Det er ikke de ph.d.-studerende, der er problemet. Det er deres apatiske vejledere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I et sympatisk forsøg på at ”vælge klogt” anbefaler en række professorer i en kronik i Jyllands-Posten 14/11, at antallet af læger med en ph.d.-grad skal reduceres væsentligt, så vi bruger ressourcerne klogt i den sundhedsvidenskabelige forskning.

Det ukloge er, ifølge professorerne, at tilbyde et ph.d.-studium til personer, som kun forsker af hensyn til eget cv, en såkaldt ”pligt-ph.d.”. Det er forfatternes personlige erfaring, at antallet af pligt-ph.d.er er substantielt.

Ud over det selvoplevede refererer forfatterne til en undersøgelse fra 2016, som viser, at kun 25 pct. fortsat er forskningsaktive, to år efter ph.d.-graden er i hus.

Samlet tør forfatterne konkludere, at »en betydelig del af ph.d.-forskningen (er) primært akademisk interessant uden afdækning af vigtige biologiske mekanismer eller sammenhænge eller med afprøvning af nye behandlinger«.

Heldigvis er der en direkte sammenhæng mellem en pligt-ph.d. og knapt så vigtige resultater, så løsningen på miseren er, at universiteterne sikrer, at »kun de mest forskningsinteresserede læger og kun ph.d.-projekter med betydelig forskningsmæssigt potentiale og af høj kvalitet igangsættes – dvs. forskningskvaliteten og fremtidsperspektivet for lægen skal være styrende«.

Det ville være dejligt, hvis det var så enkelt at skille godt fra dårligt, når det handler om forskning. Forskning er uforudsigelig i sin natur og lader sig dårligt planlægge minutiøst.

Jeg har i mange år siddet som leder af den sundhedsvidenskabelig ph.d.-skole på Aarhus Universitet, og jeg føler mig naturligvis passende ramt, når forfatterne mere end antyder, at det er en formalitet at blive indskrevet, og at den åbne dør skyldes universitetets økonomiske incitament.

Sandheden er jo, at det slet ikke er nogen enkel sag for et ungt menneske at vandre ind i et sundhedsvidenskabeligt ph.d.-forløb.

Yngre forskere er afhængige af hjælp fra deres vejledere. Hovedingrediensen er det gode videnskabelige spørgsmål, og det kræver baggrundsviden at stille det. Konkurrencen om forskningsmidler er stor, så når forskningsprojektet skal finansieres, vil unge forskere typisk søge midler sammen med vejlederne for at give projektet tyngde.

Ansøgningen kræver ikke bare et fokuseret forskningsspørgsmål, men også tilstrækkeligt overblik over litteraturen til at argumentere for, hvorfor lige dette projekt er værd at bruge penge på.

Vejlederne vil således oftest spille en central rolle i forbindelse med formulering af forskningsspørgsmålet, udformning af protokol, sikring af finansiering, opnåelse af myndighedsgodkendelse, oplæring i metoder, korrekt dataindsamling, analyse af data og publicering af forskningsresultat.

Så ph.d.-skolerne sætter ikke ph.d.-studerende i gang, men det gør professorerne som vejledere. Det er svært at opnå finansiering, så jeg genkender ikke billedet af mange ph.d.er, som er uinteressante.

De ph.d.-studerende er ”i lære”, de udfører i en vis udstrækning noget praktisk arbejde i et forskningsprojekt, som er udtænkt af vejlederen. Den ph.d.-studerende er fuldtidsansat til forskning, medens vejlederen typisk har to ansættelser – er f.eks. overlæge i klinikken i 50 pct. af tiden og professor på universitetet de resterende 50 pct.

Ikke sjældent vil den samme vejleder have op til flere ph.d.-studerende, som udfører forskning inden for vejlederens forskningsfelt. Så professorerne er altså helt afgørende for at sikre, at kvaliteten af forskningsprojekterne holder, og at de rigtige mennesker bliver sat i gang med en ph.d.

På Københavns Universitet satte man sig for et par år siden for at undersøge, om de ph.d.-studerende reelt bidrager med noget brugbart. Man analyserede 841 kliniske ph.d.-afhandlinger udgået fra Institut for Klinisk Medicin i perioden 2013-2017.

Afhandlingerne viste sig at være baseret på mindst tre manuskripter/artikler, hvoraf hovedparten var publiceret i de højest rangerede tidsskrifter inden for specialet. Undersøgelsen understreger, at kliniske ph.d.-studerende, udover egen uddannelse, yder et stort bidrag til ny forskningsbaseret klinisk viden.

Som forfatterne af kronikken påpeger, er publikationer fortsat valutaen inden for forskning, og kvantitet er vejen til at opnå stillinger og fondsbevillinger. Antallet af artikler fra det sundhedsvidenskabelige fakultet i København er steget med 400 pct. i perioden 2020-23, medens antallet af læger, som laver en ph.d., i perioden 2013-22 er steget med 25 pct. Der findes vejledere, rollemodeller for de studerende, som snildt er i stand til at publicere 50-100 artikler om året.

Da ph.d.-afhandlingerne typisk består af tre artikler, som publiceres godt, er det ikke de ph.d.-studerende, som driver en usund sundhedsvidenskabelig forskning.

Men hvad med deres vejledere? Her må man give forfatterkollegiet, at de indrømmer, at de måske selv spiller en rolle, men den er desværre til den apatiske side – ”når alle andre gør det …”.

De kliniske ph.d.-studerende arbejder efterfølgende i en hverdag, hvor patientbehandlingen er kerneopgaven og forskning/uddannelse mere understøttende. De bidrager til udviklingen af patientbehandlingen ved at arbejde evidensbaseret, dvs. ved at opsøge og kritisk anvende ny viden om patienternes problemstillinger.

Desværre tillader ansættelsesforholdene på hospitalerne ikke altid, at sundhedsvæsenet får gavn af alle de værdifulde forskningskompetencer. I en analyse fra 2018 har man med udgangspunkt i 532 danske sundhedsvidenskabelige ph.d.er fra 2005-2006 set på, hvor mange der blev ved med at være videnskabeligt aktive. Fem til ni år efter ph.d.-studiet fortsatte kun 25 pct. med at publicere regelmæssigt.

I uforudsigelige tider gælder det om at stille Danmark stærkt. Forskning kræver fordybelse, og fordybelse kræver tid. Nobelprismodtageren Jens Christian Skou, som opdagede natrium-kalium-pumpen, har understreget, at en forudsætning for hans revolutionerende opdagelser var fri grundforskning uden politisk styring og krav om hurtige resultater. Får man tid til at fordybe sig, kan der til gengæld være tale om grundlæggende opdagelser.

Den kliniske forskning sikrer, at gennembrud i den basale forskning kan omsættes til effektive og sikre lægemidler til gavn for patienter og samfund. Målrettet international mobilisering af forskere på universiteter, i klinikken og i medicinalindustrien har ført til bekæmpelse af epidemier som covid-19, hiv og ebola.

Der er stærke argumenter for at styrke den kliniske ph.d.-uddannelse. Og meget gerne i kombination med mulighed for forskning under speciallægeuddannelse efterfulgt af delestillinger, der kombinerer den kliniske speciallægestilling med forskning.