USA-politik kan smitte af på Europa

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For en del år siden fortalte en yngre amerikaner mig, at han havde svært ved at tale med sin far, som var republikaner – hvad jeg fandt sært, da forskellen mellem USA’s to store partier syntes beskeden. Men at de repræsenterer vidt forskellige kulturer blev tydeligt, da Trump kom til at repræsentere de ”borgerlige” Republikanere. Stadig er det dog svært for mange at forstå, at en brovtende, ældre rigmand fuld af løgn vandt i 2016 og ser ud til at gøre det igen.

Det gjorde han med mange, men enkle, ord om at gøre den jævne mands Amerika stort igen ved at beskytte arbejdspladser mod Kina; folket mod ukontrolleret indvandring med en mur mod Mexico; økonomien mod ”klimafantasteri”; familie og nation mod vanvittige woke (”vakte”) idéer; USA mod snyltende allierede og dets soldater mod at miste livet i terroristiske shithole countries, og om at ”sumpen” i Washington skal drænes, da den udskriver skat til alt det og taler ned til folk.

Dermed skabte han mange trofaste tilhængere, der ser ham som bolværk mod at miste ”deres” USA. Andre mente, at de var et primitivt mindretal i den samlede befolkning, og at den moderne middelklasse ville mobiliseres mod Trump, når de lærte ham at kende.

I 2020 steg stemmeprocenten fra den sædvanlige halvdel til, efter USA-standard, høje to tredjedele, hvoraf 55 pct. stemte på Biden, der blev valgt trods Trumps forsøg på at få delstater til at snyde med stemmerne. Efter at en brandtale den 6. januar 2021 fik hans tilhængere til at storme kongressen for at forhindre indsættelse af Biden, troede man, at hans politiske liv var ovre, og at USA var tilbage i en normaltilstand. I Vesteuropa så de fleste Biden som en god præsident, der fik USA tilbage som den frie verdens leder og førte ansvarlig klimapolitik.

Forventningen var, at ”pæne” Republikanere ville generobre et parti forbundet med det kristne USA. Da Trump fastholdt grebet om partiet med tilhængernes nærmest religiøse troskab, der voksede i takt med retssager mod ham, tog de fleste det for givet, at middelklassen ville droppe ham i 2024. At det blev sværere for folk at få enderne til at nå sammen under Biden, at illegal indvandring er fortsat, og at det var upopulært at sende store summer til Ukraine, talte man mindre om.

Eller om at Trump har gjort Republikanerne til en slags arbejderparti med modstand mod frihandel og ukontrolleret indvandring og med kulturkonservative værdier. Mens (social)Demokraterne er blevet en koalition mellem kulturelle/medieeliter og minoriteter på vej til at blive majoritet i USA. Noget, som mange af deres traditionelle vælgere har svært ved at spejle sig i.

USA er skabt af indvandrere, og de fleste har ikke noget mod minoriteter – jf. valg af Obama – der ikke, som en del af Europas muslimske indvandrere, er ”modborgere”. Men illegal indvandring af flere millioner hvert år skaber bekymring. Især hos dem, der oplever kamp om arbejdspladser og løntrykkeri. Biden ville da også gøre noget ved det, selv om han stoppede byggeri af Trumps mur, og vicepræsident Harris fik det som sin særlige opgave. Men hendes forsøg på at reducere indvandring gennem hjælp til oprindelseslandene – nok umuligt på kort sigt – slog fejl.

Gaza-krigen kom til at demonstrere dybe forskelle på ”de to USA”. Oven på terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023 rykkede Biden det til undsætning på linje med det kristne USA’s Israel-sympati. Men civile ofre i Gaza fik Demokraternes woke venstrefløj til højlydt at gå ind for Israels udslettelse!

Trump blev styrket blandt de kristne med et attentatforsøg, der for hans tilhængere viste, at Gud selv havde fået ham til at flytte sig de afgørende centimeter væk fra kuglerne. Og de noterede, at han omgående rejste sig igen med knyttede næver, modsat Biden’s alderssvækkelse! På den baggrund blev det Republikanske konvent et triumftog, som Trump markerede med en VP-kandidat, J.D. Vance, der er en yngre og mere veltalende udgave af ham selv – med arbejderbaggrund. Ikke en kvinde eller en ”pæn” republikaner.

Biden trak sig så sent, at stafetten automatisk overgik til vicepræsident (VP) Kamala Harris fra partiets venstrefløj. Som ungdommelig, velformuleret 58-årig sort kvinde med indvandrerforældre og jødisk mand blev denne jurist fra Californien VP-kandidat i 2020 for at afbalancere en aldrende, hvid Biden. Men hun er ikke just en samlende midterkandidat til at mobilisere middelklassen mod Trump.

Politisk er hun kun kendt for at være tough on crime som offentlig anklager i Californien og for sit mislykkede forsøg på at styre indvandring. Hun legemliggør forestillingen om Demokraterne som et minoritetsparti og holder fast på unge woke-demokrater med krav til Israel om våbenhvile.

Trumps kampagne slår på, at Harris har vist, at hun med sin baggrund ikke ønsker at stoppe illegal indvandring. At hun vil ofre Israel og støtte woke-undergravning af nationale og familieværdier, herunder helt fri abort. Hun vil blive angrebet for at fastholde USA i Ukraine-krigen, for frihandel til gavn for de velstillede frem for at beskytte arbejdspladser, for dyr og skadelig grøn omstilling.

Harris-kampagnen fremstiller Trump som en løgnagtig kriminel og en trussel mod demokratiet hjemme og ude, mod kvinders historisk tilkæmpede ret til abort, mod landets velfærd og fremtid med en vanvittig klimapolitik – og som en gammel nar uden føling med det nye USA.

En ombejlet middelklasse må dermed vælge mellem en kontroversiel rigmand, der hævder at kæmpe for den jævne mand, og en minoritetskvinde, der er et ubeskrevet blad. På den baggrund kan man gætte på lavere valgdeltagelse til november. Trofaste fra begge lejre vil møde op, men hvor mange fra middelklassen, der vil stemme mens de holder sig for næsen – og på hvem – vides ikke.

I meningsmålinger ligger de to tæt på hinanden, med svag Trump-føring. Det kan få betydning, at han støttes af Elon Musk, så Demokraterne ikke længere har monopol på de smarte og berømte. Harris argumenterer bedre end Trump, hvad der dog kan blive et tveægget sværd over for vælgere, der netop tiltrækkes af hans enkle og grove facon, der er til at forstå og giver de højrøvede tørt på.

I et liberalt domineret Vesten blev fordelingspolitik delvist erstattet af værdipolitik siden murens fald. Venstreliberal mediedominans og indvandring skabte modreaktioner, som blev holdt nede i Vesteuropa, men slog stærkere igennem i USA, hvor mange ser Trump som en befrier. Hvad der sker i USA, plejer at smitte af på Europa, hvor spørgsmålet følgelig er om et ”nyt højre” også vil slå igennem inden for de næste par år i Tyskland og Frankrig, som det er sket i Italien?

Hvor de fleste europæere håber på, at Harris vinder, er det ikke nødvendigvis tilfældet i resten af verden. Her forventer regeringer en mere pragmatisk/realistisk udenrigspolitik fra Trump end fortsættelse af Demokraternes ideologiske og krigeriske forsvar af USA’s førerrolle. Selv om hans syn på klimaproblemer og frihandel vækker bekymring.