Rusland kan blive den store taber i forholdet til Japan. Hvornår opdager Putin det?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En af de sidste uløste konflikter efter Anden Verdenskrig er forholdet mellem Japan og Rusland som Sovjetunionens efterfølgerstat. De to lande har på det 79. år endnu ikke sluttet en fredstraktat.

Det er en udfordring for Rusland, som på sigt kan koste dyrt i forhold til et Japan, der sikkerhedspolitisk er på vej frem.

Det historiske grundlag for konflikten er, at russerne stædigt nægter at tilbagelevere fire små japanske øgrupper, som Sovjetunionen erobrede, efter at Anden Verdenskrig i august 1945 omsider var slut i Asien, og Japan efter overgivelsen var forsvarsløs. Dette overfald har Japan ikke tænkt at tilgive Moskva, medmindre man får øerne tilbage.

Krigen i Ukraine har dertil skærpet forholdet mellem de to store lande. Japan betragter Rusland som angriberen, der udviser en adfærd i stil med overfaldet på de japanske øer. Japan er blandt de lande, der har indført sanktioner mod Rusland.

Relationerne mellem de to magter siden den russisk-japanske krig 1904-1905 er komplicerede. Det gælder også grænsedragningerne.

Men den første formelle historiske grænsedragning er til gengæld ret overskuelig. Den blev aftalt i 1855 på et tidspunkt, hvor forholdet mellem de to kejserriger var fredeligt. Det var led i en aftale, der også omhandlede handel og skibsfart. Rusland fik ø-kæden Kurilerne, mens de fire ø-områder Etofuro, Kunashir, Shikotan og Habomai, der i dag er det afgørende stridspunkt mellem Moskva og Tokyo, kom til at ligge syd for den fælles grænse.

Det er et ø-område tæt på den nordøstlige del af den japanske hovedø, Hokkaido. Et territorium, hvor der aldrig tidligere havde været russisk tilstedeværelse.

Japan betragter øerne som en integreret del af riget med betegnelsen ”de nordlige territorier”. Jeg havde i november 2022 lejlighed til fra en særlig observationspost på Hokkaido at kigge over på den nærmeste af disse øer, da jeg samlede materiale til afsnittet om Japan og Rusland i min bog ”Kan vi undgå en ny storkrig”.

Befolkningen på de pågældende øer, udelukkende japanere, blev af russerne brutalt tvangsfordrevne til den sovjetiske ø Sakhalin, hvorfra de japanske myndigheder kunne hente dem. For at vise, at ø-området nu var deres, kappede russerne telegraflinjen til de fire øer, som japanerne havde oprettet mange år tidligere som en del af moderniseringen af den japanske infrastruktur.

Mens forholdet mellem Japan og Rusland således i disse år er iskoldt, fremstilles relationerne mellem Beijing og Moskva, i såvel kinesisk som russisk propaganda, som værende mere nært end nogensinde. I 2023 havde den kinesiske præsident Xi samtaler i Moskva med præsident Putin. Af den fælles erklæring efter møderne fremgik det ifølge The Economist den 30. marts 2023, at de blomstrende russisk-kinesiske bånd havde nået deres »højeste niveau i historien«.

For russisk økonomi, hårdt presset af vestlige sanktioner, er ikke mindst den øgede eksport af brændstof til Kina en vigtig redningsplanke. Men heroverfor står en politisk pris, som russerne af gode grunde ikke kan fokusere på, når venskabet med Kina skal plejes. Rusland må stiltiende acceptere øget kinesisk indflydelse i sin ”baghave” i Centralasien, i de tidligere sovjetrepublikker, nu selvstændige stater.

På en konference i Kina i byen Xian i maj 2023 med Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan bebudede den kinesiske præsident en øget støtte til infrastrukturen i disse lande i en størrelsesorden på omkring 27 mia. danske kr. Fremover skal Kina hvert andet år mødes med lederne af disse lande i det ny såkaldte C+C5-samarbejde.

Den russiske økonomi på mindre end en sjettedel af den kinesiske tillader slet ikke et sådant engagement over for disse tidligere dele af Sovjetunionen. Allerede nu er den hastigt voksende kinesiske samhandel med disse lande omkring 75 pct. højere end den russiske.

Et andet stort russisk svaghedstegn i forhold til Kina er, at den meget begrænsede russiske befolkningsstørrelse i det kæmpemassive østsibiriske område ud mod Stillehavet. Det udgør kun omkring 8 mio. mennesker. 5 pct. af hele den russiske befolkning. Alene i den tilgrænsende kinesiske Jilin-provins er der omkring 24 mio.

Det forlyder, at Kina vil indgå en aftale med Rusland om at benytte den store russiske havn Vladivostok til at forbedre kinesisk transport fra den nordøstlige region til det kinesiske økonomiske magtcentrum sydpå. Det har skabt en debat i Kina om historien. Den kinesiske censur har overraskende tilladt enkelte ”private” synspunkter på nettet fra folk, der minder om, at Kina som følge af »ulige traktater« i det 19. århundrede måtte afstå store territorier til zarens Rusland.

I 1860 ved en aftale i Beijing anerkendte kineserne således Ruslands herredømme over landområdet mellem Ussuri-floden og Stillehavet. Dermed kunne russerne anlægge den vigtige havn Vladivostok. Blandt synspunkterne er nævnt muligheden for i fremtiden at få disse territorier tilbage, hvis den nordlige nabo skulle blive ramt af kaos. Et sammenbrud for Putin-styret måske?

Det fører til spørgsmålet, hvor holdbart er forholdet mellem Kina og Rusland egentlig? Den tidligere amerikanske udenrigsminister nu afdøde Henry Kissinger udtrykte det meget direkte i en samtale med The Economist umiddelbart før sin 100-års fødselsdag den 27. maj 2023: »Jeg har aldrig mødt en russisk leder, som sagde noget godt om Kina … Og jeg har aldrig mødt en kinesisk leder, som sagde noget godt om Rusland.«

Kissinger, der nøje kendte de to parter fra flere topmøder og ikke mindst fra mange rejser til Kina, betegnede Rusland og Kina som værende »ikkenaturlige allierede«.

Uden sammenligning i øvrigt har jeg i slutningen af 1960’ere på den transsibiriske jernbane mødt russere, som udtalte sig stærkt fjendtligt om Kina. I Kreml glemmer man næppe de voldsomme sammenstød med kinesiske styrker, der ville fortrænge russerne fra en ø i Ussuri-floden i marts 1969. Mange russiske soldater blev dræbt.

Over for den stigende russiske afhængighed af Kina står et alternativ, som magthaverne i Kreml åbenlyst har ignoreret. Man kunne med et snuptag forbedre forholdet til Japan, verdens tredje- eller fjerdestørste økonomi og et land med en voksende militær styrke. Man kunne tilbagegive de fire små ø-områder. Et territorium uden vigtig sikkerhedspolitisk eller økonomisk betydning for Rusland.

De omkring 146 mio. russere har et bruttonationalprodukt på omkring 1.800 mia. amerikanske dollars, mens tallet for de 123 mio. japanere er tæt på 5.000 mia. Japan er dertil en nation, der teknologisk rager langt over Rusland.

Hvis Rusland forbedrede sit forhold til Japan, ville Moskva blive mindre afhængig af Beijing. Den konklusion er man åbenbart endnu ikke nået i Kreml. Men det forværrede forhold til Japan burde give russerne anledning til alvorlige overvejelser. Japan forøger i disse år sit forsvarsbudget og er mere udenrigspolitisk aktiv end før.

Det giver sig udtryk i Østasien, hvor Japan ifølge Hongkong-avisen South China Morning Post den 13. februar 2024 er i gang med planer om at styrke et sømilitært samarbejde med Indonesien, Vietnam, Malaysia og Filippinerne. Det bekymrer måske Kina mest. På listen over andre japanske initiativer, som Kreml i første omgang må forholde sig til, er en stigende japansk støtte til Ukraine, der måske indirekte kommer til at omfatte militære leverancer.

Spørgsmålet er, hvornår Putin-styret erkender, at Rusland risikerer at blive den store taber i forholdet til Japan.