Sundhedsvæsnet skal ikke kun være et "sygdomsvæsen"
Sociale henvisninger med brobyggere, der forbinder sundhedsvæsen og lokalsamfund, kan blive en af løsningerne i et langtidsholdbart og bæredygtigt sundhedsvæsen, som tilbyder ”sundhed tæt på dig”.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Det danske sundhedssystem står over for massive udfordringer og er presset på både økonomi og hænder. Regeringen har netop offentliggjort sit nye sundhedsudspil ”Sundhed tæt på dig” med initiativer, der på sigt skal hjælpe med at holde sundhedsvæsnet flydende.
Men har den modet og fornuften til at prioritere den borgerrettede forebyggelse, der skal sikre danskerne flere sunde leveår og mindske sygdomsbyrden på rette tid og sted? Sociale henvisninger med brobygning til lokalsamfundet bør være en del af den langsigtede redningsplan.
Sociale henvisninger indebærer, at en borger, som har behov for hjælp pga. f.eks. ensomhed eller fysisk inaktivitet, kan henvises til en professionel brobygger, som igennem en eller flere samtaler kan hjælpe borgeren med at finde et passende tilbud i lokalsamfundet, der afhjælper borgerens behov.
Det kan skabe nye strømninger i sundhedsvæsnet, som kan understøtte et godt fysisk og mentalt helbred, hvis det tænkes ind som en del af de tilgængelige sundhedstilbud.
Mange danskere har levevilkår, der fører til sygdom. Mange lever længe med komplekse helbredsproblemer. De skal have hjælp til at leve et så godt og langt liv som muligt. Ifølge Sundhedslovens § 1 har sundhedsvæsnet til formål at »fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte.«
De mange kroniske sygdomme kombineret med sundhedsvæsenets forpligtigelse til at fremme befolkningens sundhed medfører, at udgifterne stiger. De højt specialiserede behandlinger betyder, at sundhedsvæsenet bliver et ”sygdomsvæsen”, hvor forebyggelse af sygdom står i skyggen af behandling af sygdom.
Sundhedsstrukturkommissionen anbefalede at prioritere initiativer, der forebygger sygdom, understøtter borgernes egenomsorg og inddrager lokalsamfundet.
Flere steder i landet bobler uafhængige, lokale initiativer op. Mange af dem bygger på principperne om sociale henvisninger og kobler borgere til foreninger i lokalsamfundet. Nogle danske kommuner og regioner har desuden søsat satsninger, hvor borgere henvises til f.eks. korsang for lungesyge, kultur på recept eller lokale idrætsforeninger. Fælles for satsningerne er et ønske om at styrke mental sundhed, egenomsorg og sundhedskompetence gennem lokale fællesskaber.
Eksempler på aktuelle initiativer i Danmark er ”Fællesskabsby” i Ringsted, ”Sociale henvisninger” på Vesterbro-Sydhavnen i København, ”Genlyd” i Aarhus, ”Flere i fællesskaber” i Silkeborg og ngo’en Social Sundhed.
Initiativet ”Flere i fællesskaber” i Silkeborg er et ambitiøst, partnerskabsbaseret projekt, der bygger på et tværsektorielt samarbejde mellem lokalsamfundet, det offentlige og erhvervslivet. Et centralt element er ansatte brobyggere, som har overblik over de mange forskellige aktivitetstilbud, der findes i lokalsamfundet. Brobyggeren modtager henvisninger af borgere fra sundhedsfaglige, men borgerne kan også henvende sig direkte selv.
Efter en individuel afklarende samtale hjælper brobyggeren borgeren i gang med et aktivitetstilbud, som passer til den enkeltes ønsker og behov. Det kan være alt fra en lokal strikkeklub til en patientforening, et idrætstilbud eller en ungdomsklub. En del af borgerne bliver selv frivillige efterfølgende. ”Flere i fællesskaber” viser således, at sociale henvisninger kan udløse mange skjulte ressourcer hos både borgere og lokalsamfund.
Initiativet ”Sociale henvisninger” på Vesterbro-Sydhavnen udspringer fra de lokale praktiserende læger. De så et behov for at kunne tilbyde deres patienter andet og mere end medicin og sygdomspleje: mere motion, god kost og ernæring og en vej ud af ensomheden. Derfor ansatte de en brobygger ved hjælp af midler fra bl.a. Trygfonden og Social-, Bolig- og Ældreministeriet. De praktiserende læger i området kan nu henvise til brobyggeren, når de sammen med patienten finder behov for at række ud efter andre virkemidler end blot medicin.
Fænomenet ”sociale henvisninger” er ikke et dansk initiativ. Vi ser et internationalt paradigmeskifte, hvor sociale henvisninger gennem en lokal brobygger i stigende grad integreres i sundhedssystemer. Denne nye bølge ses bl.a. i Storbritannien og Portugal, hvor metoden allerede er en fast del af sundhedsvæsenet. Erfaringer fra bl.a. Storbritannien viser, at det er vigtigt at få afprøvet og justeret indsatsen inden en større implementering.
Det danske sundhedsvæsen adskiller sig væsentligt fra andre lande, hvor sociale henvisninger er udbredt, og hvis vi skal undgå, at brobyggerne bliver et parallelt tilbud til eksisterende ydelser, som i dag leveres af kommunerne, er det nødvendigt med dansk forankret forskning på tværs af regioner, kommuner, civilsamfund og almen praksis.
Derudover vil udbredelsen kræve nogle helt centrale og modige tiltag. For det første skal tilbuddet kunne opskaleres og integreres som et landsdækkende koncept med en stabil drift. For det andet skal de praktiserende læger tænkes ind som en henvisende instans fra begyndelsen.
Mere end 80 pct. af befolkningen havde kontakt med deres praktiserende læge mindst én gang i 2020. Den store kontaktflade giver de praktiserende læger gode forudsætninger for at identificere de borgere, som ikke selv formår at få adgang til allerede eksisterende sundhedsfremmende tilbud i lokalsamfundet.
Men som det er lige nu, varetager de praktiserende læger mange opgaver, som tidligere lå i sygehusregi. Det betyder, at de tit må kaste de fleste ressourcer i at behandle sygdom hos patienterne på bekostning af fokus på forebyggelse. Den øgede opgaveflytning til almen praksis betyder også, at praktiserende læger i Danmark har begrænsede muligheder for at hjælpe patienterne med ikke-medicinske problemstillinger.
Sociale henvisninger kan være et redskab, der kan hjælpe med at håndtere de sociale aspekter, som nogle af patienterne kæmper med, og dermed har det potentiale til at aflaste de praktiserende læger. Det er velkendt, at sundhedsvæsenet mangler personale mange steder; offentligt ansatte brobyggere kan være en oplagt mulighed for at aflaste andet sundhedspersonale.
Udenlandske undersøgelser viser, at sociale henvisninger kan øge adgangen til det lokale foreningsliv for borgere med særlige helbredsrelaterede behov.
Grundtanken med foreningslivet er netop, at det skal være for alle – et sted med fællesskab som kernen, hvor vi samles om noget, som vi kan lide, på tværs af kulturer og sociale forudsætninger. Idéen om, at lokalsamfundet og sundhedsvæsnet kan drage nytte af hinanden, er ikke ny, men der har ikke tidligere været et systematiseret samarbejde mellem de to sektorer. Det samarbejde har vi nu mulighed for at formalisere med sociale henvisninger.
Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt at udvikle, afprøve og tilpasse modeller for sociale henvisninger i en dansk kontekst for at sikre et effektivt og bæredygtigt landsdækkende tilbud, som ikke blot eksisterer for en kortvarig periode på udvalgte steder som f.eks. Ringsted, Silkeborg eller Vesterbro.
Derfor foreslår vi en omfattende indsats, hvor konceptet med sociale henvisninger via en brobygger videreudvikles og afprøves med udgangspunkt i almen praksis. Vi skal have fokus på forebyggelse af sygdom i det nære. Vi skal have vendt skuden. Det er nu, vi skal være modige til også at prioritere den borgerrettede forebyggelse. Tiden er moden til at nytænke vores sundhedstilbud i Danmark.