Det må DMI kunne gøre bedre

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I en kronik af Adrian Lema og kolleger fra DMI i JP 23/11 redegøres der for risikoen for den atlantiske havstrøms (AMOC) kollaps. Forskningen om sådanne ”tipping points” er i rivende udvikling, og i takt med klimakrisen er hurtig formidling af videnskabelige resultater vigtige.

Videnskaben er usikker på det område, så nuanceret formidling er nødvendig. Vi har ikke tid til at vente på videnskabelig sikkerhed, hvis konsekvenserne for vores klima er uoverskuelige. Den videnskabelige usikkerhed var en væsentlig grund til, at FN etablerede The Intergovernmental Panel on Climate Change, IPCC, i 1988. På det tidspunkt var der stor diskussion om omfanget af menneskeskabte klimaforandringer.

Lema og kollegerne beskriver i rosende toner det arbejde, der ligger til grund for IPCC’s rapporter, som DMI såvel som andre danske forskere bidrager til. IPCC udgiver rapporter ca. hvert sjette år med længere og længere intervaller, da den litteratur, der ligger til grund for rapporterne, bliver mere omfattende. Den seneste rapport, AR6, udkom i 2021 og omfatter referat af omkring 14.000 videnskabelige artikler publiceret indtil 2020. Det er således nu fire år gamle artikler. Den næste rapport er planlagt til 2027-28.

Hvis Lema og kollegerne mener det, de skriver: »Samlet har IPCC derfor formidlet, at et AMOC-kollaps er usandsynligt i dette århundrede – selvom risikoen for kollaps ikke kan udelukkes. Det formidler IPCC. Og det formidler DMI i kraft af vores rolle som regeringens klimavidenskabelige rådgiver«, så svigter DMI sin rolle.

DMI’s Klimacenter er på finansloven og må forventes at være up to date med klimavidenskaben. Jeg kan nu heller ikke forestille mig, at DMI stædigt vil fastholde vurderinger fra 2021 indtil næste rapport efter 2028.

I kronikken fremstilles IPCC som den ultimative videnskabelige autoritet, og det kan jeg langt hen ad vejen tilslutte mig, men det er vigtigt at forstå, hvad IPCC egentligt er.

IPCC’s rolle er at finde hoved og hale i den videnskabelige litteratur, ikke nødvendigvis afgøre, hvad der er konsensus om, men at give en vurdering af usikkerhederne om klimaforandringerne. På den måde driver IPCC ikke selv videnskab.

Dog har IPCC betydning for retningen for videnskaben gennem det såkaldte Coupled Model Intercomparison Project (CMIP) og gennem fremskrivninger via de såkaldte Shared Socioeconomic Pathways. Disse foreskriver protokollerne for modelsammenligningen, som ligger til grund for IPCC’s vurderinger.

Der indgår ca. 50 modeller fra alverdens forskningsinstitutioner, inklusive DMI. Øvelsen viser, at der er usikkerheder:

Hvis vi havde én model, vi stolede helt på, var det jo ikke nødvendigt med de andre 49! Gennem de seks hidtidige rapporter ved vi med større og større sikkerhed, at kloden varmer op med katastrofale konsekvenser i form af hedebølger, tørke, oversvømmelser, havvandsstigninger osv.

Men IPCC er også på bagkant i forhold til videnskaben. Forsinkelsen skyldes den grundige arbejdsproces, men den skyldes også den sære sammenblanding af videnskab og politik, der er at finde i ”Summary for Policymakers”, som indeholder IPCC-rapportens hovedkonklusioner. Den skrives af de nationalt udpegede repræsentanter, hvor hvert et ord diskuteres.

Således lykkedes det Saudi-Arabien at få forhandlet en kurve over olieforbruget ud af en figur af den globale opvarmning.

Lema og kollegerne fra DMI viser heldigvis i selvsamme kronik, at de ikke mener det alvorligt kun at forholde sig til IPCC’s vurderinger. De diskuterer en række nyere studier af AMOC, blandt andet det, jeg selv udgav sidste år – med en advarsel om et kollaps allerede i midten af dette århundrede, altså inden for en 30 års tidshorisont. Desværre var deres fremstilling noget skæv, så jeg vil forsøge en nuancering.

Muligheden for et kollaps af AMOC har været kendt længe. Teorien blev udviklet allerede i 50’erne, og det er nu en del af vores almene forståelse af det, der kaldes ”det store transportbånd”. Senere er teorien om kollaps bekræftet af klimamodeller og af rekonstruktioner af istidsklimaet fra iskerne-målinger. Der er altså ingen klimaforskere, der betvivler, at AMOC kan kollapse.

IPCC’s udsagn om, at der er »medium confidence« (nogenlunde sikkerhed) for, at AMOC ikke kollapser i det 21. århundrede, bygger på, at ingen af de 50 modeller, der simulerede klimaet frem til år 2100, viste et kollaps. Hvis vi havde fuld tillid til de modeller, ville der være »high confidence«, men det har vi ikke.

Modellerne er konservative, de reagerer langsomt på ændringerne i drivhusgasserne. Vi ser gang på gang voldsommere forandringer, end modellerne forudsiger. F.eks. er den arktiske havis smeltet hurtigere, end nogen af de 50 modeller forudså.

Der er gode grunde til, at modellerne reagerer langsommere, end vi observerer. Dels er de tilpasset, så de rekonstruerer de forrige 100 års klima, som har ændret sig langsomt, dels er det nødvendigt for numerisk stabilitet, at modellerne opfører sig ”pænt”.

Ingen af de nuværende klimamodeller ville forudsige et regnvejr som det i Valencia i oktober, der kom ned fra bjergene som en tsunami og skyllede folk og biler med sig.

Vores studie, som forudsiger et kollaps af AMOC i det 21. århundrede, er nu understøttet af det modelstudie fra Holland, som kronikken henviser til. Det er en IPCC-typemodel, men med en urealistisk høj tilførsel af det ferskvand, som forårsager kollapset.

Så der er stadig store usikkerheder om forudsigelserne. Direkte målinger af AMOC er kun foretaget igennem de seneste 20 år. Det er uafhængige målinger ved Florida, hen over Atlanten mellem Florida og Marokko, mellem Skotland over Grønland til Canada og endeligt målingerne, som DMI refererer til, ved Færøerne.

Ingen af disse målinger viser det samme, men vigtigere, ingen af målingerne viser, at AMOC skulle være blevet svagere over de seneste 20 år. Det er i modsætning til det besynderlige udsagn i IPCC-rapporten: »Det er meget sandsynligt, at AMOC bliver svagere i det 21. århundrede som følge af opvarmningen, men det er med lille sikkerhed (low confidence) at vi ved, hvor meget svagere den bliver.«

Ja, så klør man sig lidt i nakken! Der er enighed om, at der skete en svag svækkelse af AMOC i perioden 1950-2000, og at den er steget i styrke igen efter år 2000. I vores studie er de svingninger ned-og-op netop et tegn på, at AMOC er på vej mod et kollaps.

Heldigvis er medierne gode til at formidle de nye videnskabelige resultater, som giver indsigt i videnskabens maskinrum: Der er usikkerheder, og at forskere kan være stærkt uenige, er videnskabens natur, men langsomt og sikkert vil forskeres kritiske test af hinandens resultater føre til konsensus, så IPCC-rapporten er ikke en klimavidenskabelig bibeI, den er et dokument, der i modsætning til Biblen revideres, når dogmer forkastes af ny forskning.

De kommende år får vi forhåbentlig større videnskabelig klarhed over risici forbundet med klimaets tipping points. Det er jo ganske forvirrende, at forskerne længe har sagt, at det bliver varmere, og så kommer vi pludselig og siger, at det kan blive væsentligt koldere i Nordeuropa.

Hvad skal vi forberede os på? Opvarmningen, oversvømmelser og havvandsstigningerne ser vi nu, så det giver jo sig selv.

Hvis AMOC kollapser, vil vi være i ukendt land, som det er vanskeligt at forberede sig på. Det, vi ved, er, at både opvarmningen og et kollaps skyldes drivhusgasudledningerne, så min anbefaling er, at vi skal have mere fart på omstillingen til det fossilfri verdenssamfund. Det haster.