Ingvard – hvor blev du af?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ingvard var en stovt mand med et godt forhold til sit liv som landmand på de 26 tønder land, der var blevet hans liv og indtægtsgrundlag for hans familie.

Der var hegn omkring Ingvards marker med hvidgran eller sitkagran. Med tiden havde der sneget sig nogle hyldetræer og tjørn og slåen ind, og om sommeren stod det hele smukt med meget liv i grønt og hvidt. Der var liv i hegnet. Der var mange forskellige sangfugle og drosler, som havde reder i de tætte dele hegnet, og der var fasaner og skovduer.

Ingvards hegn var nødvendigt. Selvom mange i dag tror, at stærk storm og skader på marker er noget nyt, var der i den grad regulære sandstorme dengang.

Det blev kaldt ”lette jorder”, og man kunne høre i Radioavisens vejrudsigt, at der kunne komme sandstorm på de lette jorder. I dag er de stadig lette som en naturlig følge af nedlægning af stort set alle læhegn. I det åbne land har vi atter sandstorm.

Sandstorm henregnes under klimaforandringer. Men årsagen er reelt hensynsløs og ubetænksom forvaltning af jorden.

Det var på de jorder, Ingvard dyrkede korn, roer og selvfølgelig kartofler. Der var mange agerhøns og harer. Og i foråret og om sommeren var der lærkesang fra solopgang til solnedgang, viber i luften og vibereder på markerne.

Ukrudtet i bunden af Ingvards korn var medvirkende til, at fuglelivet og insektlivet var mangfoldigt. Ukrudt og ukrudtsfrø er fødeemner for mange fugle og mindre dyr, som lever på jorden. En væsentlig årsag til, at jordrugende fugle som viber og agerhøns er væk i dag, er at de ikke kan finde naturlig føde.

Skulle der renses for ukrudt, var det med håndkraft. Kartoflerne kunne holdes rene med simple maskiner. De blev aldrig sprøjtet med gift, som det sker i dag, når de blomstrer. Der blev høstet, når afgrøderne var modne. Der var en rytme hos Ingvard og hans husmandskolleger, som fulgte naturens og vejrets rytme.

Ingvard stod op med solen og kiggede først på himlen og så mod vest for at se, hvad vinden derfra kunne betyde for arbejdet i løbet af dagen.

Der var 12 malkekøer, som blev malket med små malkemaskiner, og mælken blev hentet inden middag til mejeriet i Sunds. Det lille mejeri var en sund andelsforretning ejet af landmændene på egnen. (Indtil det blev lagt sammen med andre små mejerier under paraplyen Arla, som lukkede de fleste og i dag lukker resten).

Grisene fik frisk halm i deres grisestier. Der var masser af plads til både søer og smågrise. Dyrlægen var en sjælden gæst. Ingvard brugte ikke så meget medicin, for grisene var jo næsten aldrig syge, som han sagde.

Der var aldrig noget, der gik rigtig galt ude hos Ingvard. Måske lidt problemer med vejret i høsten eller lave priser for kornet. Selvfølgelig var Ingvard også ramt af uheld i bedriften. Det var og er en del af landmandslivet. Der kunne komme sygdom eller uheld i stalden. Dårligt vejr kunne skade afgrøderne. Men sjældent i en grad, som vi kender det i dag.

Ajlen inde fra staldene løb ud igennem en åben rende i gulvet til ajlebeholderen, som var støbt i enden af staldbygningen med låg. Ingvards ajlebeholder løb aldrig over, og han havde helt styr på de ting. Han stak en pind i beholderen for at tjekke, hvor meget der var i den. Det var hans kontrol. Der var ikke overfyldt hverken i ajlebeholder eller i mødding.

Ingvard havde været på landbrugsskole. Den gang handlede det om, hvordan de effektive sprøjtemidler kunne gøre livet lettere for landmanden, øge udbyttet og fjerne insekter.

Inde ved gården var der fluer og mange svaler. De er vores pejlemærke på, at miljøet og naturen har det godt. Er der ingen svaler, er naturen ved at dø eller er allerede død. Inde var der fluesmækkere – ikke gift på dåse. Ude var der insekter på markerne, som gavnede fugle og smådyr. Der var ikke gift på Ingvards marker. Det var håndkraften, som holdt dem rene, og jorden led ikke under sprøjtegifte. I de fleste år, jeg kom hos Ingvard, var kunstgødning heller ikke udbredt. Han havde jo ajlen fra køerne og alt møget fra staldene og møddingen. Det var naturlig gødning, og det blev spredt, når det var tid til det: når vejret, temperaturen og årstiden kunne bære det.

Ingvards lille sted indgik selvfølgelig i udviklingen. Ingvard solgte til naboen, som var ung og kunne låne penge. Ikke fordi de 26 tønder land var dyre, eller fordi bygningerne var gode – det hele blev hurtigt revet ned, men fordi naboen skulle vækste, som det nu hed fra de mange rådgivere, som nu var ansat i landbo- og husmandsforeningerne. Vækst var det nye mantra. Ikke vækst som i planter, ukrudt eller natur, men vækst som tilskud og nye banklån.

Ingvard skyldte ikke noget i ejendommen, så han og konen flyttede til et lille parcelhus i Sunds, hvor de levede og – tror jeg – savnede livet på gården. Jeg var på besøg et par gange, og det, jeg husker mest, var deres blikke, som søgte ud mod haven og markerne på den anden side af ligusterhækken.

Historien om Ingvard og det lille sted lyder som en Morten Korch-agtig beskrivelse af livet på landet. Men her var der ingen Poul Reichhardt eller Peter Malberg i uplettede kostumer. Her var der kun Ingvard og konen.

Det var et hårdt liv, og har man fulgt husmænd som Ingvard og hans kone, virker det uanstændigt, når nutidens landmænd taler om det hårde liv, de har. Det er respektløst over for de generationer, som var bønder og rigtige landmænd.

Pengene flød til de nye landmænd i en lind strøm fra banker, EU og staten. Alt kunne lade sig gøre, når der var løfte om vækst. Ingen stillede spørgsmål til omfanget af skader på natur og miljø, når regnskabskonsulentens budgetter viste, at der var og er plads til endnu flere investeringer for lånte penge.

Slut er de stille morgener med en beslutning om, hvorvidt det måske er i dag, vi skal høste. Der er heller ikke ukrudtsrester i afgrøderne. Alt er sprøjtet væk, og smådyr, insekter og fugle er udryddet. Ingvards ajlebeholder findes ikke mere, men kæmpestore gylletanke med plads til tusindvis af liter møg og ajle bruges til opsamling inden udkørsel.

En periode med regn, hvor jorden er mættet af vand, er uden betydning. Den danske landmand er efter eget udsagn verdens bedst uddannede, men kan åbenbart ikke gennemskue, at når vi har regn, som vi kender det nu, kan jorden ikke opsuge gyllen. Så løber den hen over marken direkte i grøften eller i åen og slår alt ihjel. Det er disse hændelser, som altid beskrives som ”hændelige uheld”.

Der er ingen, som løfter låget og stikker en pind i for tjekke, hvor højt det står. Det løber bare over og ud i bække og åer.

Og vi bliver hele tiden mindet om, at de landmænd, som sprøjter vores vandforsyninger ihjel, slår alle insekter og mange dyrearter ihjel, er ”verdens bedste landmænd”. Det er landbruget og dets politikeres og organisationers – indbildte – narrativ om et erhverv, der med vækstfilosofi og grådighed som drivkraft har haft frit spil over vores natur, vores dyreliv og naturlige ressourcer igennem så mange år, at det er svært at forestille sig, at vi igen får natur og markhegn med hyldetræer tilbage.

Det, der undrer allermest, er, hvordan verdens bedste landmænd kan stå op hver morgen og køre ud med sprøjten og giften og gyllen, overfylde deres stalde med levende dyr og glemme at tjekke gyllebeholderne, så de løber over.

Hvordan kan de gøre dette 365 dage om året uden at tænke på fremtiden for naturen og miljøet? Hvordan kan de gøre det uden at bekymre sig om, at deres børn eller børnebørn aldrig vil opleve en svale i luften eller at fange en fisk i åen eller fjorden for ikke at tale om, at de ikke kommer til at drikke rent vand fra Danmark.