Vi kalder os velfærdssamfund, men hjælper stadig ikke de udsatte godt nok

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forleden faldt jeg i snak med en mand ved mindestenen for afdøde stofbrugere på Halmtorvet i København. Han var der for at mindes sin kæreste, der var faldet død om nogle dage tidligere – lige netop dér ved stenen, hvor der stod blomster og fyrfadslys. Med tårer i sine slukkede øjne forklarede han, hvordan de to havde ligget og kokset lige der på græsset, høje på, hvad end de nu havde indtaget. Men kæresten vågnede aldrig fra rusen. Nu stod han der alene med hendes halskæde i hånden. Helt tavs. Med en smøg imellem to fingre i den ene hånd og en håndbajer af guld i den anden.

Det er desværre ikke første gang, jeg hører en historie som hans. Gå en tur på Halmtorvet eller torvet i en anden større by, og du vil sikkert møde flere udsatte mennesker, som vi ikke tager os godt nok af i dag.

Det er mennesker, der er dybt afhængige af stoffer eller alkohol. En del har ubehandlede psykiatriske diagnoser oveni. Mange lever hårde liv på gaden. Hvor skruppelløse pushere og bagmænd hersker, og hvor de svageste udsættes for vold, overgreb og afpresning. De har ofte ingen tryg og fast base, men ryger ind og ud af herberger, fængsler og psykiatriske hospitaler.

Alt for mange farer vild i vores velfærdssystem og giver fortabt. Nogle oplever at blive skuffet så mange gange, at de helt holder op med at opsøge hjælpen selv. Faktisk får cirka en tredjedel af de allermest udsatte ikke en social indsats, selvom de i allerhøjeste grad har brug for det.

Det er ikke godt nok i et velfærdssamfund som det danske. Vi må aldrig acceptere eller lade stå til, når andre mennesker har det dårligt. Det er netop, når livet er svært, at vi skal kunne regne med, at vores stærke fællesskab er der for os. Det skal de mest udsatte også mærke.

Det er nogle af de stofbrugere, som stenen står til ære for. Vi hjælper dem ikke godt nok i dag. Det system, der passer til de fleste af os, passer ikke til de mennesker, der er allermest udsat.

Det vil regeringen gøre noget ved. Det er en topprioritet for regeringen og mig som ny minister at lave en værdighedsreform for de allermest udsatte.

Da jeg stillede op til Folketinget første gang for lidt over 20 år siden, var det netop også, fordi jeg ikke ville acceptere forholdene for de mest udsatte i vores samfund.

Jeg kendte mange udsatte mennesker fra min egen hverdag på Vesterbro i København, hvor jeg fra første række oplevede de umenneskelige forhold, mange stofbrugere levede under. Beskidte kanyler stukket ind i låret i en kold p-kælder. Betændte sår. Og amputerede lemmer som følge af infektioner. Det var hårdt, respektløst og uværdigt.

Min første store kamp var derfor at samle partierne på Christiansborg om at få fixerum til Danmark. Det lykkedes i 2012 – men ikke uden modstand. Fixerummene var et nybrud og varslede en helt anden tilgang til de mest udsatte stofbrugere, hvor vi mødte udsatte mennesker mere på deres egne præmisser. Vi gav dem et varmt og trygt sted at indtage deres stoffer. Med rene kanyler og i yderste konsekvens med livreddende førstehjælp, hvis uheldet var ude.

Stoffer og misbrug er en stor del af hverdagen for mange udsatte. Derfor skal den kommende værdighedsreform give svar på, hvordan vi sikrer et mere værdigt liv for udsatte stofbrugere – mere sikre forhold og færre overdoser.

Den kommende værdighedsreform skal også gå længere end det. Vi skal hjælpe på en anden måde, så vi gør livet lettere for dem, der virkelig har brug for vores velfærdssamfund. Vi skal indrette os anderledes.

I dag oplever mange udsatte mennesker, at de bliver kastet rundt fra system til system til system, når de opsøger hjælp. Det kan 31-årige Alex, der lever et liv på gaden i Aarhus, fortælle med om. Udover hjemløshed slås hun med et massivt pillemisbrug, har flere behandlingskrævende psykiatriske diagnoser, over 700 sager hos politiet og en større gæld.

Alex har et stort behov for hjælp til både det ene og det andet, men oplever at blive sendt frem og tilbage mellem f.eks. misbrugsbehandlingen – der kun vil behandle hende, når hun er psykisk stabil – og psykiatrien, der ikke vil behandle hende, når hun er afhængig af stoffer. Det efterlader i mange tilfælde Alex i et ingenmandsland – uden den hjælp, hun har behov for.

Lykkes det Alex at få hjælp i psykiatrien, bliver der sjældent taget højde for de andre ting, hun slås med. Hun har flere gange oplevet at blive udskrevet direkte til gaden. Tilbage til den lille jordhøj, hvor hun holder til, tilbage til pillemisbruget, til den selvskadende adfærd og til at smadre ruder i frustration over sin situation. Det er ikke rimeligt.

Vi har sat tærsklen for at få hjælp alt, alt for højt, og det går ud over mennesker som Alex. Vi er nødt til – som Søren Kierkegaard også har formuleret det – at sætte os i Alex’ sted og forstå, hvor hun er, for overhovedet at hjælpe hende. Det er vi for dårlige til nu.

Derfor bliver et grundlæggende princip i den kommende værdighedsreform, at vi skal møde og hjælpe mennesker der, hvor de er og føler sig trygge. Vi skal komme til dem – ikke omvendt. Som udsat skal man aldrig opleve, at man går ind ad en forkert dør eller bliver kastet rundt i systemet, som Alex og mange oplever det nu.

Er du f.eks. patient i psykiatrien, og mangler du en bolig, når du udskrives, skal systemet handle. Du skal ikke bare udskrives og efterlades til dig selv på gaden. Er du på et værested og fortæller om mørke tanker, som du har brug for behandling for, skal døren til hjælp være åben med det samme.

Jeg tror, at vi kan trække meget på de positive erfaringer, som vi gjorde os under coronatiden, hvor vi i langt højere grad lykkedes med at møde de mest udsatte mennesker der, hvor de var. Vi kom simpelthen ud til dem, der ikke kunne komme til os – bl.a. i misbrugsbehandlingen.

Under corona kunne det godt lade sig gøre at sende en visitator ud til en borger på et herberg med abstinensbehandling, hente medicin til en borger, der var for syg til selv at opsøge akutmodtagelsen, og bringe mad hjem til en tidligere hjemløs, der lå syg derhjemme. Den tilgang skal tilbage.

I regeringen er vi i fuld gang med at finde ud af, hvordan en værdighedsreform konkret skal se ud. Vi har mange og lange snakke om det – godt hjulpet på vej af dygtige offentlige og civile samfundsaktører på området. De gør en enorm forskel for udsatte mennesker i hverdagen. Dem skylder vi tak.

Men mest af alt skylder vi at skabe bedre forhold for de mest udsatte mennesker i vores samfund. Velfærdssamfundet er til for dem. For de mange stofbrugere og deres pårørende, som stenen på Halmtorvet skal minde os om. For den mand, der nu græder over tabet af sin elskede kæreste, der døde i en alt for tidlig alder. For Alex, der frygter for at dø, hvis ikke hun får bedre hjælp, og som med egne ord er »træt af at være affald«.