Europa må i gang med at opbygge sin egen søjle i Nato-regi. Og det haster

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ruslands overfald på Ukraine viste, at Europa og dermed Danmark er helt afhængige af USA’s militære beskyttelse. Nato og dermed USA er fortsat de eneste troværdige partnere for europæisk og dansk sikkerhed.

Det usikre EU-samarbejde om forsvarspolitik er ikke meget værd. Europas sikkerhedspolitiske situation kan meget vel gå hen og ændre sig efter den 20. januar næste år, når Donald Trump bliver præsident – igen. Det vil efter al sandsynlighed medføre en massiv omlægning af den amerikanske politik over for Europa.

Trump-administrationen kan meget vel trække sig tilbage fra Nato-samarbejdet og dermed overlade kontinentets forsvar til europæerne selv.

Det vil være et markant brud med den amerikanske politik, der har været ført siden afslutningen af Den Kolde Krig. Den har sigtet imod at fastholde en stærk og fremtrædende amerikansk position i samarbejdet tværs over Atlanten.

Så længe USA havde den bestemmende indflydelse i Nato, var de europæiske lande afhængige af USA. USA har nemlig aldrig været interesseret i eller har støttet opbygning af en selvstændig europæisk forsvarskapacitet. Sommetider er en sådan selvstændig kapacitet blevet betegnet ”strategisk autonomi” for EU.

Flere amerikanske forskere peger på, at den amerikanske politik har været totalt usammenhængende og selvmodsigende om den mulige opbygning af et europæisk forsvar. På den ene side har man højlydt kritiseret de europæiske lande for at bruge alt for lidt på deres forsvar.

På den anden side har Washington forsøgt at blokere for ethvert selvstændigt EU-forsvarsinitiativ. Det amerikanske grundsynspunkt har været, at udvikling af en selvstændig EU-kapacitet på forsvarsområdet uvægerligt vil føre til en transatlantisk skilsmisse, hvilket ville svække den store amerikanske indflydelse på Europas udvikling. En højtstående amerikansk embedsmand i forsvarsministeriet, Pentagon, citeres for følgende beskrivelse af den amerikanske fortolkning: »Jeg fortalte her til morgen min kone, at jeg ønsker mere strategisk autonomi – og i nat bor jeg derfor på hotel.«

Under Biden-administrationen har den fortælling ændret sig. Washington mener i dag, at Europa kan og bør udvikle mere strategisk autonomi, uden at man skal ”flytte hjemmefra” og dermed afbryde Nato-samarbejdet. Der er således en ny og anderledes forståelse af behovet for, at Europa udvikler en selvstændig evne til at forsvare sig selv. I stedet for at EU skal have ”strategisk autonomi”, tales der i Washington om, at Europa skal udvise ”strategisk ansvarlighed” inden for rammerne af Nato. Strategisk ansvarlighed indebærer som minimum to ting.

Først og fremmest skal Europa inden for en kort årrække være i stand til at stille mindst halvdelen af de nødvendige soldater og det udstyr, der skal til for at forsvare Europa. For det andet skal Europa være i stand til at påtage sig ansvaret for at styre kriser og konflikter i nærområderne. Det kan meget vel gå hen og blive i forhold til konflikten mellem Israel og palæstinenserne i forsøget på at oprette en selvstændig palæstinensisk stat.

Europa kan gå to veje i forsøget på at opnå ”strategisk ansvarlighed” Enten skal man begynde fra bunden med at opbygge en EU-hær med alt, hvad det indebærer. I øjeblikket er der 27 nationale forsvar i EU. De har ingen erfaring i at samarbejde uden for Nato.

Alternativt kan man begynde at samarbejde om udvikling en såkaldt ”europæisk søjle” inden for Nato. Begge strategier vil tage tid. Men USA kan hjælpe Europa på vej, og det er sådan set i amerikansk interesse, at Europa forbliver inden for Nato og opbygger en europæisk søjle. En hurtig amerikansk tilbagetrækning fra det transatlantiske sikkerhedssamarbejde vil blokere for en sådan udvikling.

En reduktion i det amerikanske engagement i Nato – uden at Washington direkte melder sig ud af alliancen – kan betyde, at USA taber en værdifuld allieret i kampen mod Kina. En svagere amerikansk-europæisk alliance kan få europæiske nationer til at være mindre villige til at følge USA i kampen mod Kina.

Kina er den altoverskyggende prioritet for amerikansk udenrigspolitik. Europa er en vigtig allieret her. Det er kun takket været den amerikanske sikkerhedsgaranti til Europa, at Biden-administrationen kunne presse EU til at indføre restriktioner over for eksporten af højteknologiske produkter til Kina.

Washington søger allierede i kampen mod Kina, hvor det er muligt. Forsvarsalliancen Aukus, som USA indgik med UK og Australien i efteråret 2021, er et eksempel på det. Det samme er det stadig tættere samarbejde mellem USA, Japan og Sydkorea, men også Indien.

Det må ikke overses, at Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Holland rent faktisk har haft flådefartøjer udstationeret i det, der nu om dage hedder ”the Indo-Pacific”. De europæiske flådeskibe har ikke haft den store militære betydning. Men deres symbolske værdi skal ikke undervurderes. Heller ikke af en kommende Trump-administration.

En svækkelse af samarbejdet inden for Nato vil medføre en kraftig nedgang i de amerikanske våbensalg til Europa, da europæiske købere i en sådan situation vil være mere tilbøjelige til at købe europæiske våben. Det kan selvfølgelig være en stærk tilskyndelse til at udvide den europæiske våbenproduktion. Men det kan faktisk også resultere i, at en række europæiske lande koncentrer sig om egen produktion til eget forsvar. Dermed kommer de til at bidrage til at splitte Europa og svække kontinentets forsvarsevne.

Det er i USA’s interesse, at Europa bliver i stand til at forsvare sig selv – på sigt. Det betyder, at de europæiske skatteydere må op med mindst 3 pct. af bnp til forsvaret, hvis de skal være i stand til at udvikle en europæiske søjle inden for Nato.

Og Nato er en central forudsætning for at sikre alliancen tværs over Atlanten. For at fremme opbygningen af en europæisk søjle inden for Nato må Trump-administration II opmuntre og støtte de europæiske bestræbelser på at etablere fælles indkøb af militært udstyr.

Den nye EU-forsvarskommissær, Andrius Kubilius, har været fremme med forslag om at skabe en fælles pulje til indkøb af våben og udstyr. Fælles indkøb kan opmuntre de europæiske stater til at købe det samme udstyr og våben, som vil gøre det lettere at kæmpe sammen.

Det er vigtigt, at Trump og hans kommende forsvarsminister og udenrigsminister forstår, at et militært stærkere Europa er en fundamental amerikansk interesse. Men uden amerikansk opmuntring og direkte pres kan de europæiske lande nemt falde tilbage til gamle dages dårlige handlingsmønstre, som jo indebar konkurrence, manglende samarbejde og hyppige konflikter.

Først og fremmest skal Washington undlade at indgå bilaterale forsvarsaftaler og handler, som netop er i tråd med Donald Trumps nationalistiske instinkt og hans grundlæggende skepsis over for multilateralt internationalt samarbejde.