AI-vennerne banker på teenagedøren. Luk ikke op

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da A.A. Milne for 100 år siden skrev historien om Peter Plys, blev han inspireret af at se sin søn lege med sin tøjbamse. For som barn kan vi nemt tilskrive en bamse menneskelige egenskaber, hvorefter den kan give os tryghed, når vi skal sove eller være en værdig samtalepartner ved tebordet.

Allerede i den tidlige ungdom svinder bamsens menneskelige egenskaber dog, og vi bliver i stedet nysgerrige på, hvad andre mennesker synes om ting. Ikke mindst hvad andre tænker og synes om os. Og selvom det kan være angstprovokerende, opsøger vi i vores unge år andre for at finde ud af, hvilken musik, sport eller stil de kan lide. Om de mon kan lide os og vil være vores ven?

Sådan er udviklingen fra barn til ung forløbet, længe før Milne opfandt historien om Peter Plys. Men for bare 20 år siden begyndte udbredelsen af de sociale medier radikalt at ændre den sociale spilleplade for børn og unge i store dele af verden, ikke mindst i Danmark, hvor børn er blandt verdens mest digitaliserede. For de sociale medier har – i hvert fald på overfladen – gjort det meget nemmere at finde ud, hvad andre kan lide, og om de vil være vores venner.

I dag ved vi desværre, at de sociale medier slet ikke er børnesikre. Tværtimod risikerer børn og unge at blive udsat for dybt ubehageligt indhold og alvorlige digitale krænkelser, samtidig med at deres opmærksomhed og tid stjæles gennem nøje designede fastholdelsesmekanismer. Sådan fungerer den milliardforretning, som techgiganterne har bygget ved at kommercialisere vores naturlige sociale nysgerrighed og sætte reklamer på selv børns venskaber, interesser og fysiske placering.

Og mens forældre, fagfolk og lovgivere i dag kæmper med at tøjle det problem, truer techgiganterne med deres hastige udvikling af AI-venner med at rykke endnu længere ind i børns og unges inderste liv.

Vi har allerede set det, når platforme som Snapchat introducerer en kunstig chatrobot, der indlejres i selve designet som en fast og evigt tilstedeværende samtalepartner og ven. Forrige år viste en undersøgelse lavet for DR, at mere end hvert tredje barn i Danmark i alderen 9-14 år havde prøvet at skrive med Snapchats ”My AI”, og at mange også gør det i stedet for at skrive med deres rigtige venner.

Som Jyllands-Posten har beskrevet, har vi også set dybt ulykkelige sager, hvor kunstigt intelligente AI-chatbotter angiveligt har opfordret børn og unge til selvskade, selvmord og mord.

Disse sager understreger behovet for omgående at sikre kontrol med brugen af kunstig intelligens til børn og unge, for det skriger til himlen, at chatbotter i dag kan lyve for børn og manipulere deres følelser for at fastholde deres opmærksomhed, mens tech-virksomhederne bag produkterne kan drive forretning på relationen mellem barnet og chatbotten.

Men selv hvis teknologiens udvikling betyder, at børn og unge i en nær fremtid vil blive mødt af mere strømlinede AI-venner, der er evigt nærværende, flinke og aldrig svarer igen, står vi desværre stadig med en monumental udfordring.

For det er dybt bekymrende at tænke på, hvordan en kunstig ven for børn og unge fremover kan blive en opsøgt samtalepartner om både de uskyldigt akavede, men også dybt private spørgsmål, som rejser sig i ungdommen. Dér, hvor vi med psykologiens sprog vil sige, at vi gennem vores allernærmeste relationer ”spejler” os selv.

Livet igennem har vi brug for at spejle os i andre, men i vores tidlige ungdom oplever vi så stor kropslig og neurologisk udvikling, at mange spørgsmål her opstår for første gang: Hvad er det, der sker med min krop? Hvorfor er jeg så flov over mig selv? Hvorfor er jeg så forelsket i en anden?

Det er spørgsmål, som vi nervøst stiller til vores bedste ven. Fordi vores bedste ven er den, som vi trygt kan gå til, som ikke sladrer eller dømmer os. Og på den måde er en chatbot som Snapchats MyAI, der allerede udgør en yndet samtalepartner for børn og unge om de svære spørgsmål her i livet, desværre en helt oplagt ven i den tidlige ungdom.

Problemet er, at MyAI og de andre kunstige venner, som i disse år banker på børneværelserne, hverken føler empati eller sympati. Teknologien har ingen spejlneuroner og ingen medfølelse. Den er lige så meget menneske som et stemmejern.

Der kan være livsomstændigheder, neurodivergente forhold eller læringssituationer, hvor AI-botter kunne være givtige, men de AI-botter, der nu i stor stil bliver rullet ud til børn og unge, er ikke skabt med børn og unges bedste for øje.

Grundlæggende har børn og unge brug for andre mennesker for at blive spejlet, afstemt med omverdenen og udvikle sig. Den gode ven er nemlig ikke den, der altid synes, at det, du gør, er det rigtige. Den gode ven er den, der også tør sige til dig, når du gør noget forkert. For gennem den korrektion lærer vi, hvordan vi påvirker andre.

Det er kun godt, at drengen Jacob giver Peter Plys en række menneskelige egenskaber, og at barnet finder tryghed i at blive puttet med sin bamse. Det er begyndelsen på at lære, at andre har følelser ligesom en selv. Men når vi rammer ungdommen, skal vi lære, at andre ikke har de følelser, som vi selv tillægger dem, og derfor er vi som teenagere ofte opmærksomme på selv den mindste afvisning.

Det bedste eksempel er måske kysset. Selvom det ikke lyder romantisk at sætte kysset på en udviklingspsykologisk formel, gennemgår vi her ofte en meget lang afstemningsproces. Vi er hele tiden opmærksomme på, om det går for hurtigt, for langsomt, skævt eller godt. Vi søger selv de mindste signaler, som vi lader os korrigere af. Og det er helt afgørende, for sådan lærer vi at sætte os i den andens sted – også følelsesmæssigt. Det er kimen til dybtfølt empati og sympati.

Den udvikling kommer ikke af sig selv. Den opstår især i vores sammenspil med andre mennesker og i vores konstante korrektioner, små som store. Vi bliver nemlig ikke gode mennesker af automatisk og konstant at få at vide, at vi er det. Vi bliver gode mennesker af også at få at vide, når vi ikke er det.

Den udvikling hjælper de kommercielt designede AI-venner ikke børn og unge med. Tværtimod risikerer de at tage helt nødvendig erfaring og læring fra dem. Og derfor bør vi være dybt skeptiske over for den virtuelle ven, som aldrig kigger væk og aldrig fjerner sig fra os. Når vi spørger den: »Vil du være min bedste og eneste ven?« Så svarer den automatisk: »Selvfølgelig! Jeg vil gerne være din bedste og eneste ven!«

Det lyder måske ikke særlig foruroligende, men den lyver om sine venskabelige egenskaber, og grundlæggende skal vi sikre, at vores børn og unge får bedre venner end algoritmer og kunstig intelligens.

For nylig har Forbrugerrådet Tænk opfordret til at forbyde menneskeliggjorte AI-chatbotter til børn og unge under 18 år.

Vi har selv her i Jyllands-Posten foreslået, at Danmark indfører et digitalt forsigtighedsprincip, og det bør også gælde kunstig intelligens. Ligesom vi stiller krav til virksomheder, der bygger legepladser, producerer legetøj, tøj og medicin i den fysiske verden, bør vi også kræve, at virksomheder, der markedsfører digitale produkter til børn og unge, kan dokumentere, at de er børnesikre, før deres AI-botter får tilladelse til at banke på børneværelset.

Hvis vi ikke i dag udviser rettidig omhu og husker børnebeskyttelsen fra begyndelsen, risikerer vi, at AI-botternes indtog sker på bekostning af børn og unges sikkerhed og helt nødvendige menneskelige udvikling.