Tiden er inde til, at generation Z giver grundloven en overhaling

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når tilliden til demokratiet er faldende, er det vores opgave at styrke det. Skal vi give et frit, demokratisk Danmark videre til vores børnebørn, skal forfatningens teltbarduner strammes.

Igennem årtier har vi stået sammen om vores værdier. Ytringsfrihed, borgernes lighed, mindretalsbeskyttelse, privat ejendomsret og meget mere. Værdier, der har overlevet kriser, krige og store samfundsomvæltninger, og som har været nedfældet i grundloven siden Enevældens fald fra tronen i 1849, hvor en ny demokratisk æra startede for det danske folk.

Det demokratiske telt blev slået op til den store fest, og i nu mere end 175 år har vi hyldet det danske folkestyre til uanede højder. Men som alle andre festlige begivenheder er tiden nu inde til en større oprydning. Og særligt i disse tider, hvor bladene falder af træerne, og kulden sniger sig ind under den ellers lune jakke, er det, som om efterårsstormene også har fået fat i festteltets øverste presenninger.

For vi ser, at folkestyret langsomt slår sprækker.

Andelen af danskere, som har tillid til de danske politikere, har været støt faldende i de seneste mange år, mens mistilliden fortsat stiger i et hastigt tempo. Danmarks rolle er vendt fra, at vi tidligere tog på togter til Mellemøsten for at udbrede vores frihedsdominerende tanker til nu at være en kamp om selv at overbevise herboende danskere om demokratiets forunderlige idéer. For når danskerne grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved politikernes beslutninger og ikke tror på, at de kan løse samfundets udfordringer, bør vi insistere på forandringer.

Tilliden bliver bestemt ikke styrket, når borgerne oplever, at politikernes liv til tider foregår på en anden planet. Når politikerne er distanceret fra den jævne dansker og ikke længere er rundet af de værdier, som hersker blandt befolkningen. Når vi i årtier har diskuteret, om ytringsfriheden er under pres på grund af ikkevestlig indvandring, lavere grad af tolerance eller hårdere tone på de sociale medier, er svaret ikke at indskrænke den grundlovssikrede rettighed.

Når Lars Løkke falder for diktatoriske anbefalinger fra Mellemøsten med Koranloven, eller når skrøbelige sjæle påvirkes af de ulovlige racismeytringer, er vores demokrati på et tilbagetog. Selv i stormvejret må vi stå på mål for, at ytringsfriheden skal gælde alle, selv når deres ytringer rammer andres følelser.

Men også en anden central rettighed har i den seneste tid skullet stå imod efterårsstormen. Den private ejendomsret, som sikrede borgerne mod kongemagtens forgodtbefindende, har vist sig at være demokratiets væsentligste beskyttelse af individets frihed – retten til egen jord. Men dens styrke har været på retræte i de seneste år.

I Roskilde Kommune oplevede en borger mod sin vilje, at kommunen eksproprierede ham blot for at overdrage jorden til Roskilde Festival. En sag, han senere tabte imod Østre Landsret. Om det har givet myndighederne mere blod på tanden, vides ikke, men i Østerild kan staten endnu en gang tromle den lille mand, fordi de nu ønsker at opsætte gigantiske vindmøller.

Det er nobelt at kæmpe for den grønne omstilling, men det skal aldrig ske ved, at man mod jordejerens vilje presser ham ud af huset. Endnu et eksempel på, at frihedens teltbardunerne trænger til at blive strammet.

Den demokratiske spilleplade trænger ikke kun til en optegning efter mange års fest. For med en stigende udvikling i politikerleden og en manglende juridisk ligestilling mellem folk og magthavere, bliver vi nødt til at overveje, hvordan politikerne bedre holdes i kort snor.

Når både Inger Støjberg og Mette Frederiksen i moderne tid har brudt eller højest sandsynligt har brudt loven, er det en fuldstændig uacceptabel præmis i folkestyret, at det er et siddende flertal i parlamentet, som afgør, hvorvidt de skal stilles for en domstol eller ej.

Vi kan med fornuft søge inspiration fra Tysklands forvaltningsdomstol, der ser politikere og myndigheder over skulderen, og som netop vil undgå, at man kan gå fri fra politiske lovbrud som minkskandalen. For folkestyret er ikke tjent med magthavere, der samvittighedsløst kan køre over for rødt lys og slippe ustraffet fra det.

En anden sørgelig tendens i samfundet er den stigende lovmængde. For mere lovgivning er ikke kun med til at skabe et væsentligt lag af bureaukrati, der besværliggør driften af virksomheder eller forlænger ventetiden ved kommunerne. Mere lovgivning er med til at indskrænke borgernes frihed i en væsentlig grad.

For det er i dag forbudt at bruge din bil til at transportere folk rundt og modtage penge for det. Det er forbudt for forretningsdrivende at give dig en plasticpose med hank gratis – selvfølgelig i orden, hvis det er uden hank. Og det er forbudt frit at leje din bolig ud til, hvem du har lyst til, på grund af tonstung regulering.

Det er alt sammen kun små dråber i vandet i forhold til den store samfundsudfordring, hvor borgernes frihed bliver indskrænket bid for bid.

Og selvom flere partier taler om den store afbureaukratisering, kommer det ikke til at ske, hvis vi ikke tvinger dem til bordet. Derfor bør vi indskrive i grundloven, at der skal være en solnedgangsklausul på al frihedsindskrænkende lovgivning på maksimalt 15 år, så kommende generationer af politikere kan genoverveje, hvor meget frihed borgerne rent faktisk skal fratages.

Når vi i Danmark bliver nødt til at skrue ned for musikken til den demokratiske fest, skyldes det ikke kun, at folkestyret herhjemme er sat i bakgear. Rundt i verden går det nemlig værre til, hvor færre gæster deltager i festen. I 2012 kunne 42 lande kategoriseres som liberale demokratier, mens det i 2021 kun var 34 lande.

Det betyder også, at mere end 70 pct. af verdensbefolkningen nu lever i autokratiske lande, hvor muligheden for at afsætte en politisk leder er stort set umulig. Det er en foruroligende udvikling, som hverken Danmark, EU eller internationale organisationer kan sidde overhørig.

Derfor er det nødvendigt, at vi igen kridter banen op, så folkets vilje og borgernes frihed igen bliver det styrende for samfundsudviklingen verden over. Her er grundloven det levende dokument, som den kommende generation skal blive ved med at købe ind på. Selvom fundamentet i høj grad skal forblive uændret, bør alle også erkende, at moderne lovgivning ikke altid lever op til ånden i grundloven fra 1849.

Dertil kunne vi heller ikke forvente, at vores primære grundlovsskrivere, Orla Lehmann og D.G. Monrad, kunne tage højde for, hvordan Danmark ser ud i dag. En grundlovsopdatering, der tilpasser forfatningen vores nuværende udfordringer med magtudøvelsen, er den eneste vej tilbage, hvis vi fortsat ønsker at give folkestyret videre til kommende generationer.

Det kræver, at vi lader generation Z pynte bordet og stramme teltbardunerne til næste gang, hvor festen foregår i en mild efterårsstorm.