Forholdet mellem de evige rivaler USA og Kina bølger op og ned. Men Kina har brug for USA

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Verden er af lave. Det ser ud, som om problemer og konflikter kun kan løses på to måder: ved at føre krig og ved at opruste.

Disse løsninger eskalerer. Fire krige raser: Rusland-Ukraine, Israel-Hamas, Iran-Israel, den globale krig mod terror i forskellige dele af verden, f.eks. i Yemen. I alle krige er verdenssamfundet blandet ind, USA er stærkest.

Krigene udkæmpes ved stedfortræder og føres dels på en anakronistisk, dels en futuristisk måde. En Første Verdenskrigs skyttegravskrig versus en højteknologisk avanceret og billig cyber-, hybrid- og dronekrig.

Samtidig ser det ud til, at den anakronistiske krigs fremhævelse af forsvarskrigen også gælder for den futuristiske. Det at kunne skyde missiler og droner ned har fået overhånden. Det, som man tidlige anså som særdeles kompliceret – ”to hit a bullet with a bullet”, at ramme en kugle med en kugle – har vist sig at kunne gennemføres effektivt. Forsvaret overtrumfer angrebet. Endelig er krigene, skønt voldsomt blodige, ikke massedræbende som det 20. århundredes krige.

Men ét er krig. Noget andet er den afgørende rivalisering mellem enesupermagten USA og stormagten Kina, som er i stadig vækst. Denne rivalisering overtrumfer krigene. Det viser den meget omfattende fælleserklæring om verdenspolitikken fra G7-mødet i Italien forleden, hvor amerikanske synspunkter var klart dominerende. Men krigene og den måde, de udkæmpes på, spiller en stor rolle for udviklingen af rivaliseringen.

Hvordan står det til med denne rivalisering lige nu? Er splittelsen mellem USA og Kina så stor at det, der sker nu, blot er reparationer på et meget tyndt netværk eller er en tilnærmelse på vej? En tilnærmelse vil kunne få stor betydning for udfaldet af de fire krige. En splittelse vil forøge muligheden for eskalation af krigene fra at være lokale og regionale til at få global karakter. En verdenskrig lurer.

Rivaliseringen har en årsag: Kinas vækst. Den er ikke ønsket af Kina. Kina har længe ønsket samarbejde med USA. USA støttede klart Kinas vækst og udvikling, også i forventning om at den nye økonomiske frihed blev modsvaret en politisk. Det skete ikke. Problemer i samarbejdet forøgedes i forbindelse med den amerikanske finansielle krise 2008, som blev global.

Med Xi Jinpings tiltrædelse som Kinas leder i 2012 strammedes forholdet til USA, ikke mindst i forbindelse med en skærpelse af udenrigspolitikken, en mere aktivistisk amerikansk Asien-politik og amerikanske anklager om ulovlig udnyttelse af teknologioverførsler.

Afgørende for rivaliseringspolitikken var ikke mindst den nye Trump-administrations introduktion af en handelskrig mod Kina i begyndelsen af 2018 efterfulgt af en anti-kinesisk kampagne ledet af vicepræsident Pence om imødegåelse af kinesisk indblandings- og indflydelsespolitik mod USA og andre lande. Kampagnen blev ledsaget af ofte giftige påstande fra administrationen om, at ”USA fra kinesisk side var blevet voldtaget, snydt og bedraget”.

Diskursen om en rivalisering blev videreført uændret af Biden-administrationen, også hvad angik handelsrestriktioner og sanktioner. Men den direkte forbindelse mellem statslederne, som var dyrket under Trump, fortsatte under Biden.

Allerede den 10. februar 2021 talte Xi og Biden sammen i telefon. Den 15. november havde man et virtuelt møde. USA boykottede ved ikke at stille med officielle repræsentanter vinter-OL i Beijing i februar 2022 ved at henvise til menneskerettighedskrænkelser, men man mødtes igen den 13. marts 2022 og yderligere den 28. juli til et langt telefonmøde.

Besøget i Taiwan af lederen af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, betød, at Kina lukkede totalt ned over for USA. Forbindelsen blev åbnet igen ved Xi og Bidens direkte møde i Bali den 15. november 2022. En kinesisk vejrballon, som efter kinesiske oplysninger var kommet på afveje over amerikansk territorium – noget, Kina beklagede – blev skudt ned af amerikanerne under påskud af, at det var en spionballon. Igen kold luft.

Biden aflyste et besøg i Beijing den 3. februar 2023. De eksisterende forhandlinger mellem de to landes militære frøs helt til. Efter lange forberedelser mødtes Xi og Biden i San Francisco den 15. november og endte med enighed om en række konkrete tiltag. Herefter blev der åbnet for sluserne: På kryds og tværs mødtes de to landes repræsentanter om stort set alle centrale politikområder. Den 2. april 2024 talte de to ledere i flere timer sammen i telefon.

Hvordan skal det forløb forstås? Er der tegn på tøbrud, eller er forhandlingsnetværket så spinkelt, at det igen hurtigt kan rives ned? Begge parter taler om konstruktive, direkte og åbne meningsudvekslinger. Men de fundamentale modsætninger bliver også markant formuleret.

Ganske vist forsikrer USA, at Kina ikke er en fjende, at USA ikke pønser på at inddæmme Kina eller begrænse dets økonomiske udvikling, at man ikke er i en kold krig med Kina, og at man ikke stræber efter regimeskifte i Kina.

Men samtidig angriber USA Kina for at have en overkapacitetsøkonomi med heftige subsidier og ulovlig teknologioverførsel, som ødelægger situationen for amerikanske arbejdere. Dertil for at overopruste og militarisere havene ud for Kina, for krænkelser af menneskerettighederne og krænkelser af friheden til global maritim navigering.

Tilsvarende fremhæver Kina, at man ikke sigter mod globalt lederskab eller omstyrtning af den gældende verdensorden, at Kina fortsat er et udviklingsland, som har intern modernisering som mål, og som frem for alt satser på global fred, sikkerhed og et verdenssamfund med en fælles fremtid. Men samtidig angribes USA for totalt grundløse påstande om aggressivitet og militarisering og for manglende anerkendelse af ligeværdighed. Dertil for mangel på respekt for Kinas naturlige krav på suverænitet og for Kinas langsigtede teknologiske og økonomiske mål. Kina er heller ikke begejstret for den amerikanske nedladende tone i hyppige officielle udtalelser.

Kommer der en afspænding i rivaliseringen? Hvem har mest brug for afspænding? Den amerikanske udenrigsminister Blinken er optaget af at drøfte alle internationale problemer, ikke mindst de fire krige, men også videreførelsen af San Francisco-dialogen: Det er narkoproblemer, øgede militær til militær-relationer, kunstig intelligens og folk til folk-relationer. Kinesiske kommentatorer understreger, at USA ligefrem angler efter Kinas støtte til egne indre og ydre problemer.

Men det er Kina, der har brug for USA. For det første: Krig er ødelæggende for et voksende Kina. Og Kina ved, at USA – som supermagt – er den eneste magt, der kan skrue op og ned på de fire krige. På den måde er USA fortsat verdenslederen. USA påvirker og tiltrækker. USA ved også, at det russisk-kinesiske makkerskab ikke er langtidsholdbart.

For det andet: Kina er ikke oppe på siden af USA. Det kan være et meget langt stykke vej endnu. Selv Kina er enig. USA’s indlysende våben er, at man som overlegen på stort set alle områder forhandler ud fra styrke. Kina ved det og håber på ændring. Det er ikke Kina, men USA, der har magt til at skabe regional og global fred. Derfor har Kina brug for USA.