduceret. Efterhånden var Victoria ikke i skole efter kl. 12, og hun havde trukket sig fra det sociale i skolen, fra fritidsaktiviteter og ville ikke længere besøge sine bedsteforældre. Til sidst kom hun slet ikke i skole og sjældent ud af huset.

I den nyligt indgåede folkeskoleaftale har vi taget vigtige initiativer for at adressere problemerne med bekymrende skolefravær. Først, og det er vigtigt, skal vi have en definition af, hvad bekymrende skolefravær er og indebærer. Det er udgangspunktet. Vi skal vide, hvornår en alarmklokke skal ringe, hvornår vi skal være opmærksomme, og hvilke indsatser vi kan igangsætte i et tidligt stadie. Vi er så småt i gang med en undersøgelse, der skal forsøge at optegne nogle karakteristika ved tilfældene.

I den proces skal vi forsøge at nærme os en national standard for, hvad langvarigt fravær er og kan være. Resultaterne af denne undersøgelse vil være med til at støbe fundamentet til det behov for støtte, som vi kan give, så vi kan sikre, at alle børn kan deltage, legende og nysgerrigt, og få et godt skoleliv. Med undersøgelsen og definitionen af, hvad langvarigt bekymrende fravær er, starter vi en fælles samtale og tager et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Fra min erfaring uden for Christiansborg som skolelærer og mor ved jeg, at hvis man tænker i helhed og samspil mellem fagligheder og roller, så når man længst – og ikke mindst, så når man ind til barnet.

Jeg har forsøgt at afdække problemet. Skolerne og kommunerne peger blandt mange gode ting på en ensartet fraværsregistrering på tværs af kommuner i hele landet. Det vil give et overblik og vil hjælpe os med at skelne mellem årsagerne til et barns fravær. Skolerne peger også på, at man kunne tænke lidt anderledes om sygeundervisning, at man kan tilføje ressourcer til at støtte børnene og eventuelt rykke PPR tættere på skolerne.

I Aalborg så jeg en løsning, hvor man havde indført “skole-socialrådgivere”, der arbejdede for børnenes trivsel – og lettede klasselærerens arbejde. Denne rolle satte noget fri og definerede en fremgang; forældrene blev til forældre, og fagpersonerne kunne tage sig af sagsbehandlingen. Skole-socialrådgiverne knyttede løsningerne og arbejdet sammen, de var passioneret, hamrende dygtige og kunne tænke i kreative løsninger for at forhindre mistrivsel.

Et eksempel var, at en skole-socialrådgiver fandt frem til, at et barn var i mistrivsel på grund af tabet af familiens hund. Der var ikke nogen, der havde overvejet det. Men skole-socialrådgiveren havde efter samtale med barnet mærket en sorg over tabet.

Så tog rådgiveren naboens hund med i skole. Rådgiveren og barnet gik så sammen med naboens hund under deres samtaler. Sammen blev de klogere på problemet, fik sorgfortællingen frem i lyset, og barnet lærte sig selv at kende. Det er en sød fortælling, jeg nyder at trække frem.

Det er selvfølgelig ikke et tiltag, der kan implementeres i alle kommuner. Der må være variationer. Men for mig er pointen klar. Vi skal udbrede de løsninger, der virker. For en fortælling som denne vidner også om, at vi kan identificere problemet og skabe metoder og tilgange, vi kan lære af.

For vi skal have løst problemet med det bekymrende skolefravær. Det skylder vi børnene. De skal ikke sidde alene på deres værelse og frygte for, at det bliver mandag. Børn er sociale væsener, lever, forandrer sig og gror i det sociale fællesskab.

Jeg er også sikker på, at det var dét, Victoria ville fortælle mig, helt ordløst, da hendes brune springvands-hestehale tittede frem. Hun vil gerne ses og have hjælp til at løse problemet. Jeg synes, vi skal give hende den hjælp.