Ja, vi skal forberede os på en varmere og vådere verden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi hører af og til i medierne, at det er uvist, om vi skal forberede os på en klimafremtid, der er varmere og vådere, eller om vi skal forberede os på en koldere verden. En fremtid med hedebølger og oversvømmelser. Eller omvendt noget, der ligner begyndelsen på en ny istid. Baggrunden for begge scenarier er global opvarmning, så der er brug for at rede trådene ud.

Og lad os starte med spørgsmålet og svaret. Er et kollaps nært forestående?

Det er ikke sandsynligt, at Golfstrømmen kollapser i dette århundrede. Men alene givet muligheden for sådan et ”tipping point” skal vi blive klogere og holde meget skarpt øje med faresignaler. Hvad skal vi så forberede os på i mellemtiden? I hvert fald en varmere og vådere fremtid. Og vi skal klimatilpasse os til det ekstreme vejr, der følger med. Diger, regnvandsopsamling og store kloakker – ikke nye skøjtebaner.

Den globale opvarmning kender vi med sikkerhed. Fra FN’s klimapanel, IPCC, ved vi, at verden bliver varmere, så længe vi udleder drivhusgasser. Sidste år oplevede verden rekordniveau af både udslip af CO₂ og metangas – og globale varmerekorder.

En varmere verden medfører stigninger i hyppighed og voldsomhed af bl.a. varmeekstremer, marine hedebølger, ekstrem regn. I nogle regioner oversvømmelser og i andre tørke. Global opvarmning og øgede vejrekstremer – det ved vi.

Alligevel er det forståeligt, at tvivlen kan melde sig, når man læser overskrifterne i danske medier: ”Kollaps i Atlanterhavet kan udløse grønlandsk vinter i Danmark”, ”Nærmer sig kollaps”, ”Stor klimakatastrofe kan måske snart ramme kloden” og ”Nyt studie bestyrker ultimativ frygt: Danmark og Nordeuropa risikerer rutsjebanetur mod arktisk klima om mindre end tre årtier”.

Baggrunden for videnskabelige debat og medieomtale er nyere studier om havstrømmenes mulige pludselige kollaps.

De sammenkoblede nordatlantiske havstrømme – oftest kaldet Atlantic Meridional Overturning Circulation eller AMOC, som også Golfstrømmen er en del af – er af stor interesse for klimaforskningen. Det skyldes, at havstrømmene driver en enorm omfordeling af varme og er et af de elementer i klimasystemet, som vi ved, tidligere har gennemgået bratte tilstandsskift, nemlig under sidste istid – et såkaldt ”tipping point”.

Hvad siger klimaforskningen så om fremtiden for AMOC?

Klimamodeller har indtil videre vist, at AMOC vil reduceres gradvist og betydeligt. Men uden pludselige skift og uden at nå et tipping point. Samlet har IPCC derfor formidlet, at et AMOC-kollaps er usandsynligt i dette århundrede – selvom risikoen for kollaps ikke kan udelukkes. Det formidler IPCC. Og det formidler DMI i kraft af vores rolle som regeringens klimavidenskabelige rådgiver.

Nu er debatten blevet aktuel igen. To studier fra en hollandsk forskningsgruppe har med udgangspunkt i en klimamodel undersøgt mulighederne for et kollaps.

Det er spændende forskning, fordi det faktisk viser et kollaps. Men eksperimentet er konstrueret. For at ”fremprovokere” et kollaps i klimamodellen er klimaet ikke nutidigt, og AMOC tvinges langsomt i knæ ved løbende at tilføre en mængde ferskvand, der overstiger 80 gange den aktuelle afsmeltning fra Grønlands indlandsis. Eksperimentet er sådan set fint, men er netop et eksperiment og langtfra realistisk bygget op.

I en endnu upubliceret opfølgning går de hollandske forskere skridtet videre med en form for statistisk fremskrivning af de faresignaler, som eksperimentet viste. Tager man eksperimentet for gode varer, foreslås et kollaps sandsynligvis inden 2050. Det er altså ikke en forudsigelse, som vi kender fra vejrudsigter eller klimascenarier, men en statistisk forudsigelse med en række antagelser. Antagelserne er, at man med eksperimentet kan finde faresignaler i virkeligheden.

Så langt, så godt! Det er ny forskning og antagelser, som klimaforskere diskuterer flittigt. Og som midt i den videnskabelige debat også trak store overskrifter i medierne.

Men omtrent samtidig kom også anden ny, fagfællebedømt forskning, der trækker grundlæggende modstridende konklusioner.

Det anerkendte Science-studie viser, at antagelser brugt i de hollandske studier næppe kan bruges til at vise konkrete tidsintervaller for, at AMOC kollapser. Analysen konkluderer, at selv hvis der antages en udvikling mod et tipping point, er usikkerheden for store til pålideligt at estimere tidspunkter. Et andet studie viser med faktiske målinger af havstrømmen, at centrale, nordlige dele af AMOC omkring Færøerne ikke viser tegn på svækkelse – tværtimod, faktisk. Et tredje studie i Nature viser også, at den vigtige Floridastrøm, som føder varme til Golfstrømmen, har været bemærkelsesværdig stabil over fire årtier.

Vi står altså med studier, der peger i forskellig retning, og med en videnskabelig debat om observationer, metoder, data og resultater. Og godt for det. Det er videnskab. Og det er kompliceret. Enkeltstudier, der i sig selv skaber et paradigmeskifte, er yderst sjældne.

Det er derfor vigtigt, at man farer med lempe, når man hiver enkeltstudier frem. Hvad er alternativet til enkeltstudier? Helheden. Og den etablerede viden.

Vurderinger fra FN’s klimapanel bygger på videnskab fra en bred vifte af discipliner og tilgange. Panelet sammenstiller og vurderer den videnskabelige litteratur på tværs. Det er en exceptionelt omfattende videnskabelig proces. Selvom dette er en ekstrem stor indsats, står vurderingerne i sidste ende på flere søjler af robust videnskab, observationer og viden om klima.

Som Danmarks repræsentant i FN’s klimapanel og som klimavidenskabelige rådgiver har vi en forpligtelse til også at formidle helheden. Og vi formidler netop med udgangspunkt i den nidkære gennemgang af alt relevant litteratur, der kendetegner den ekstra grundige proces i IPCC.

Alle videnskabelige indspark er vigtige for, at vi kan blive klogere og for en oplyst debat. Men vi skal gøre opmærksom på usikkerhederne, særligt når de er så centrale, som det er tilfældet med AMOC. IPCC peger også på, at der behov for mere data og flere studier, og derfor skal vi naturligvis hilse al ny forskning velkommen. Både den forskning, der giver avisoverskrifter, og den, der ikke gør. Og selvfølgelig tager vi løbende bestik af forskningen, og vi bidrager selv.

Selv en lille usikkerhed for så markante skift som et AMOC-kollaps må og skal afdækkes yderligere. Og helst helt udelukkes! Vi må så afvente den videnskabelige udvikling for at se, om der en dag bliver grobund for at ændre det paradigme, der i dag ligger med IPCC’s vurdering.

I mellemtiden kan vi huske os selv på, hvad vi ved.

Klimaforandringerne er her. Jo højere temperatur, des højere risiko – både for de klimaforandringer, der giver et varmere, vådere og vildere vejr. Og for tipping points. I den seneste klimavidenskabelige bibel fra IPCC lyder det, at sandsynligheden for pludselige og irreversible forandringer stiger med den globale opvarmning. Eksempler er kollaps af polernes iskapper, kollaps af regnskov og kollaps af AMOC.

Budskabet fra klimavidenskaben er fortsat klart: Risikoen for tipping points kan mindskes med de greb, hvor vi også mindsker risikoen for stormflod, skybrud og hedebølger.

Derfor er løsningen sådan set den samme: at reducere verdens udledninger af drivhusgas. Hurtigt og i tråd med Parisaftalen.