Efterlysning: Få nu ro på den danske fondsmodel, og lav en national forskningsstrategi

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forleden fyldte brygger J.C. Jacobsen 213 år. Han satte ikke blot nye standarder for ølbrygning med grundlæggelsen af Carlsberg. Med Carlsbergfondet stiftede han også verdens måske første erhvervsdrivende fond.

Fra en tidlig alder abonnerede han på tanken om almenviljen fremfor egenviljen. Idéen om, at mennesket skal forvalte sin voksende frihed under ansvaret for det almene. Summen af brygger J.C. Jacobsens virke kan betragtes som en kontrakt med samfundet. Og eftersom han står fadder til den succesfulde danske fondsmodel, er det en samfundskontrakt, der rækker langt ud over Carlsbergfondet.

De danske fondes samfundskontrakt går ud på at give tilbage. De erhvervsdrivende fonde giver tilbage til samfundet ad to veje. For det første bidrager vi til, at store virksomheder bliver på danske hænder. Det sikrer arbejdspladser, selskabsskatter, eksport og grøn omstilling efter danske standarder. For det andet uddeler vi af udbyttet til almennyttige formål.

Det går godt for de erhvervsdrivende fonde. Fondenes uddelinger og indflydelse er de seneste år steget og steget. Sådan har det ikke altid været, og sådan vil det sandsynligvis heller ikke altid være. Men for tiden er fondenes samfundskontrakt genstand for stor bevågenhed og diskussion.

Skeptikerne hæfter sig ved det faktum, at fondene ikke har noget demokratisk mandat. Det er helt korrekt, og det understreger kun vigtigheden i det grundlæggende princip i samfundskontrakten: at fondene er sat i verden for at tjene almenviljen. I takt med fondenes vokseværk skal der derfor være endnu mere transparens og orden i penalhuset, hvilket forårets afsløringer i Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden også understreger.

Ikke mindst skal fondene være lydhøre over for det omkringliggende samfund. Hvor er behov og potentiale størst? Hvor får samfundet mest muligt ud af de midler, vi uddeler? Hvordan sikrer vi, at vores uddelinger understøtter og ikke skævvrider? Med andre ord er dialog med samfundet helt afgørende for, at vores samfundskontrakt forvaltes bedst muligt.

I det nuværende regeringsgrundlag hedder det, at man ønsker at være en attraktiv samarbejdspartner for fondene. Det lyder godt. Men samarbejde kræver, at man fra politisk side anerkender fondenes samfundskontrakt. Og som bekendt går en kontrakt begge veje.

Tidligere på året kom regeringens ekspertgruppe, det såkaldte Frigast-udvalg, på banen med en række bud på, hvordan erhvervsstøtten kan saneres med 2 mia. kr. Heri blev fondenes skattefradrag for uddelinger til almennyttige formål bragt i spil.

Med et trylleslag og uden mellemregninger satte man lighedstegn mellem fondenes skattefradrag og erhvervsstøtte. Et ræsonnement, der forudsætter, at man netop ikke anerkender fondenes uddelinger som almennyttige, at man ikke anerkender samfundskontrakten. Eller snarere, at man ikke forstår den.

Fondenes skattefradrag har til formål at undgå dobbeltbeskatning. De fondsejede virksomheder beskattes efter de sædvanlige selskabsskatteregler. Så der er i forvejen betalt skat af fondenes udbytte. Ligesom der på modtagersiden betales indkomstskat fra de mange lønnede arbejdspladser, som fondsstøtten skaber.

Udregninger viser, at 44 øre af hver krone, som fondene uddeler, i forvejen går tilbage til statskassen. Derudover vil ekstrabeskatning få store konsekvenser for de mange videnskabelige, kulturelle, sociale, uddannelsesmæssige og miljømæssige formål, som er afhængige af fondsstøtten. Sidst, men ikke mindst, vil en ekstrabeskatning utvivlsomt lægge en yderligere dæmper på incitamentet for at gøre nye virksomheder fondsejede.

Det blev heldigvis ikke til noget i denne omgang. Frigast-udvalgets anbefalinger kom ikke med i regeringens udspil. Det tolker jeg som en tavs anerkendelse af den samfundskontrakt, som fondene hviler på. Helt naiv skal man dog ikke være.

Diskussionen vil med statsgaranti dukke op igen. Men hvis man fra politisk side vitterlig vil den seriøse dialog og det langsigtede samarbejde med fondene, så kræver det, at der kommer ro på fondenes rammevilkår. Fondene arbejder og samarbejder på den lange bane. Det er svært, hvis fundamentet hele tiden vakler.

Dialog og samarbejde kræver også, at man kender spillereglerne. De danske fonde er netop ikke politiske redskaber. Eller åbne pengeautomater til at indfri skiftende regeringers til tider kortsigtede valgløfter. Ret beset er fondenes samfundskontrakt allerede formuleret. I fundatser og vedtægter, der både begrænser og fokuserer vores støtte til samfundet. Fundatser og vedtægter, som erhvervs- og civilstyrelser holder skarpt øje med, bliver overholdt. Det betyder, at samarbejdet også må respektere fondenes præmisser. At samarbejdet sker inden for vores skive.

Carlsbergfondets skive er ikke politisk drevet forskning, men den fri grundforskning. Den fri grundforskning er prægnant i vores samfundskontrakt. Vi støtter fri dansk grundforskning og har gjort det i snart 150 år, fordi de stærkeste forskningsidéer kommer fra forskerne selv. Og fordi grundforskning er en forudsætning for velfærd og en bedre verden på den lange bane.

Tag f.eks. dansk kvanteforskning. Efter i årtier at have levet et upåagtet liv fremhæves kvanteforskningen i dag af en kø af politikere. Ambitiøse kvantecentre og kvantecomputere er på tegnebrættet. Det er kun godt.

Men Danmarks styrkeposition skyldes ikke bare Niels Bohrs grundforskning, som Carlsbergfondet i øvrigt støttede i stor stil. Nej, den skyldes også vedholdende bevillinger til kvantegrundforskning, ikke mindst fra Danmarks Grundforskningsfond.

Eksemplet er blot et af mange. Det viser, at vores forskningsmæssige styrkepositioner ikke ville være en realitet, hvis al forskningsfinansiering udsprang af missionsdrevne strategier dikteret fra Christiansborg. Omvendt viser det, at god, missionsdrevet, strategisk forskning hviler på grundforskning, samt at grundforskningen trives. Frem for alt viser eksemplet, at for meget centralisering af forskningsstøtten vil skabe blinde vinkler.

I Carlsbergfondet vil vi gerne dialogen og samarbejdet, også på politisk niveau. Der sker gode ting, når vi rykker sammen. Den store nationale satsning med etablering af nye pionercentre er et eksempel på visionært samarbejde mellem de offentlige og private fonde. Vel at mærke et eksempel på, hvad der er inden for skiven af, hvad fondene kan og må.

Og der er meget andet, vi kan samarbejde om. Hvordan kan vi fremme dansk forsknings internationale gennemslagskraft? Hvordan kan vi bidrage til mere diversitet i forskningsmiljøerne? I Carlsbergfondet har vi lavet vores egne tiltag. Men en fælles koordineret indsats vil batte langt mere.

Et andet område, som man bør kigge på i fællesskab, er de alt for mange midlertidige ansættelser i forskningsverdenen. De skaber usikkerhed, tærer på de administrative ressourcer, ligesom væsentlig viden går tabt. Indimellem virker det tilfældigt, hvilke af de unge talenter der får mulighed for en fremtidig forskningskarriere.

Det, jeg først og fremmest efterspørger, er politiske visioner for dansk forskning. En langsigtet, ambitiøs, national forskningsstrategi i samarbejde med universiteterne. Og også gerne med fondene, da den eksterne, private forskningsfinansiering ligger næsten på niveau med de forskningsmidler, som universiteterne modtager via finansloven. Men det skal være en strategi, som også anerkender den diversitet, der hersker i den danske fondsverden.