EU kræver stor tålmodighed. Men alternativet er værre

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det passer vist ikke, at Margaret Thatcher skulle have kaldt Europa-Parlamentet for et Mickey Mouse-parlament, men den historie har i sådan en grad fået sit eget liv, at mange stadig tror, at parlamentet kun spiller en lille rolle i danskernes hverdag. I 2020’erne er Europa-Parlamentet imidlertid meget langt fra, hvad det var i 1980’erne.

Det er i Europa-Parlamentets plenarforsamling, at EU-lovgivningen vedtages endegyldigt. Vedtages den som en EU-forordning, har den direkte lovkraft i Danmark uden at skulle forbi Folketinget. Vedtages den som et EU-direktiv, skal den omkring Folketinget og omsættes til dansk lov, hvilket dog ikke ændrer på, at den udspringer fra EU. Det er ikke forkert at sige, at mere end halvdelen af lovgivningen, der udgør rammen for danskernes dagligliv, kommer fra EU.

Hvor starter den lovgivningsproces, der slutter med afstemningen i Europa-Parlamentets plenarsal i Strasbourg? Det står nok ikke helt klart for de fleste danskere, og usikkerheden afhjælpes ikke af de temmelig uigennemsigtige – nogle vil sige intetsigende – navne, EU-institutionerne er udstyret med. Som tidligere tolk kender jeg dem indefra.

Det Europæiske Råd: Om et stort, cirkelrundt bord i Bruxelles mødes stats- og regeringscheferne for de 27 EU-lande mindst fire gange om året, men oftest flere. De mødes for at udstikke retningslinjerne for EU-samarbejdet i en længere årrække, og det er ikke ledernes egne strøtanker, der er på dagsordenen, men rettere, hvad der rører sig i de forskellige lande. I disse tider for eksempel klimakrisen, der overalt spiller en stor rolle.

Mødet er ovre, regeringslederne tager hjem, og man kunne foranlediges til at tro, at der så ikke sker noget som helst. Men nej. For når topmøderne er forbi, går en veritabel hær af jurister og eksperter i gang med at udfærdige lovforslag på grundlag af retningslinjerne. De arbejder i den efterfølgende af de fire institutioner.

Europa-Kommissionen: Mange tusinde ansatte i Europa-Kommissionen har deres gang i Bruxelles, men også rundtom i medlemslandene. Ens for dem alle er, at når de går ind ad glasdørene på jobbet, skal de forsøge at lade deres nationalitet blive udenfor. Man bemærker selvfølgelig, at spanierne kommer i kantinen en time efter alle andre, at tyskerne spiser mange kartofler, og italienerne meget pasta, men tilbage på kontorerne gennemsyrer en særlig etos Europa-Kommissionen: Man arbejder for unionen som helhed og ikke for nationale særinteresser.

Med udgangspunkt i erklæringerne fra regeringscheferne udfærdiger kommissionens medarbejderne lovgivningsforslag. Blev de på topmødet enige om hovedretningen for en grøn omstilling, kan en arbejdsgruppe kaste sig over – eksempelvis – lovgivning for industriens partikeludledning. Hvorfor, vil nogen spørge, skal EU lovgive på det område? Vi danskere ved da selv bedst, hvordan lovene bør skrues sammen. Ja, måske. Men står fabrikken i Flensborg, og blæser vinden nordpå, stopper røgen ikke ved grænsen i Padborg. Så kan vi have en nok så fin dansk lovgivning: Den batter bare ikke.

Måneder – måske år – går, og en dag ligger Europa-Kommissionens lovforslag klar. Et forslag, der – ideelt set – afspejler unionens faktuelt begrundede syn på, hvorledes loven bør indrettes uden skelen til nationale eller politiske særstandpunkter. Det sendes nu til de to resterende af de fire EU-institutioner i processen.

Ministerrådet: Officielt hedder det Rådet for den Europæiske Union, men lad os kalde det, hvad de fleste foretrækker: ministerrådet, eller bare rådet.

Kommissionen fremlægger i rådet sit spritnye lovforslag fra en ende af: ”Paragraf 1, stykke 1, er der kommentarer?” Hvorefter følger en bordrunde: 27 embedsmænd fra 27 medlemslande. Tre timer senere: Bordrunden er til ende, kommissionen takker for bidragene, spørger ud i lokalet: ”paragraf 1, stykke 2. Er der kommentarer?” Og en ny bordrunde kan tage sin begyndelse.

Det er oftest en alenlang proces, der kompliceres af, at diskussionerne foregår på adskillige sprog, som simultantolkes undervejs. Endemålet: en udgave af lovgivningsforslaget, hvor medlemslandenes input er indarbejdet. Ministerrådet er nemlig institutionen, hvor landenes embedsværk og ministre mødes og drøfter fællesskabslovgivningen. Deraf navnet.

Kompromisviljen om bordet er ofte slående, for opdraget er at opnå enighed. Embedsmændene kan ikke efter et halvt år tage hjem til den nationale hovedstad og fortælle, at forhandlingerne førte til nul og niks. De er jo sendt til Bruxelles for at skabe resultater. Helst inden det afsluttende møde, hvor deres ministre tropper op, høvler de sidste knaster af og underskriver medlemslandenes fælles, reviderede udgave af lovforslaget. Ligeledes slående er, at hvert land – stort eller lille – repræsenteres af én person rundt om det store bord. Her er Danmark altså i høj grad overrepræsenteret.

Europa-Parlamentet: Samtidig med at ministerrådet drøfter Europa-Kommissionens lovforslag, behandles det også i den fjerde af de fire institutioner, Europa-Parlamentet, hvor direkte folkevalgte medlemmer repræsenterer knap og nap 450 mio. europæere. Af parlamentets efter valget 720 medlemmer er 15 danske. Det lyder ikke af meget, men som i Danmark er der ofte nærmest dødt løb mellem rød og blå blok, så ganske få MEP’er kan sagtens blive tungen på vægtskålen.

Ét parlamentsmedlem udpeges som ordfører, altså forhandlingsleder, for lovforslaget. Ordførerskaberne fordeles efter de politiske gruppers størrelse, for i Europa-Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold i store tværgående grupper af medlemmer fra mange lande. Tonen kan være hård, for der er ikke blot meningsforskelle, men også følelser på spil.

Ordføreren skal sondere gruppernes holdninger, se efter alliancer, afsøge kompromiser og flertal. Kort sagt: det politiske spil. Opnår man enighed eller ej, slutter man af, som man gør i et parlament: Man stemmer om det.

Diskussionerne foregår ikke i en osteklokke. Der kommer interesserede parter på besøg. Fra industrien måske repræsentanter, som ikke ønsker alt for stramme regler for partikelforureningen. Vi skal jo bevare arbejdspladserne! Og fra miljøforkæmperes side måske nogle, der helst så en prop sat i skorstenene. Lobbyister fra alle parter påvirker drøftelserne. Sådan skal det være.

Parlamentet ender efter lange forhandlinger med de folkevalgtes udgave af lovgivningen. Tre udgaver af lovteksten foreligger nu: Europa-Kommissionens, ministerrådets og Europa-Parlamentets. Disse tre lovgivende institutioner mødes i en trilog, for de er jo tre, og efter udmarvende forhandlinger foreligger det endelige kompromis. Et fælles lovgivningsforslag, der kommer til afstemning blandt alle Europa-Parlamentets medlemmer i plenarforsamlingen og – hvis det vedtages – bliver til EU-lovgivning.

Det er en lang og tung proces. Alle parter skal høres: medlemslandene, EU-systemet, borgerne, interessenter. Det tager tid, og der kan med oversættelse til 24 sprog gå flere år, før lovgivningen er på plads.

I et diktatur tager det én dag. For der er kun én, der kan stemme. Det er hurtigt, det er effektivt, kort sagt, det er skønt at leve i et diktatur. Hvis man er diktatoren. Hvis man er alle de andre, er det ikke helt så skønt. For når kun én mand træffer beslutningerne, ja, så er de ofte helt forkerte. Som da Putin i 2022 besluttede at invadere Ukraine. To ugers lynkrig, og han ville besidde ikke ét, men to lande.

Nu, mere end to år efter, kværner krigen fortsat løs. Putins beslutning var ikke blot forfejlet; den var forfærdelig. For Ukraine og også for Rusland.

Det europæiske demokratiske samarbejde spirede frem i det små for trekvart århundrede siden efter den værste af alle europæiske krige. Kontinentet var smadret, i 1945 oven på ikke kun én krig, men oven på en uendelig række krige fra tidernes morgen og frem.

Churchill sagde, at demokratiet er den værste styreform … med undtagelse af alle de andre, vi har prøvet igennem historien. Selvfølgelig fører den europæiske lovgivningsproces ikke til perfekte love, og der ses sjældent jubeltog i unionens gader over nye love fra Bruxelles. Men er alle nogenlunde lige utilfredse, er kompromiset nok landet det rette sted.