Folkekirken skal alliere sig med de unge

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forår og konfirmation hører sammen, og de unge mennesker i deres livs forår er et symbol på den gryende sommertid. Vi har lige set dem i deres smukke, lange, hvide kjoler og smarte habitter. Nogle kommer kørende til og fra højtideligheden i skinnende luksusbiler af forskellig årgang og størrelse. Mindre byer er flagsmykkede på dagen, og blå mandag er de unge et festligt indslag i gadebilledet.

Der klages ellers en del over de unge i konfirmationsalderen. I deres afhængighed af mobiltelefonen og de sociale medier er de ikke til at råbe op. Mens man kommunikerer med sin teenager, er han eller hun utålmodig og irriteret, hvis man ikke lykkes med at svare hurtigt nok på en besked. Dertil kommer, at de unge har deres part af tidens forståelse af individualitet og subjektiv indsigt. Kritikken lyder med Søren Schultz Hansens ord i JP 9/5, at »de unge i stigende grad dyrker sig selv, enkeltsagen og det hurtige, uforpligtende engagement med likes og selfies på de sociale medier«.

I lyset heraf kan der spørges, hvordan folkekirkens præster formår at tiltrække så mange unge – knap 45.000 om året – og kommunikere et gammelt budskab til dem. Ved første blik synes den gamle institution dårligt rustet til at indrette sig efter en ny situation, hvor tiderne har skiftet, og kirken er i konkurrence med andre tilbud til de unge. Hvordan skal man vende sådan en gammel damper, der er godt traditionsbegroet under bunden? De unge konfirmander vidner om, at det lykkes. Hvordan går det til?

I dette forår er jeg netop blevet færdig med et ph.d.-studium om præsternes konfirmandarbejde. Jeg har fulgt fire præster og deres konfirmandhold i en periode på de ni måneder, et konfirmandforløb tager – fra start til slut. Alle præster i undersøgelsen er gode repræsentanter for det arbejde, der sker i konfirmandstuen. Disciplinkrise som ellers kendt i skolen var der ikke, men en god balance mellem klasseledelse og et frit rum for individualitet og åben drøftelse af livets store spørgsmål.

Konfirmandforældrene, der evaluerede en undervisningsgang, var glædeligt overraskede. Alt oplevedes som ændret siden deres konfirmandtid. »Det var forbavsende godt,« sagde en mor, og en far bemærkede, at alle tilstedeværende deltog aktivt.

Han tilføjede: »Det får konfirmanderne til at tænke i stedet for bare at få nogle færdige meninger smidt i hovedet.« Meningen var tilsyneladende, at konfirmanderne selv skulle opdage deres tro. Det var langt fra forældrenes egen erindringer fra deres konfirmandtid, hvor alt var fastlagt og defineret af præsten.

Forældrene så næppe klart, at præsterne også nu har et afklaret mål, som de ønsker at lede de unge frem til, men at de samtidig åbnede for et samspil mellem budskabet og konfirmandernes livsverden og verdensforståelse, så der opstod en slags ligestilling i konfirmandstuen mellem præst og konfirmand.

En overraskelse i undersøgelsen er, at de unge ikke alle er så langt borte fra kirken, som det ofte antages. De fleste af dem vælger selv at blive konfirmeret. Ikke så meget er det festen eller gaverne, der er førsteprioritet hos de unge, men snarere ønsket om at vide, hvad kristendom egentlig er. Hvad er der i det for mig? spørges der.

Måske mest forbavsende er nogle unges udtalte forventninger til konfirmationsvelsignelsen. En konfirmandpige fortalte, at hun så frem til, at himmel og jord skulle forenes, når præsten lagde hånden på hovedet ved alteret og i bønnen udtalte velsignelsen over hende på den store dag. Hendes kammerater stemte i og tilføjede, at de ønskede også en særlig velsignelse, at blive del af et religiøst fællesskab og have kirken som et ”safe haven”.

Her ses et glimt af tidens interesse for det spirituelle midt i en verden fuld af materiel og digital forstyrrelse og i hastig forandring. Når præsterne møder de unge, er det ikke blot med en slags ligestilling i undervisningen med frie drøftelser, men også en læringsmæssig udnyttelse af de unges egen forståelse af og ønske om spiritualitet. Her er et mødested mellem gammelt og nyt, tradition og kultur.

Nutidens præster forstår således at bygge bro mellem klassisk teologi og tidens individuelle og subjektive tilgang til de store eksistentielle spørgsmål. Dette ses klarest ved indførelse af en spiritualitet i konfirmationsforberedelsen med vægt på krop, sanselighed og æstetik, noget, der synes nyt og aktuelt, men i virkeligheden er et fænomen, der altid har levet i kirken som åndelig erfaring. Præsterne fortæller, at bøn er samtale eller dialog med Gud.

Konfirmanderne lærer at lytte til Guds stemme dybt i sindet, når de lægger sig på hver sin kirkebænk, mens der spilles dæmpet musik i det dunkelt, belyste kirkerum. Konfirmanderne kender allerede øvelsen fra skolen, hvor den kaldes mindfulness, men i kirken er meditationen sat i en klar kristen sammenhæng som en kontemplativ lytten til Gud, hvor vi derfor ikke bare skal finde os selv, men finde hvile hos Gud.

Præsternes omplantning af tidens spiritualitet ind i den kirkelige virkelighed skyldes deres åbenhed over for det, der sker i kulturen.

Folk er simpelthen kørt trætte i en bastant sekularisering, der efterhånden har præget næsten 100 år. Ved at gribe tilbage til noget, der minder om 1700-tallets pietisme eller 1800-tallets romantik, har præsterne gjort tidens tilsyneladende udfordring for kirken til en forbundsfælle i konfirmationsforberedelse. Appellen til følelser forbundet med spirituelle erfaringer, sådan som det skete ved konfirmationens indførelse i 1736, er tilpasset individualitet som nutidigt kulturideal ved dialog, autoritetsdeling og imødekommenhed.

Vendingen mod erfaringsteologi og spiritualitet i kirkelig dragt har givet konfirmationsforberedelse ny aktualitet. Det dybt subjektive præg i den religiøse erfaring imødekommer således tendenser i tiden uden blot at være en subjektiv vending, der kun rækker mod selvet. I stedet rækkes der herudover mod den livsfylde, der kan nås ad religiøs vej.

Det er væsentligt at få tilføjet, at andre nyere undersøgelser viser en tilsvarende udvikling i de øvrige kirkelige praksisser. Der åbnes for fornyelse af gudstjenesten ved eksempelvis lyrik-, danse- og mindfulnessgudstjenester. Disse bryder med højmessens regelrethed ved at bringe nye stemmer ind og ved fysisk bevægelighed, der fremmer fællesskabet, gensidigheden og mødet med det ophøjede og hellige. Konfirmandundersøgelsen viser altså en generel tendens, der er under udvikling i forskellige kirkelige praksisser.

Måske vidner årets konfirmander derfor om et forår i både den unge generation og kirken. Trods al kritikken mod de unge om ikke at være nærværende viser det sig, at de faktisk søger fællesskabet med ro, fordybelse og en længsel efter spiritualitet. Men det kræver voksne, der er villige til at facilitere det og skabe rum for åndelig erfaring. Her har kirken en mulighed, og det ses fra undersøgelsen, at præsterne udnytter den.