Kamp til den sidste ukrainer?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Toårsdagen for krigens start fik flere europæiske stater, bl.a. Danmark, til at indgå 10-årige støtteaftaler med Ukraine, fordi den nok vil trække ud. Macron og Mette Frederiksen antydede, at det kan blive nødvendigt at sende tropper til landet. Anders Fogh Rasmussen, hvis firma er engageret af Ukraine, mente, at det skal forstærke angreb ind i Rusland for at vende krigslykken.

Alt på baggrund af udsigt til, at Trump igen bliver præsident i USA, hvor Republikanerne allerede blokerer for mere Ukraine-støtte pga. træthed over endeløse krige – forever wars – og vil fortsætte dermed, hvis Demokraterne vinder. For Trump er hovedmodstanderen Kina. For ham er Stillehavet den store scene, som USA må tage sig af – med Nato-støtte. Europa er en mindre, som europæerne må tage sig af. Bortset fra at Trump mener at kunne lave en deal med Rusland.

Hans rådgivere er klar over, at USA ikke mindst vandt Den Kolde Krig ved Nixon/Kissingers fredsslutning med Kina uden om Sovjet. De er åbne for at splitte nutidens østblok ved at gøre det igen, dvs. slutte fred med Rusland uden om Kina. Fordi det i deres øjne ikke er en farlig udfordrer, og fordi nogle af dem har et mindre negativt syn på Putin-styret end det, vi kender. De ser visse fælles værdier i forsvar af nation, religion og tradition samt woke-modstand.

En Trump-deal betyder land for fred, eventuelt at Rusland beholder den erobrede femtedel, og accept af, at Ukraine ikke bliver Nato-medlem. Mod russisk accept af dets optagelse i EU, der så kan betale for genopbygning. Rusland anses ikke for en trussel mod europæiske Nato-stater med langt større befolkning og økonomi, hvis de ellers vil prioritere deres forsvar. Mere normale relationer til Rusland kan forhindre, at det forbliver en vigtig ”vasalstat” for Kina.

Det er noteret, at Ukraines modoffensiv i krigens andet år slog fejl, at dets krigstræthed breder sig, og at det kræver en indsats, som Europa næppe kan klare at slå russerne tilbage. Så krigen kan trække ud og forhindre den støtte til USA mod Kina, som det foretrækker, at Nato bruger kræfter på. Og at Putin har sendt signaler om, at Rusland kan stille sig tilfreds med, hvad man har opnået.

Trumps folk står ikke alene i USA med lignende synspunkter. Bl.a. mener Charles Kupchan, fhv. Europa-direktør i Clintons og Obamas nationale sikkerhedsråd, at Ukraines bedste chance er at forskanse sig for ikke at tabe mere land og overlade det til diplomatiet måske at få noget tilbage.

De er påvirket af USA’s nederlag (2021) efter 20 års krig i Afghanistan, som synes glemt i Europa. Da man trak de fleste internationale tropper ud og satsede på at styrke regeringshæren, viste det sig, at når denne ikke kunne besejre Taliban med disse hjælpere, brød den sammen uden.

Også i Ukraine er det et nærliggende spørgsmål, hvordan det skulle slå russerne uden støtte fra USA, når det ikke lykkedes i 2022 med denne støtte. Der er risiko for ukrainsk sammenbrud i en ulige kamp, så russerne erobrer mere/det hele. Hvorefter Rusland vil udgøre et større problem.

Der aftegner sig et USA-paradigme for våbenhvile/fred med en generende, men ikke rigtig farlig modstander over for et europæisk, der om nødvendigt vil kæmpe i mange år mod, hvad der anses for en alvorlig trussel. Selv om USA’s våbenindustri sammen med den russiske har været krigens eneste klare vindere – og Europas økonomi taberen.

Nordeuropas standpunkt, ”kamp til sidste ukrainer”, bæres af følelser, som flammede op ved krigens udbrud, blev forstærket af mordet på Navalnyj og har ført til boykot af russere og Rusland, der ses som et énmandsdiktatur. Men det repræsenterer en letfærdig holdning til historiske og geografiske fakta, samt til hvor grim krigen er for de ramte.

Putin er ikke sympatisk og har formentlig stor personlig magt. Men hans styre sidder så sikkert, at iagttagere ikke forventer større ændringer, hvis han får en tagsten i hovedet. Fordi det blev styrket, ikke svækket ved den modsætning til Vesten, som er vokset, siden det ignorerede hans advarsler i 2007 mod at optage Ruslands nærmeste nabolande i EU og Nato, som det selv var udelukket fra.

Hertil kommer kulturel uvilje mod et land, der hylder umoderne værdier som patriotisme og forbyder ”LGBT-propaganda”, mens russere har skurkeroller i vestlig populærkultur. Det kan få én til at glemme, at ”de også er mennesker”, ligeså forskellige som os andre. Udelukkelse af dem fra sport, Eurovision osv. gør modsætninger til en selvopfyldende profeti og er vand på Putins mølle.

Ukrainekrigens forhistorie er ikke så entydig, som den fremstilles. Ukrainere og russere var broderfolk gennem en lang historie. Først i de senere år har man dyrket forskellene – som i Jugoslavien, hvor serbokroatisk blev droppet som fælles sprog efter landets politiske opløsning.

Ved seneste valg i Ukraine inden konflikten vandt en russiskvenlig præsident støttet fra de østlige og sydlige dele af landet. Han måtte flygte i 2014 efter opstand i Kyiv, hvorefter de russisksindede længst mod øst rev sig løs. Indtil for få år siden fandt flere millioner ukrainere arbejde i Rusland, hvor økonomien var bedre, mens politik var præget af oligarker og korruption begge steder.

Vesten har medansvar for krigen ved ikke at prioritere Minsk-fredsforhandlingerne siden 2014, men lade ukrainske krav om kontrol med grænsen mellem Donbas og Rusland blokere dem. Med folkeafstemning som i Sønderjylland kunne grænsen være endt tæt på den nuværende frontlinje.

Zelenskyj blev valgt i 2019 på et løfte om fred. Hans popularitet var på et lavpunkt forud for den invasion i 2022, som gjorde de nationale forskelle hadefulde. Han fyrede for nylig sin populære forsvarschef, da denne sagde, at krigen ikke kan vindes, og at tiden arbejder for russerne.

Fortsat styring af Europas holdning fra Zelenskyj og vrede følelser efterlader tre muligheder. Årelang lidelsesfuld krig, der ikke ændrer det store, hvis Europas rustningsindustri formår at levere det nødvendige. Hvis ikke, et ukrainsk sammenbrud. Endelig en eskalering af krigen, hvis Europa kan og vil bistå Ukraine med virkningsfulde luftbårne angreb ind i Rusland. Den sidste kan blive svær at styre og udløse brug af taktiske atomvåben.

Baggrunden er en tvivlsom præmis om, at kun Ruslands nederlag i Ukraine vil afholde det fra at angribe andre europæiske lande. Nok har krigen vist overraskende robusthed i russisk økonomi og militærindustri over for sanktioner, men også større militær svaghed end forventet. At det efter store tab i Ukraine skulle angribe medlemmer af et styrket og udvidet europæisk Nato, er usandsynligt.

Det er ingen selvfølge, at Europas enhedsfront holder. Dele af Syd- og Østeuropa er mindre ivrige, og EU-lande som Ungarn deler Trumps ønske om kompromisfred. Det samme gør voksende indvandringskritiske partier med et nuanceret syn på Ukrainekrigen i bl.a. Tyskland, Østrig og Holland, så resultatet af EP-valget til juni kan komme til at påvirke EU’s holdning.

Det synes svært at komme uden om, at det er bedre for alle parter at lade våbnene tie og diplomatiet arbejde end at løbe den risiko for ukrainsk sammenbrud, som ingen vil tale om.