Statsministeren undervurderer groft jobcentrenes arbejde

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Som nok de fleste danskere, så har jeg statsministerens nytårstale som en af de faste traditioner på denne tid af året, og som ansat i den kommunale del af velfærdssamfundet, så har jeg en naturlig optagethed af de emner i talen, der potentielt kan berøre min hverdag.

Statsministeren gentog i sin nytårstale udsagnet fra regeringens tiltræden om, at jobcentrene skal lukke og med begrundelse i, at sygemeldte fra job skal behandles med ordentlighed og respekt. Jeg kan ikke tolke det anderledes, end at statsministeren måtte mene, at det bliver de ikke i dag.

Jeg kan godt sidde med et spørgsmål til, hvorfor man fra Folketingets side så ikke har gjort noget ved det i den nye lovgivning på sygedagpengeområdet, der trådte i kraft her fra den 1. januar, og hvor forligspartierne i allerførste linje skriver, at forliget skal sikre værdighed for den enkelte. Hvis det stadig er med motivation i sygedagpengeindsatsen, at statsministeren ønsker at lukke jobcentrene, har Folketinget så sjusket med lovgivningen?

Der er bestemt gode takter i den forenkling af sygedagpengeområdet, som trådte i kraft her fra den 1. januar. Det er positivt, at det ikke længere er lovgivningen, der skal definere antallet af samtaler, indholdet i indsatsen eller kontakten mellem den sygemeldtes arbejdsplads og jobcenteret.

Det ændrer dog ikke ved, at det enkeltelement, som flest sygemeldte slår sig på i sygedagpengelovgivningen og får flest berørte til at opleve, at de ikke mødes med den ordentlighed, de forventer, det er den af Folketinget lovfastsatte maksimale tidsperiode for udbetaling af sygedagpenge.

Det har voldsomme konsekvenser for en families økonomi, når den sygemeldte mødes med, at sygedagpengeperioden ophører. Denne regel burde statsministeren være særdeles bekendt med, da den nuværende tidsbegrænsning blev indført i hendes egen tid som beskæftigelsesminister, og det er en problemstilling, som den seneste justering af lovgivningen ikke retter op på.

Statsministeren roser sig i nytårstalen af, at der er givet flere penge til hverdagens velfærd i kommuner og regioner. I den kommunale beskæftigelsesindsats har vi inden for de seneste år oplevet en besparelse på 2,2 mia. kr. for at finansiere Arne-pensionen, og vi ser ind i en yderligere besparelse på 3 mia. kr. Det kunne indikere, at regeringen ikke anser beskæftigelsesindsatsen som en del af hverdagens velfærd, hvilket i mine øjne er en grov undervurdering af jobcentrenes arbejde. Det bliver ikke mere hverdagsagtigt end at hjælpe ledige og sygemeldte tilbage på det arbejdsmarked, som ellers fylder en stor plads i nytårstalen.

Statsministeren lover i sin nytårstale, at ventetiderne i psykiatrien skal ned. Det kan jeg som medarbejder i beskæftigelsesindsatsen kun på det varmeste bifalde. Der er for mange forløb i jobcenter-regi, der får for langt et forløb, fordi borgeren venter på at komme i den nødvendige udredning og behandling i psykiatrien. Desværre angiver statsministeren ikke, hvordan hun vil nedbringe ventetiden, for man kan jo ikke fremtrylle de nødvendige psykiatere, som man overså at få uddannet for 10 år siden.

Jeg håber, modellen må være at lytte til både de nuværende ansatte i psykiatrien og til dem, der inden for de seneste år har valgt en ansættelse i psykiatrien fra, og at man så vil gøre noget af det, som de ansatte med fingeren på pulsen kan se en effekt af.

Ydermere lover statsministeren mere værdighed for de mest udsatte i vores samfund. Jeg håber, det bl.a. er de borgere, jeg møder i min hverdag, der skal have glæde af dette løfte – unge mennesker, som ikke har kunnet rummes i folkeskoleregi med fuld inklusion, og som bl.a. havner i en udsat position i kraft af et stofmisbrug, en boligmangel, en psykisk sygdom eller alle tingene i kombination. Jeg ved, at denne gruppe ligger statsministeren meget på sinde. Det siger hun, og senest er der med ungeløftet sat 2.000 kr. af pr. ung pr. år til at dække forskellige tiltag til gavn for gruppen.

Nu ved hverken jeg eller nogen af mine jobcenterkolleger rundtom i landet jo noget om, hvad der skal erstatte de jobcentre, som regeringen vil af med, og det tyder heller ikke på, at regeringen er særligt optaget af, hvad medarbejderne på området har af nyttige erfaringer eller input. Hvad vi ved, er, at det er os mere end nogen andre, der i dag har kontakten med hele gruppen af udsatte. Psykiatrien ser nogen. Misbrugsbehandlingen ser nogen. Socialforvaltningerne ser nogen. Civilsamfundet ser nogen.

Det eneste sted, hvor vi møder dem alle, det er i jobcentrene, så når regeringen vil spare 3 mia. kr. det eneste sted, der har kontakt med alle, så bliver jeg selvfølgelig bekymret på de udsatte borgeres vegne. Konsekvensen af så omfattende en besparelse kan hurtigt være, at de udsatte borgere må vente længere på at få en samtale, og at der er færre tilbud til rådighed i forhold til at komme videre i tilværelsen, og her rækker 2.000 kr. pr. år som »nye penge« ikke så langt.

Jeg giver statsministeren helt ret i, at den absolut mest grundlæggende værdi i det danske samfund er tillid. Det er måske netop derfor, det er så svært at være ansat på et område, hvor det er åbenlyst, at landets øverste politikere ikke har tillid til os. Senest er det blevet tydeligt ved politiske udmeldinger om førtidspension til forskellige grupper af borgere. Man har ikke politisk tillid til, at disse førtidspensioner er tilkendt på det rette grundlag.

Fra nogle politikere ønsker man bunkerne vendt igen. Jeg har endnu til gode at få svar på, hvem der skal sidde ved de vendte bunker, og hvilken lovgivning den nye vurderings skal ske på baggrund af. Her er statsministeren trods alt mere konkret. Hun vil frakende retten til førtidspension til mennesker dømt for alvorlig kriminalitet. Det vil være noget af et lovgivningsmæssigt nybrud, hvis domstolene fremover også skal forholde sig til forsørgelse efter sociallovgivningen, men det er dog på sin vis mere konkret end det rene bunke-venderi.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke skridtet videre. Hvad skal disse mennesker så leve af, især hvis de ønsker at forlade den kriminelle løbebane? Kontanthjælp kræver, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, og her har et pensionsteam jo én gang taget stilling til, at det kan denne person ikke, og så er vi måske igen tilbage til mistilliden, for har politikerne ikke tillid til kommunale afgørelser? Skal førtidspensioner fremover sagsbehandles i Folketinget, eller hvordan får vi ellers skabt en situation, hvor det politiske niveau faktisk kan få tillid til det udøvende niveau?

Statsministeren har i sin tale ret i, at både velfærdssamfundet og arbejdsmarkedet kræver løbende opmærksomhed og investeringer for at fungere mest optimalt. Jeg er derfor meget spændt på, hvilken rolle den kommunale beskæftigelsesindsats som en central velfærdsaktør får lov at spille i fremtiden, og hvem der i fremtiden skal have den nødvendige koordinerende indsats i forhold til ledige, sygemeldte og virksomheder.