Regeringens grønne drømme skaber en sort fremtid for landdistrikterne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det regnede ret voldsomt, og det var koldt og blæsende, da jeg sidst i november besøgte Herfølge Hallen i Køge Kommune.

Allerede på parkeringspladsen kunne man tydeligt fornemme, at der var noget i gang inde i hallen. At mange var mødt op på denne grå aften, hvor sofaen nemt kunne have været en førsteprioritet.

Biler holdt i kø helt ude på Vordingborgvej for at komme ind i hallen.

Omkring 600 borgere havde trodset vejret for at deltage i det borgermøde, der skulle handle om den statslige energipark, som man fra Køge Kommunes side lægger op til at smække op midt inde i Vallø Storskov og på de omgivende marker i lokalområdet.

18 møller i 185 meters højde midt inde i skoven og 150 hektar solceller op og ned ad parcelhuse, der ligger på rad og række ved markerne i landsbyerne Vemmedrup og Lellinge. For at gøre plads til møllerne skal der i øvrigt fældes 36 hektar skov.

Eksemplet fra Køge Kommune er ikke enestående. I landsby efter landsby – også i min egen på Sydsjælland – bliver lokalsamfund i disse tider omdannet. Fra kornmarker til enorme, sorte industrianlæg.

Energianlæggene sættes primært op i de områder, der i forvejen bokser med udfordringer fra faldende befolkningstal til dårlig infrastruktur og lukkede butikker.

Og hvis man synes, det står slemt til på Sjælland – så skulle man prøve at tage en tur til Jylland. Især det vestlige Jylland har nået smertegrænsen for længe siden, og i områder som Ringkøbing-Skjern har det decideret taget overhånd. For borgerne, der bor i de områder, er det ikke et spørgsmål om, at man ikke vil have grøn energi i baghaven. Det har man nemlig allerede. I stor stil.

Det er et spørgsmål om at sige stop – fordi det har taget overhånd. Områder – fra Nordvestjylland og ned til Lolland og Sydsjælland – som man engang – meget usselt – kaldte for “den rådne banan”, er nu med de kæmpe solcelleanlæg ved at blive omdannet til “den sorte banan”.

Det er derfor helt korrekt og rigtigt set, når landdistriktsforsker Hanne Tanvig i Jyllands-Posten tirsdag den 10. december advarer om, at alt for mange meningsdannere og politikere i denne tid vender det blinde øje til de enorme udfordringer, som opsætning af vedvarende energi i landdistrikterne fører med sig.

Men det gælder ikke alle partier – og det er jeg ærligt talt ret stolt af. I Danmarksdemokraterne har vi haft vedvarende energi på vores dagsorden siden valget, og på vores seneste landsmøde var det hovedtemaet.

Vi har også løbende haft spørgsmål og samråd med landdistriktsminister Morten Dahlin og klimaminister Lars Aagaard om opsætningen af vedvarende energi på land.

Resultatet af disse møder med ministrene har dog været alarmerende. For vi har en landdistriktsminister, der gang på gang insisterer på, at opsætningen af VE er en gevinst for landdistrikterne. Han slynger om sig med de arbejdspladser, der skabes, som han dog ikke kan definere indholdet af, hvilket tidligere er blevet beskrevet i Jyllands-Posten. Og det er svært for ham overhovedet at vedkende sig, at sorte solcellepaneler og enorme møller også kan smadre lokalsamfund.

Samtidig har vi en klimaminister med meget store ambitioner for, hvor meget energi der skal produceres fra Danmark. Så meget, at vi skal levere grøn strøm til Europa – der er blevet talt om op til 30 millioner husstande.

Ambitionerne for mængden af vedvarende energi er skyhøje, alt imens hensynet til borgerne er så lav, at den nærmest er ikkeeksisterende.

Der er ingen lydhørhed fra regeringen om alternativerne, som vi i Danmarksdemokraterne flere gange har lagt på bordet – også bakket op af forskere. Som professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen, der påpeger, at regeringens ambition om en firedobling af vedvarende energi på land er alt for høj.

Han siger i øvrigt sammen med energiprofessor Henrik Lund fra Aalborg Universitet, at der kan være god plads på tagfladerne. På den måde ville man undgå at plastre god landbrugsjord til i grimme solceller, der skaber endnu en udfordring for områder, der i forvejen kæmper en brav kamp for at undgå, at skolen og købmanden lukker, og at bussen holder op med at køre.

Regeringen kan godt lide at tørre sine grønne mål af på kommunerne – den påpeger, at det handler om nærdemokrati, og at kommunerne jo selv gerne vil sætte VE-anlæggene op. Det forstår jeg da også godt, at man vil i kommunerne, når millioner ruller ind i kommunekassen fra staten, når det sker. Uden noget som helst krav om, at pengene skal gå direkte til de lokalsamfund, der rammes af VE-anlæggene.

Men når et flertal i Folketinget søsætter så høje ambitioner for, hvor meget af vores land der skal plastres til i solceller og vindmøller, så er det mindste, man kan gøre, at sikre borgerne bedre i processen.

Jovist – man har da en kompensationsordning til de nærmeste naboer. Men hvad hjælper de få tusinde kroner om året til en nabo til en jernmark egentlig, når man samtidig oplever, at værdien på ens hus rasler ned i pris, og at alt det, man flyttede på landet for – nemlig omgivelserne – forvandles til et enormt jernanlæg?

Og for at det ikke skal være løgn, er regeringen godt i gang med at skære gevaldigt ned på mulighederne for borgerinddragelse og den lokale forankring af solcelle- og vindmølleanlæg med et hav af vejledninger, bekendtgørelser og lovforslag, der laves om og skaber dårligere – ikke bedre – forhold for borgerne.

Naturområder, biodiversitet og dyreliv synes heller ikke at interessere regeringen (og venstrefløjen) mere. Når det handler om solceller og vindmøller, må andre interesser vige. Regeringen erkender da også blankt her i Jyllands-Posten den 1. december, at den ikke aner noget om konsekvenserne for dyrelivet at ændre så markant på det danske landskab med store kinesiske solcellepaneler.

Samlet set er regeringens kurs på vedvarende energi og den totale blindhed for konsekvenserne heraf enorm farlig for fremtidens landdistrikter. For når vi samtidig har en regering, der på alle mulige andre parametre også fører landdistriktsskadelig politik – for eksempel med det hav af afgifter, der konstant rammer landdistrikterne hårdest såsom CO₂-afgiften på landbrug og dieselafgiften, så bliver ondt kun værre.

I Danmarksdemokraterne vil vi en anden vej end at plastre landdistrikterne til i afgifter. Vi har siden valget løbende foreslået konkret politik, der skal rette op på alt fra fordelingen af statslige arbejdspladser til at skabe bedre vilkår for Produktionsdanmark.

Når det kommer til udrulningen af vedvarende energi, så vil vi have sat en bremse i etableringen af de statslige energianlæg, indtil vi reelt kender det danske energibehov.

Dernæst vil vi have sikret bedre rammer for, at langt flere solceller sættes op på tage af offentlige bygninger og på industrihavne.

Og så vil vi helt generelt sikre, at man, når man laver lovgivning, har et langt bedre blik for, hvordan man sikrer et Danmark i bedre – og ikke dårligere – balance. Det fokus er helt fraværende i regeringen. For os er det fuldstændig afgørende, at Danmark ikke knækker endnu mere over.

Balancen mellem land og by er enormt udfordret, og regeringens grønne drømme er i fuld gang med at ødelægge dele af vores land. Men regeringen ser det ikke. Fordi den ikke har skyggen af et blik for, hvad der foregår vest for Valby Bakke – og den virker ærligt talt også fuldstændig ligeglad.