Ulige velfærd trækker Danmark endnu mere skævt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da dronning Victoria i sin tid bad om at få forklaret krigen i Slesvig, svarede daværende statsminister Lord Palmerston: »Der er kun tre mennesker, der forstår det« – den ene er død, den anden er blevet sindssyg, »og den tredje er mig, og jeg har glemt det«.

I dag er udfaldet af krigen i 1864 velbeskrevet. Men det er ikke urealistisk, at man ville få nogenlunde samme svar, hvis man spurgte i Finansministeriet, om bare én af embedsmændene kunne forklare, hvorfor de fattigste kommuner hvert år skal spare, mens de rige kan bruge mere på velfærd. Den ene er død, den anden er blevet sindssyg – og den tredje har glemt det.

I Danmark er der over årene skabt et system, der omfordeler mange milliarder mellem kommunerne, men det er så uigennemskueligt, at de færreste forstår det. Bor og lever man uden for de største byer, mærker man det på de årlige budgetter, der som regel bærer større eller mindre besparelser med sig. Bor man i hovedstaden eller Nordsjælland, er virkeligheden en anden.

På Langeland er problemerne med at få økonomien til at hænge sammen ikke nye. År efter år har kommunen stået over for store nedskæringer på de kommunale budgetter. I 2023 sparede kommunen omkring 30 millioner kroner. Det svarer til, at københavnerne skulle spare tre milliarder. Den øvelse kunne de så gentage år efter år. Det ville nok ikke gå stille af.

Men hvis man troede, at der var en bred forståelse for dette i Folketinget, tager man fejl. Under finanslovsdebatten i december udstillede Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, sin uvidenhed om Danmark vest for Valby bakke. Han påstod, at velfærden i København er dårligere end på Langeland, han »skulle tage meget fejl, hvis der ikke er flere svømmehaller pr. barn på Langeland, end der er i København«.

Ole Birk Olesen tog fejl. For der er slet ikke nogen svømmehal på Langeland – det er tørsvømning på græsplænen eller ud til kysten.

Men det var ikke det eneste sted, hvor Liberal Alliances ordfører tog fejl. For mens Langeland sammen med en række andre kommuner i en årrække har stået over for store besparelser, så har Københavns Kommune kunnet investere massivt i velfærd og samtidig sætte skatten ned for milliarder.

Spørgsmålet er: Hvorfor gør politikerne ikke bare noget ved det? Både S- og SVM-regeringen har forsøgt. Senest med finansloven, der gav det største løft til velfærden i 14 år, men alligevel slår det ikke til. Der skal andet og mere til.

Skellet mellem Langeland og København er ikke et tilfælde. Der er en uhyre ulige kommunal velfærd. København, en del af omegnskommunerne og Nordsjælland kan tilbyde borgerne en væsentlig bedre velfærd end mange kommuner i provinsen.

Beregningen tager både højde for udligningen mellem kommunerne, og at kommunerne har forskellige udgiftsbehov til ældre, børn, socialt udsatte etc. For eksempel har landets socialt hårdest ramte kommune, Lolland, store udgifter til både socialt udsatte og plejekrævende ældre. Når de ikke er faldet helt igennem, skyldes det statens tilskud til særlig vanskeligt stillede kommuner.

»Mens de rigeste hovedstadskommuner i 2024 budgetterer med at bruge mellem 10 og 15 pct. mere på service, end de rent statistisk skulle bruge for at levere et gennemsnitligt serviceniveau, så må borgerne i kommuner som Ikast-Brande, Holbæk, Viborg, Næstved, Horsens og Odense acceptere, at deres kommuner bruger omkring 10 pct. mindre (…) Dermed er der en forskel i udgifterne til service på omkring 25 pct. mellem de rigeste og fattigste kommuner«, konkluderer NB-Økonomi, der har foretaget analysen.

Mange af en kommunes serviceudgifter går til fundamental drift af skoler, daginstitutioner, ældrecentre og andet. En forskel på 20-25 pct. er noget, der virkelig kan mærkes – det er rugbrødsmadden om eftermiddagen i daginstitutionen og lejrskolen for de lidt større, der ikke er råd til.

I mange af kommunerne i hovedstaden er indkomsterne i de seneste 10 år vokset langt kraftigere end ude i landet. Mens stigningen i landet som helhed var 14 pct., er de blevet 31 pct. rigere i Gentofte og 21 pct. mere ved muffen i København – de velbjærgede har haft de største lønstigninger, og nye højindkomster er flyttet til.

København har mange studerende, der lige nu har lave indkomster, men også et voksende lag af velaflagte konsulenter, mediefolk, finansanalytikere og akademikere, der skæpper godt i kommunekassen på Nyrops gamle rådhus.

Med stigende indkomster og rige tilflyttere kan København og kommunerne op langs Strandvejen selv kompensere for det pres, der ellers rammer den kommunale økonomi. Op gennem 10’erne blev velfærden underfinansieret af Thorning- og Løkke-regeringerne, pengene fulgte dårligt nok med antallet af børn og ældre og slet ikke med velstanden, der skaber større forventninger hos borgerne.

Da Mette Frederiksen (S) blev statsminister i 2019, begyndte bevillingerne igen at følge “det fulde demografiske træk”, dvs. flere ældre og øget velstand. Det stoppede nedturen, men lukkede ikke hullet. Og underfinansieringen hænger i dag som en møllesten om halsen på mange af provinskommunerne.

Det gælder i særdeleshed yderområder som Langeland. Her er flere på langvarig overførsel, flere ældre – og erhvervsindkomsterne er lavere. Fire af fem sogne, der har den laveste fjerdedel af erhvervsindkomsterne, befinder sig i dag i landdistrikter og mindre byer. Resultat: svagere skattegrundlag til kommunekasser med større udgifter.

Udligningssystemet blev skabt for 25-30 år siden, da de geografiske skel var mindre. Siden har politiske flertal bygget lag på lag ovenpå uden at ændre fundamentalt på systemet.

Ved udligningsreformen i 2020 hævede partierne også særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner fra 200 til 350 millioner. I 2024 var puljen steget til 734 millioner, og i 2025 er det hele 800 millioner kroner. En eksplosion, der i sig selv vidner om et uholdbart system.

Regeringen har foreslået, at udligningssystemet ændres. I aftalen om sundhedsreformen blev partierne enige om, at et finansieringsudvalg skal komme med bud på ændringer. Det næste spørgsmål er så, hvad udvalget skal fokusere på. Noget kan løses med nye data eller andre opgørelsesmetoder, men andet kræver politiske valg.

Det er vigtigt, at det bliver et system, som er til at forstå ude i kommunerne. Men det vigtigste er, at det nye system gør op med den uretfærdige fordeling mellem de rigeste og de fattigste kommuner, så alle kan levere en god velfærd – uanset hvor man bor.

Regeringen skal i første halvdel af 2025 blive enige om et kommissorium, som Finansieringsudvalget skal arbejde ud fra, inden det forventes at fremlægge forslag til et nyt udligningssystem ved udgangen af 2027.

Et nyt udligningssystem kommer således først på plads om en del år, så vi har brug for tiltag her og nu. Tag en grundpille i velfærdssamfundet: folkeskolen.

Siden 2007 er der lukket 520 folkeskoler i frem for alt tyndt befolkede områder – det er intet mindre end hver tredje folkeskole. Den udvikling må stoppes. Derfor foreslår vi et særligt grundtilskud til folkeskoler og daginstitutioner med langt til andre institutioner – en helt afgørende betingelse for at gøre land og opland attraktivt for familierne.

Tilsvarende er der brug for statslige investeringer i den kollektive trafik, der reelt er brudt sammen mange steder uden for byerne. Vi har brug for en investeringsplan i velfærden – og den skal have en geografisk twist.